Det blev en af Danmarks mest efterspurgte skuespillere, Pilou Asbæk, der løb med rettighederne til 'Amdi bliver til'. Biografien om Mogens Amdi Petersen udkom i august og er skrevet af forfatter Rune Skyum-Nielsen i nært samarbejde med skuespiller Thure Lindhardt.
»Da jeg læste 'Amdi bliver til', som på alle måder er sindssygt fascinerende og gennemarbejdet, måtte jeg død og pine sikre mig muligheden for at lave drama ud af fortællingen om Amdi. Bogen rummer i min optik en episk dramaserie på Fyn, i Jylland og den store verden om en af de helt store, sagnomspundne karakterer fra nyere Danmarkshistorie. Materialet er forrygende stærkt, og jeg kan slet ikke vente med at få det helt rigtige kreative hold samlet og komme ud over stepperne,« siger Pilou Asbæk.
'Amdi bliver til' fik en række positive anmeldelser og lå længe højt på bestsellerlisterne, og efter en enkelt dag i handlen modtog Politikens Forlag de første forespørgsler på bogens rettigheder.
»Vi vidste på forhånd, at 'Amdi bliver til' rummede både generationsopgør og spektakulære scener. Alligevel er det sjældent med så overvældende en interesse. Vi skal tilbage til 'Ser du månen, Daniel' for at finde en nonfiktion-udgivelse, som så mange ønsker at fiktionalisere. Så man kan roligt sige, at der var budkrig,« fastslår forlagschef Kim Hundevadt.
Rune Skyum-Nielsen og Thure Lindhardt har vægtet det højt, at 'Amdi bliver til' forvandles til drama i et kreativt parløb med folk, der deler deres nysgerrighed på den skandaliserede Tvind-stifter.
»Før Amdi blev udskældt, landflygtig og eftersøgt, var han mange andre ting også. Undertrykt, pioner, oprører og forfører. Så vi har ledt efter nogen, der delte vores fascination af hele den sammensatte pakke – ikke kun af skurkeaspektet, men af et liv, der er løbet løbsk og har overgået fantasien. Og det tror vi lige præcis, at vi har fundet i Asbæk og producer René Ezra,« siger Rune Skyum-Nielsen.