Thomas Bagger (f. 1981) er uddannet cand.mag. i medievidenskab. Han debuterede i 2017 med krimien Den permanente, som blev fulgt op af Superstar (2018) og Grav (2019). I 2021 udkom Manden i tre dele, der er første bog i serien om Lucas Stage, David Flugt og Task Force 14. Romanen blev i 2022 hædret med Blixenprisen for Årets krimi. Manden i tre dele efterfølges af Den nittende ø (2022)
I medierne kaldes Thomas Bagger en »cool ny stemme på den danske krimiscene.« Sproget har et særpræget udtryk, der adskiller sig fra andre krimier, og en barsk fortællermæssig drivkraft, med plots som brændemærker bogens karakterer. Thomas Baggers krimier afsluttes sjældent under lykkelige omstændigheder. Tværtimod arbejder han sig hellere mod en sandfærdig og nødvendig slutning, der ikke skal vinde hjerter, men udfordre læserens egen moral.
Bagger har to gange været nomineret til Krimimessens Publikumspris og har fået solgt rettighederne til Manden i tre dele og efterfølgeren Den nittende ø til Tyskland.