ORDETS FRIHED – KVINDENS FRIHED – MIN FRIHED

Tale ved åbningen af BogForum 2019

Forfatter, Sara Omar

Som det første vil jeg gerne takke for den store ære, det er, at få ordet her i åbningstalen til BogForum 2019. Sidste år havde jeg selv glæden af at stå på scenen som en af de shortlistede forfattere til debutantprisen, og inden da besøgte jeg gennem flere år denne absolut største bogfest i Danmark med et stille, indre håb om en dag selv at kunne lade mig interviewe om mine ord og tanker. Nu står jeg her og taler ved den officielle åbning. Sikken en rejse – sikken en gave. Af hele mit bankende hjerte, tak!

Jeg ved, at BogForum står som noget helt særligt for rigtigt mange forfattere og læsere, og hvert år valfarter tusindvis af mennesker hertil for at dele deres glæde ved at skrive og læse – deres glæde ved ordet. Og ordet er en glæde – ordet er en fest. For os – i et frit land.

Mange mennesker lever under vilkår, hvor de ikke nyder den frihed, som vi, der er her i dag, har. De har ganske enkelt ikke friheden til at sige, hvad de vil og til at skrive, hvad de vil – deres ord og tanker er spærret inde.

For langt de fleste af jer, der lytter med nu, er det anderledes. I har friheden – I har retten til at ytre jer. Heldigvis! Pas godt på den. Den er mere skrøbelig, end I troede for blot et årti siden.

De samme kræfter, der holder mennesker bundet – politisk, religiøst og kulturelt – i mange andre lande, er på vej her også. Det mærkes – det ses. Man lader kulturelle hensyn skygge for frihed. Man lader religiøse krav diktere alt fra sprogbrug til fødevarer. Men er det ellers ikke det, man her i Danmark og Vesten har bekæmpet i århundreder? Dette lands forfædre har kæmpet for, at den religiøse magt blev mindre, man har kæmpet for kvinders rettigheder og ligestilling, man har kæmpet imod dogmatisme og fanatisme. Det må vi ikke give slip på igen. Vi må ikke lade de mørke kræfter genvinde magten, for så vil de føre os tilbage til en tid, hvor ekstremisme styrer vores handlinger, ord og tanker. For ud over at det er en hån mod de mange kvinder og mænd, der har kæmpet for at frigøre sig af de religiøse og patriarkalske lænker, vil det også være et tab af vores stemmer, vores ord og vores litteratur. For litteraturen vil kun meget sjældent blomstre i et fængsel – om det så være sig et fysisk eller religiøst fængsel. Ordet kvæles, som det tidligere har været kvalt – og som det desværre er kvalt den dag i dag i for mange lande.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange mennesker i Europa oplever mit hjemland, Kurdistan, og hele den mellemøstlige verden som tilbagestående – lidt som noget med en hel masse krig, olie, sand og kameler, og det kan jeg egentligt godt forstå, for det er jo det, vi ser i medierne – og desværre er det heller ikke helt usandt. Men jeg vil alligevel sige, at vi ikke er tilbagestående, men tilbageslået - for vi rummer så meget andet også, og alt det prøver jeg at formidle i min nye roman, Skyggedanseren, der udkommer om en uges tid.

Mit hjemland har en vidunderlig natur og et eventyrligt landskab, som jeg savner dybt. Vi har de smukkeste bjerge, de blødeste sletter – og vinde, der både hvisker os i ørerne og rusker vores kroppe. Vi har en stærk litterær arv, der strækker sig helt tilbage til Babylonien, til Sumer-civilisationen, til den episke Gilgamesh, der skildrer livet, døden og menneskehedens udødelighed, til de ægyptiske guder og pyramider, til den syro-aramiske læsning, der blandt andet bidrog til dekodningen af Koranens oprindelige sprog, til Mesopotamien og den rige, persiske litteratur, som berigede os med historiske fortællinger. Selv om denne litterære rigdom blev efterfulgt af en lang periode med kunstnerisk tørke, genopstod der alligevel litteratur i skikkelse af store poeter og forfattere som den libanesiske Khalil Gibran og Ghadah Al-Samman, den syriske Adonis, den kurdiske Sherko Bekas, den ægyptiske Naguib Mahfouz, den palæstinensiske Mahmoud Darwish, den marokkanske Muhammad Shukri, de persiske Hafez, Rumi, Ahmad Shamlou, Sohrab Sepehri og Forough Farrokhzad.

Mellemøsten har haft en rig litteratur, der gik forud for den tiltagende religiøse formørkelse. Beirut var frem til 1970’erne kendt for at være ’Det Mellemøstlige Schweiz’ med en del frie forlag – og da den egyptiske forfatter, Naguib Mahfouz, der vandt Nobelprisen i litteratur i 1988, skrev romanen Children of the Alley, tog Libanon imod bogen og publicerede den, selvom den var forbudt i sit hjemland. Det var dengang, hvor det frie ord endnu ikke var kvalt i hele regionen.

Men der er håb, for med det arabiske forår og de mange protester mod undertrykkelse, som vi læser og hører om finder sted i Mellemøsten, er der trådt nye, unge mennesker ind på scenen. De vil et bedre liv, og de kæmper for friheden med ordet som sværd, om end de er i mindretal og de fængsles og dræbes for deres drømme. Vi må dog aldrig glemme, at de er der. Og hvis det frie ord skal genopstå hos dem og deres børn, så skal vi anerkende dem som – håbet og lyset – for når forfattere skildrer verdens urimeligheder, får vi alle sammen mulighed for at tage stilling til, hvad vi vil finde os i og hvilken verden, vi ønsker at leve i og give videre.

