Ny rejseenhed åbner muligheder for Sara Blædels krimier:

Kommer (måske) snart til en by nær dig

Af Helle Skov Wacher

Hvordan bliver man ved med at finde på og skabe spænding for sin hovedpersoner efter så mange år? Denne gang er der skruet op for spændingen – ikke mindst i form af den nyetablerede rejseenhed, P13, som Louise Rick er leder af. Det åbner nogle nye muligheder for forfatteren.
 

Sara Blædel er tilbage med den 11. bog i serien om Louise Rick, som læserne har kunnet følge lige siden den allerførste bog med hende i hovedrollen udkom tilbage i 2004. Og som Danmarks mest læste kvindelige forfatter kunne man tro, at det gav et vist forventningspres på Sara Blædels arbejde.
 

Men det giver forfatteren selv ikke meget for: ”Jeg har faktisk ikke den færdige bog i tankerne, når jeg skriver,” fortæller hun. ”Når jeg skriver, har jeg simpelt kun øje for, hvor karaktererne bevæger sig hen og hvad de skal igennem på godt og ondt.” Og de skal vitterlig meget igennem i hendes nye krimi ’Den tavse enke’, der er på gaden 6. november.

”Det har været en kæmpe fornøjelse for mig som forfatter at skrive ’Den tavse enke’, og det er fordi, at noget af det, der interesserer mig meget i krimierne, er de personlige relationer. Og der er mange personlige lag i denne her. Det klæder Louise Rick så godt at være tilbage, og det siger jeg, selvom man kan mene, at jeg som forfatter selv kan bestemme, men sådan føler jeg ikke, at det er – Louise lever nærmest sit eget liv,” siger Sara Blædel.
 

”Det er jo noget med, at det skal være en fornøjelse og ikke en pligt at skulle skrive om sine hovedpersoner. I denne her historie er Louise Rick for alvor klar til at tage fat, og det har passet utrolig godt med at introducere en rejseenhed. For der er også et politiarbejde, som jeg har været meget optaget af. Og fordi det er et stykke tid siden, jeg har skrevet, hvad man kan kalde en ”rigtig” politikrimi, har det været virkelig sjovt at dykke ned i efterforskningsarbejdet.”
 

I den nye bog er hovedpersonen indsat som leder af politiets rejsehold P13. Navnet symboliserer, at det er en ekstra kreds, der arbejder på tværs, for i virkelighedens Danmark er der 12 politikredse, men denne er noget ganske særligt og på tværs af alt.
 

”Det har hjulpet mig at introducere P13, fordi det giver en ramme. Det guider mig hen til en type historie, som jeg gerne vil have mulighed for at skrive om. Louise har mildest talt haft en kanonkarriere, men nu synes jeg, at hun er havnet et helt fantastisk sted for mig som forfatter,” siger Sara Blædel.
 

”Jeg vil gerne se nærmere på den type sager, som man møder ude i landet, og med rejseenheden P13 åbner det for, at jeg kan skrive om nye miljøer og lokale afkroge. Det er sager, der er svære at håndtere, men hvorfor er de det? Hvorfor skal man tilkalde assistance? Denne gang er vi bl.a. på Tåsinge, men fremover kan Louise Rick blive kaldt ud til hvor som helst i landet.”
 

Sara Blædel har blandt andet trukket på et netværk af kilder, hun har opbygget gennem årene, og ikke mindst har hun en god kilde fra virkelighedens rejseenhed.
 

”Han hjælper mig altid, og han er en særlig god kilde, fordi han er ude i landet og ikke bare i København, så han har erfaring fra de sager, jeg skriver om,” afslører hun. ” Ifølge ham er det, Louise Rick står for her, meget, meget tæt på, hvordan virkeligheden kan hænge sammen i politiet.”
 

”Så med de personlige, efterforskningsmæssige og politimæssige lag på plads har det været en balance at lande rigtigt og at få dem til at falde i hak. Og at se, hvor karaktererne skal hen, har været spændende. Jeg har selv været nysgerrig efter at se, hvordan jeg skulle lykkes med at få dem igennem.
 

Jeg er ikke i tvivl om, at det er sådan, de næste krimier med Louise Rick også kommer til at være. Det bliver, hvad man kan kalde politikrimier med P13 som ramme. Det vil være sagerne, der driver nysgerrigheden, selvom vi også skal følge det kendte persongalleri. Men P13 er kommet for at blive.”

 

 

Handlingen kort:

Louise Rick er efter en længere orlov tilbage på arbejde som leder af den nyoprettede Rejseenhed. Fyns Politi har tilkaldt assistance efter drabet på en kvindelig kroejer på Tåsinge, og her møder Louise for første gang sit nye team.

Drabet på kvinden har ikke givet det lokale politi mange spor at gå efter, men da Louise iværksætter en grundig gennemsøgning af kroens førstesal, hvor den dræbte boede, finder de noget, som på ingen måde passer ind i den drabssag, de står med.

Louise er ikke meget for det, men hun er nødt til at kontakte Eik Nordstrøm fra Eftersøgningsafdelingen. De to har ikke set hinanden, siden de skiltes på en strand i Thailand, hvor deres forhold sluttede. Men hun har brug for hans hjælp.

Camilla Lind virker for første gang i deres lange venskab ikke særligt interesseret i drabssagen, da Louise ringer for at spørge hende til råds. Kun modvilligt trækkes hun ind i den, da Eik beder hende passe sin pensionerede politihund, Charlie, mens han selv haster til Tåsinge.

Men det er ikke drabssagen, der fanger Camillas nysgerrighed. Det er en ung fyr, der døde et halvt år tidligere og gennem sin journalistiske tilgang til den historie kommer hun i besiddelse af oplysninger, som Louise og politiet ikke ved noget om, og som har store omkostninger for de involverede personer.

Louise og Camilla bliver begge dybt engagerede i sagen, og da de til sidst står i en svær og sårbar situation, finder de ud af, hvor godt det er at gøre tingene sammen.


Om bogen:

Kr. 300, 400 sider

Udkommer 6. november


Om forfatteren:

Sara Blædel er journalist og udgav i 2004 den første bog om Louise Rick. ’Den tavse enke’ er nummer 11 i serien, og undervejs er Blædel fire gange blevet kåret som danskernes yndlingsforfatter. I 2014 modtog hun De Gyldne Laurbær for ’Kvinden de meldte savnet’. Sara Blædels bøger er solgt i mere end tre millioner eksemplarer alene i Danmark, og hendes bøger er under udgivelse i 38 lande.