”Jeg tager børn meget alvorligt”
Tiberius Tudefjæs er en helt almindelig dreng, der bor alene med sin far på Kastanjevej, går i skole og har en allerbedste ven. Og så har han en meget livlig fantasi og en mor, der er stukket af til Argentina for at danse tango. I den nye 5. bog om Tiberius er det tandfeen, vi møder. Før det har han opdaget piger, fået muskler og meget mere. Men hvor får Renée Toft Simonsen sin inspiration fra?
For det meste når jeg skriver, tager jeg udgangspunkt i en lillebitte ide eller tanke, og så udvikler jeg historien rundt om den. Med tandfeen begyndte det med, at jeg tænkte på det der med at tro på noget - og hvad børn tror på, og så kom ideen ret hurtigt i forhold til, at når man tror på noget, så er det også vigtigt at kunne bevise det, for hvordan kan man ellers tro?
Det er svært at sige, hvor historierne generelt kommer fra, men mange af mine børnehistorier er egentlig voksne historier forklædt til børnenes verden, tror jeg - for mig er det en måde at tage børn meget alvorligt på. Ideen til Tiberius Tudefjæs nakker tandfeen fik jeg på en køretur med min familie i Malaga-området. Vi sad og pjattede, og jeg fantaserede om en lille, lidt buttet dreng, der bor alene med sin far, hvor moren var smuttet til Argentina for at lære at danse tango. Det sjove var det absurde med feks, at hun sendte ham en flamencokjole i fødselsdagsgave, som han så skulle tage på i skole, fordi han savnede hende så meget. Og så det meget triste som baggrund, at hans mor var feset og ja, så udviklede historierne sig ellers bare derefter. Faktisk har jeg ikke fået skrevet den med flamencokjolen endnu, men måske en dag, det kommer med?
Er det ok at bilde sine børn ind, at hun, julemanden eller påskeharen findes?
Jeg synes ikke, det er tarveligt at fortælle børn den slags, jeg elsker fantasien og ser det ikke som en løgn, men en god historie. Jeg elsker magi, hekse, trolde, feer og den slags, og det ved jeg, at børn også gør. Der er bare mere mellem himmel og jord, end vi sådan lige kan se. Nogle børn ser det dog som en løgn og føler sig meget snydt, når de endelig finder ud af, at det slet ikke passer med julemanden og tandfeen. Ligesom voksne er børn jo forskellige, og nogle af os er meget konkrete og kan slet ikke holde det ud, hvis nogen siger, at noget findes, som de ikke kan se - andre elsker at lege med det, som ikke kan ses, ønske og forestille sig alt muligt.
Da mine egne børn var små, fortalte jeg dem vilde historier, og jeg elskede at se deres tvivl, var det nu rigtigt det, vi sagde? En jul klædte min mand sig ud som julemand og kravlede op af en stige og kom ind af vinduet med hele julepivtøjet på. Vores knægt på 3-4 år blev så bange, at han gemte sig under bordet, mens vores datter, der var halvanden år ældre, var lidt i tvivl om, det nu var julemanden, og samtidig så kunne hun godt se at det var far - han var nødt til at tage skæg og hue af for at få vores søn ud fra under bordet igen.
Hvad er det vigtigste for dig, når du skriver om Tiberius?
Uanset om du er lille eller stor, så er det de samme værdier, følelser og spørgsmål, der er væsentlige for dig i dit liv, for at det er et godt liv. At være ærlig og ordentlig, at være stolt af dig selv og det du gør, at stole på at du er god nok, som du er, at have tillid til andre, at have gode venner du kan dele det alt sammen med, at høre til et sted, have en familie - dine tanker, problemer usikkerheder, succeser etc… De 10 bud om, at du ikke må lyve, stjæle, slå ihjel eller begære din næste kan oversættes til en hvilken som helst alder. Ikke at blive set, hørt eller forstået sker for os mennesker i alle aldre, og det gør ikke mindre ondt på børn, end det gør på voksne.
Tiberius er sådan en sjov karakter at lave den slags finurlige historier om, fordi han kun er 6 år og derfor befinder sig aldersmæssigt i et grænseland, hvad angår fantasi og virkelighed - han kan ikke altid skelne, og det, at han til sidst stadig tror på tandfeen, understreger det uskyldige i den alder, men også behov for at tro… Hans ven Lille Jeppe er altid den skeptiske og rationelle stemme i fortællingen, og derfor tror han jo heller ikke på noget, slet ikke tandfeen, hvis han ikke kan se hende i virkeligheden og deraf opstår behovet for at “nakke” hende…”
