Tale til overrækkelse af Læsernes Bogpris
12. april 2018
Af Sara Omar
Ethvert stjernedrys, der falder på denne roman, Dødevaskeren, vil jeg dedikere til de børn, piger og kvinder, som er derude, hvor snæversynede mænd fra konservative afkroge har formørket deres liv med ondskab. Den anerkendelse som Dødevaskeren hidtil har høstet - hver evig eneste - dedikerer jeg til mine medsøstre, som befinder sig i mørket derude og kæmper i stilhed. I er i min kamp, i mine tårer og i hver evig eneste hjertebanken. Da min roman udkom, sagde jeg, at det var et kampskrift. Det står jeg ved. Jeg står her og vil sende en hilsen til de mænd, som tillader sig selv at ødelægge kvinder og pigers liv - ved enten at bruge religionen eller den såkaldte ære som undskyldning for at krænke hende. Til de mænd har jeg at sige dette:
Jeg står her, og jeg bliver ved med at stå her, indtil vi har ændret jeres menneskesyn og jeres tyranni. I får kamp til stregen. Det er ikke længere en stille og rolig kamp. Se jer omkring. Kvinder har rejst sig. Vi bliver flere og flere. Og denne bevægelse, som er påbegyndt vil storme frem og blæse jer omkuld til en ny selvforståelse. Denne torden, der kommer, vil en gang for alle stoppe jer. Stoppe jeres brutale hænder. Stoppe jeres voldtægter. Stoppe jeres psykiske og fysiske vold. Stoppe jeres løgne og manipulation. Stoppe jeres undertrykkelse. Jorden vil skælve under jer så voldsomt af vores fremmarch, at selveste Gud, Allah eller de såkaldte hellige ord, som konstant ryger i fortolknings-fabrikken, ikke vil kunne redde jer. Dét, der er født her i vores samtid - dette frø af håb og mod - det er vores revolution. Den vil vokse fra jorden og spire og sprede sig som et ekko, der vil hele vores sorger og styrke os. Vi vil sparke dørene til jeres altødelæggende overbevisninger i stykker og åbne vinduerne til verden udenfor. Den verden, hvor vi selv bestemmer, hvem vi vil elske og elskes af. Hvor vi selv finder vores udkårne i kærligheden. Hvor vi danner os og uddanner os som frie kvinder. Som store tænkere. Hvor vi gør krav på de rettigheder, som vi er født med. Vi vil rive murene ned, så vi kan se den åbne himmel. Så vi kan udvikle os som mennesker. Og vi vil søge frisind som frie individer. Vi vil nægte at leve i jeres patriarkalske og paternalistiske fængsler, der tvinger mennesket til at stå stille og skaber tilbagestående samfund med borger, der går rundt med bind for øjnene. Samfund, der bliver syge og fattige på viden. Samfund, der lukker sig inde om sig selv og lukker verden og dens mangfoldighed ude.
Foto: Danmarks Biblioteksforening
Vi har rejst os for at kæmpe en kamp, vi SKAL og VIL vinde. For tiden er inde, hvor mennesker uanset køn, etnicitet, religion eller seksuel overbevisning, skal have lige rettigheder. Retten til at bevæge sig og flytte sig. Retten til at søge, drømme, udforske, finde og udvikle. Det er den kamp, jeg står for. Det er derfor, jeg står her foran jer i dag. Det er derfor, jeg skrev Dødevaskeren. Det er derfor, jeg bryder tavsheden. Det er derfor og kun derfor, ilden lever i mig. Jeg vil gøre en forskel i denne verden for mine medmennesker, mens jeg lever. Dette er ikke kun en drøm. Og jeg kan love jer for, at jeg endnu ikke har sat det sidste punktum. Dette er mit kald - og jeg agter at leve op til mit ansvar og mine ord.
Jeg vil af hele mit hjerte takke alle de kære læsere, som har stemt på “Dødevaskeren”. Jeg er inderligt beæret over, at I har givet jer tid til at læse bogen. Jeg ville ikke have stået her uden jeres støtte og opbakning. Og tak til Berlingske og Danmarks Biblioteksforening for at give læserne en stemme. For at give mig en stemme.
Tak for ordet.