Q&A med Svend Brinkmann om ’Vi er det liv, vi lever’
Hvordan vil du beskrive denne bog?
Bogen er dels et portræt af et enkelt liv, nemlig Lilis, og dels en undersøgelse af nogle almene grundspørgsmål i alle menneskers liv. Lili er en kvinde i 90’erne, der har levet et langt og begivenhedsrigt liv. Hun forelskede sig i tyske soldater under 2. verdenskrig, flyttede efter befrielsen til Sverige for at undgå udskamning, kom tilbage til Danmark, hvor hun blev gift, og gik 33 år i psykoanalyse for at kunne leve et liv i værdighed. Bogen handler om betydningen af den livstråd, der knytter os mennesker til vores egen historie. Den viser, at det stadig er relevant at tale om skæbnens betydning i vores liv, og at ikke alt er op til os. Endelig handler den om, hvordan dannelse kan forsone et menneske med dets fortid.
Hvordan fik du ideen/grundtanken?
Ideen til bogen opstod, da Lili henvendte sig til mig. Jeg får ofte mails fra læsere, men Lili sendte et håndskrevet brev med et digt, hun havde skrevet. Vi indledte en brevkorrespondance, og siden begyndte jeg at besøge hende i hendes lejlighed og optage vores samtaler. For en psykolog som mig er det en gave at kunne tale med et menneske, der har levet så længe, og som har været alle tilværelsens faser igennem. Jeg har tidligere skrevet om unge menneskers liv og er glad for at have fået mulighed for at skrive en bog om et fuldt levet liv.
Hvordan skal bogens titel tolkes?
Titlen udtrykker min psykologiske grundidé: At menneskets identitet ikke er i en indre kerne, men at vi er det liv, vi lever. Psykologien burde i højere grad interessere sig for den livstråd, der udgør vores tilværelse, og som er bundet sammen med alle mulige andre menneskers livstråde. Som mennesker er vi ikke atomer, der kun undtagelsesvist støder sammen med andre atomer, men levende mennesker, der på et helt fundamentalt plan er knyttet sammen med andre. I den nordiske mytologi udtrykte man det ved, at nornerne spinder livstråden, og jeg tror, at også vi moderne mennesker har brug for et sprog for de aspekter af vores liv, som ikke er op til os, men som vedrører skæbnen. Vi er det liv, vi lever, men vi er ikke eneforfattere til dette liv.
Kan vi undslippe vores skæbne? Eller bliver livet besluttet ud fra de valg, vi foretager os?
Mennesker foretager selvfølgelig valg fra tid til anden, men en grundtanke i bogen er, at det er langt mindre, vi vælger, end man ofte tror. Vi fødes af bestemte forældre, på et bestemt tidspunkt i historien, vokser op et bestemt sted og lærer at tale et bestemt sprog. Intet af dette vælger vi, men vi kan forholde os til det. Vi bærer både en biologisk, psykologisk og social arv med os, og det betyder ikke, at mennesket er uden fri vilje, men det betyder, at vi altid vælger og former vores liv inden for nogle rammer og betingelser, som vi ikke selv har valgt.
Hvis du kan vælge et budskab fra bogen, som læserne skal tage med sig, hvad vil det være?
Jeg tror, at bogens vigtigste budskab er, at mennesket er et begrænset væsen, der har en skæbne. Det betyder ikke, at mennesket er ufrit, men at frihed er at være bundet med de rette bånd. På den måde tilbyder bogen en korrektion til den udbredte livsanskuelse, der siger, at alt er muligt; at man kan, hvad man vil; og at lykken er et valg. Lykken er snarere en gave, vi kan få, hvis vi tager livstråden og vores forpligtelser alvorligt og gør vores bedste ud fra de forudsætninger, vi har fået. Dannelse og værdighed er mindst lige så vigtige som selvudvikling.
OM FORFATTEREN:
Svend Brinkmann (f. 1975) er uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet. Har været professor i almenpsykologi og kvalitative metoder ved Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet siden 2009. Har skrevet og redigeret en lang række bøger, heriblandt bestsellerne Stå fast (2014), Ståsteder (2016) og Gå glip (2017).