For mig er det livsnødvendigt at holde fast i, at litteraturen aldrig må bukke under for mørke kræfter. Livsnødvendigt at kæmpe for, at litteraturen aldrig må lade sig undertrykke. Jeg er af den overbevisning, at ingen magt i verden har lov til at afgøre, hvordan litteraturen skal modtages af læserne. Derfor skal litteraturen være lige så fri som sindet selv.

Man kan måske nok lukke munden på systemkritiske forfattere, udslette dem fra jordens overflade, men deres nedskrevne ord kan man aldrig tage fra dem eller slette fra verdens erindring. Litteraturen har magten til at sætte spor i mennesker, og den efterlader uudslettelige aftryk.

For mig personligt har litteraturen også i perioder været den eneste form for frihed. Det har været der, jeg søgte hen, når det virkelige liv blev ubærligt og smertefuldt – når jeg ikke længere kunne finde mening med min egen eksistens. I litteraturen har jeg haft mulighed for at flygte mentalt fra fysiske forhold, som kun kunne overleves, hvis sindet fik lov at vandre videre og leve et andet sted. Litteraturen har bragt mig på rejser langt væk fra ødelæggelse og ondskab, og mit sind har fået lov at løfte sig på ny, som var jeg lige så fri som en sommerfugl, selvom min krop var i fængsel.

Jeg ved, at der findes mange mennesker, der har brug for denne flugt, og derfor må vi aldrig holde op med at hylde litteraturen og alle de mennesker, der får den til at leve. Her tænker jeg både på forfattere, forlagsfolk, boghandlere, journalister, bibliotekarer og andre litteraturformidlere, men vigtigst af alt – på læserne. Hvor ville litteraturen være uden dens læsere?

Min opfordring må derfor være til alle verdens læsere: Vær rebelske! Litteraturen er både det forbudte og det lovliges rum. Det skønne og det uskønnes. Litteraturen giver os mulighed for indlevelse og oplevelse, for at være enige og uenige, for at være i samtale, for at være i dialog. Litteraturen giver plads til at tvivle, at være kritisk, at risikere noget. Litteraturen giver os mulighed for at tænke selv.

Desværre – og her må I tilgive mig for at jeg holder fast i den alvorlige tone, men det er vigtigt! – desværre, er denne kærlighed til bøger og det skrevne ord ikke velset i alle lande. For som jeg tidligere var inde på, så er der steder i verden, hvor det frie ord er underlagt religionens kvælende bånd og patriarkalske samfundsstrukturer. Litteraturen og det frie ord forsvinder under et mørkt ligklæde og frem kommer uønskede ord og undertrykkende overbevisninger.

Det er et klæde, der holder lys ude og knuser liv. Et klæde, der kvæler stemmer, der bliver betragtet som uønskede, fordi disse stemmer ønsker reformation, bevægelse og forandring.

Spørg jer selv; hvordan det kan være, at jeg, der er en anerkendt, danskkurdisk forfatter ikke kan udgives i mit fødeland? Hvorfor er mine ord uønsket i visse dele af verden – af visse kulturer? I tænker måske, at jeg ikke har prøvet, men det har jeg. Indædt. I årevis. Jeg har prøvet med digte, artikler og med Dødevaskeren, men jeg bliver afvist med ord som ’dine ord lugter af blod’ og ’du er en parasit’. Jeg har endda fået flere trusler sendt i min retning, og jeg vil aldrig igen kunne besøge mit savnede Kurdistan – ikke uden at risikere at sætte livet på spil. Selv her i Danmark bliver jeg udsat for forhånelse og diskriminerende hetz på åben gade af mørke kræfter, må bo hemmeligt og sørge for min sikkerhed, hvor end jeg bevæger mig – alene af den grund, at jeg insisterer på retten til at stille mig dybt kritisk over for den urørlige og indgroede fanatisme.

Forfattere med vestlige rødder, der skriver bøger, hvori de kritiserer sociale forhold trues som regel ikke på livet og udsættes heller ikke for hån og trusler, men det gør jeg og andre med min baggrund, der har taget bladet fra munden. Accepterer vi virkelig, at ytringsfriheden ikke skal dække dem, der taler skarpest imod religiøs undertrykkelse og tvang? Støtter vi ikke dem, der bekæmper mandschauvinisme og indgroede patriarkalske strukturer - dem, der kæmper for børns og kvinders lighed?

Hvordan kan det være kommet dertil? Hvordan kan vi tillade at 100 års indædt kamp imod ulighed og religiøs fanatisme forsvinder, mens vi ser stiltiende til?

Jeg vil ikke give jer et bud på svaret, for dette er ikke folketingets åbningstale, men BogForums. Jeg vil hellere sende jer hjem med et håb om, at I vil reflektere over mine ord og sige til jer, at hvis vi ikke passer rigtigt godt på, så mister vi vores ord og sprog. Så mister vi vores ret til at skrive og sige, hvad vi finder livsnødvendigt – især som kvinder.

Det må ikke ske.

Vov at se det, inden det er for sent.

Jeg har set det før.

Vi skal holde fast i det frie ord – holde fast i, at alle har ret til at ytre sig – holde fast i hele det grundlag, som vores fælles, rige og berigende verdenslitteratur hviler på.

Det frie ord er grunden til min overlevelse. Vi er intet uden ordets frihed.

Velkommen til BogForum 2019.

Tak.