Strengt fortroligt er en psykologisk spionthriller, der allerede inden udgivelsen i USA fik stor opmærksomhed.


Mød forfatteren Karen Cleveland i dette mini-interview.


Siden Karen Cleveland debuterede med spionthrilleren Strengt fortroligt i USA i efteråret, har hun fået fantastiske anmeldelser, lovprisende ord af internationale bestsellere, såsom John Grisham, Lee Child og Terry Hayes, og er blevet sammenlignet med Gillian Flynn (Kvinden der forsvandt) og Paula Hawkins (Kvinden i toget).

Men allerede før Strengt fortroligt blev udgivet, oplevede den 35-årig amerikaner stor opmærksomhed. Karen Cleveland er nemlig tidligere CIA-analytiker med speciale i antiterror, hvilket giver plottet et sug af realisme, og adskiller hende fra de andre med en ’been there, done that’-erfaring. Og opmærksomheden blev ikke ligefrem mindre, da Universal Pictures meldte, at de havde købt rettighederne til filmen med Charlize Theron i hovedrollen.

Strengt fortroligt er en spændingsfyldt pageturner om CIA-analytikeren Vivian Miller, der jager russiske undercover-agenter i USA. Igennem sit arbejde opdager hun, at en person tæt på hende har gemt på en livsfarlighed hemmelighed, der truer hendes job, hendes familie og hendes liv. Pludselig er intet længere som det ser ud, og Vivian stilles over for et umuligt dilemma. Men hvem kan hun stole på?


1. Du har tidligere arbejdet som CIA-analytiker. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter – og hvad inspirerede dig til at skrive bogen?
Jeg var otte år hos CIA og elskede min karriere der. Det var et både fascinerende og givende arbejde. Men at tænke på terror dag ud og dag ind i årevis begyndte at tære, og til sidst nåede jeg til det punkt, hvor jeg var klar til forandring. Dengang havde jeg små børn, og jeg kunne gode lide tanken om en karriere med en vis fleksibilitet. Jeg har altid elsket at skrive – og derfor besluttede jeg mig for at give det en chance. Jeg føler mig så heldig og taknemmelig over, hvordan det er gået.
 
2. Din hovedperson Vivian Miller er en dedikeret CIA-analytiker og en hengiven mor og kone, ligesom dig. På hvilke måde minder du om eller adskiller dig fra Vivian i virkeligheden?  
Vi har begge karrieren i CIA tilfælles, og vi er begge gift og har små børn, men derudover er vi meget forskellige. Det var sjovt at sætte mig i hendes sted, da jeg skrev bogen, men der var flere tilfælde, hvor jeg håber, at jeg havde truffet andre valg. Uden at afsløre for meget, så tænker jeg, at hun er mere tilgivende end jeg ville være under lignende omstændigheder. Heldigvis har jeg aldrig været konfronteret med de vanskelige valg, som hun er nødt til at træffe.
 
3. Strengt fortroligt er din vellykkede debut som forfatter. Hvad var den største udfordring ved at skrive bogen, og hvornår syntes du, det var sjovest?
Alt i alt var det utrolig sjovt at skrive bogen. Jeg har virkelig nydt den proces, det var at forestille mig hendes verden, og hvordan jeg måske ville reagere i lignende situationer. På en måde mindede det om mit job som CIA-analytiker – at forsøge at finde ud af, hvordan nogen ville reagere i en bestemt situation. Jeg tror, at den største udfordring må have været timingen. Jeg skrev bogen, mens jeg var på forlænget barselsorlov med mit andet barn, så jeg var nødt til at finde en måde at forene det at skrive med at passe den lille ny og en treårig!
 
4. Filmrettighederne er solgt til Universal, og Charlize Theron skal spille Vivian. Kan du afsløre lidt mere om, hvad der sker på den front, og hvem ville du elske at se i rollen som Vivians mand?
Jeg er meget begejstret! Jeg synes, at Charlize Theron er en fantastisk skuespiller, og jeg kan ikke vente med at se, hvordan hun vil gå til rollen som Vivan. Jeg er helt ærligt ikke sikker på, hvem jeg gerne vil se i rollen som Vivians mand, men jeg er sikker på, at filmselskabet vil finde en glimrende løsning.   
 
5. Hvilke forfattere har inspireret dig, og hvilke bøger er dine største favoritter?
Jeg er vild med en god thriller, så selvfølgelig er John Grisham blandt mine favorit-forfattere – han skriver simpelthen så gode bøger. Og så kan jeg virkelig også godt lide ’twisty domestic thrillers’ af forfattere såsom Shari Lapena og Paula Hawkins. Jeg holder også meget af at læse bøger om familie og moralske dilemmaer. Jodi Picoult brillerer den type af bøger og er en anden af mine favorit-forfattere gennem lang tid.
 
6. Hvad nu? Skriver du på en ny bog – og hvis ja, kan du løfte sløret for, hvad den handler om?
Jeg arbejder hårdt på en ny thriller, som foregår i Washington DC. Den er i tråd med Strengt fortroligt og omhandler dilemmaet mellem loyalitet til landet og loyalitet til familien.
TOP  ▲
Karen Cleveland
Den tidligere CIA-analytiker Karen Cleveland debuterer med spionthrilleren Strengt Læs mere