Q&A med Søren Sveistrup

 

Du har taget springet fra manuskriptforfatter til at skrive bøger: Hvordan kan det være?

Jeg havde allerede planer om at skrive bøger, da jeg var midt i 20’erne og gik på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Men jeg havde ikke redskaberne, og jeg brød mig ikke om ensomheden. Så opdagede jeg i stedet, at man også kunne skrive film og tv-serier og søgte derfor ind på Den Danske Filmskoles manuskriptuddannelse, som viste sig at være det helt rigtige for mig. Dialog, plot og karakterpsykologi var det, der interesserede mig, og man arbejdede i et team i stedet for alene. Efter 20 år i branchen kunne jeg mærke, at jeg var blevet modig nok til at gøre forsøget for mig selv. Uden andre kokke og med den selvtillid, som arbejdet i film- og tv-branchen havde givet mig.   
 

Er der noget, der har overrasket dig ved skiftet?

I samarbejdet med min fantastisk dygtige redaktør fra Politikens Forlag, Anne Christine Andersen, har det slået mig, hvor omhyggeligt arbejdet med sproget kan være. Hedder det “starter" eller “begynder" - “standser" eller “stopper"? Hedder det "laver mad" eller "forbereder mad"? Spørgsmålene er uendelige. Ved beskrivelse af enhver handling eller situation er der skrevne og uskrevne regler. Det kan virke ligegyldigt for forståelsen, men nidkærheden var ret fascinerende at beskæftige sig med. Derudover føles arbejdet med at skrive en bog nok bare ekstra hårdt, fordi man ikke har andre end sig selv at diskutere med. På den ene side er det en frihed, på den anden side et selvvalgt fængselsophold.

Hvor kommer inspirationen fra? 

Svært at sige. Eller måske meget enkelt. Den kommer fra det levede liv, fra erfaringen, skrammerne, driften, lysten, angsten og drømmene. 
 

Tør du være alene hjemme, når du skriver, eller spreder uhyggen sig?

Jeg kan godt gyse over noget, jeg har skrevet, vel at mærke hvis det er godt fundet på! Dog kun på vegne af karakteren, der oplever det. Som regel stammer beskrivelsen af uhyggen fra en følelse, jeg også selv har oplevet, men under helt andre former. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan fx stadig huske følelsen af at være drengen, der ligger i sin seng og hører grenene skrabe på vinduet udenfor. Eller lydene i et tomt hus eller i krattet ved boldbanen, når alle andre er gået hjem. Alt det, som ikke umiddelbart kan dechifreres, kan jo fyldes ud med usikkerhed og angst, hvis man er disponeret for en livlig fantasi. Også som voksen. Fornemmelsen af uhygge har sikkert også at gøre med, at man i krimier konfronteres med en grundangst for døden eller med ensomheden som et livsvilkår. Vi lever sammen med andre, i et samfund, blandt familiemedlemmer, venner eller fremmede, men indimellem oplever vi følelsen af at være fuldstændig alene og fyldt med tilværelsens store spørgsmål om liv og død. Og når en karakter er alene med en gerningsmand, opleves den slags jo i sin mest uhyggelige form.
 

Er der nogle temaer, du finder særlig interessante at afdække?  

Tab. Håb. Tro. Viljen til at overleve. Selvopofrelse. Den dysfunktionelle familie og kærligheden, der binder familiemedlemmerne sammen. Jagten på mening i det meningsløse. Men der er sikkert meget andet, som jeg ikke selv er klar over.
 

Og hvad er det, Kastanjemanden kan, synes du? Hvordan udmærker den sig?

Det er svært for mig selv at bedømme, men selve krimigåden har muligvis noget hensynsløst og kompromisløst over sig, som virker dragende. Samtidig handler bogen jo om nogle tapre mennesker, der klynger sig til håbet eller kæmper mod strømmen og alle odds.
 

Hvad håber du, læseren får ud af at læse bogen?  

Jeg håber selvfølgelig, at læseren vil synes, at det er en pageturner. At den er sindssygt spændende, men også rørende og kompleks. I sidste ende også, at læseren sidder tilbage med fornemmelsen af, at man skal blive ved med at kæmpe for det, man har kært. 

 

Og hvilke ambitioner har du på Kastanjemanden’s vegne – skal den ud i verden, laves til tv-serie eller…?  

Jeg er netop blevet informeret om, at Kastanjemanden er blevet solgt til udgivelse på 20 sprog verden over, så den er faktisk allerede på vej ud i verden. Jeg har før prøvet at lave noget, der vakte interesse i udlandet, men det kom alligevel bag på mig i forbindelse med Kastanjemanden, fordi interessen var så massiv fra start. Om bogen også filmatiseres ved jeg endnu ikke. Det bliver dog ikke noget, jeg selv kommer til at skrive manuskript til. Denne gang holder jeg mig på den anden side af bordet. 

Er der nogle bøger eller tv-serier, som du selv er særlig fan af, du kan anbefale?

Jeg læser for lidt, og jeg ser for få serier, så jeg kan kun bidrage med alle klassikerne. Hver gang jeg har beskæftiget mig med en ny genre indenfor film og serier, fx en kærlighedskomedie, en krimi eller et drama, har jeg forsøgt at støvsuge markedet og se de bedste eksempler, som jeg kunne lære noget af, før jeg selv gik i gang. Når det gælder bøger, er det nok min baggrund på Litteraturvidenskab, som jeg kan takke for, at jeg fik læst en del klassikere.