Jens Henrik Jensen – Q&A

Af Vicki Broue Meinertz

Så er han tilbage. Forfatteren Jens Henrik Jensen, som i 1997 slog igennem med romanen Kællingen i Kraków. Siden da er det blevet til en stribe af bestsellere, og nu er han aktuel med krimien De mørke mænd.

De mørke mænd er fortsættelsen til bogen De hængte hunde. Hovedpersonen er Danmarks højest dekorerede soldat nogensinde, krigsveteranen Niels Oxen.

Hvor har du fundet inspiration til historien om Niels Oxen?

SVAR: Flere steder. Jeg har tidligere haft en stor bifigur, en russisk eks-elitesoldat med posttraumatisk stress, lige som Oxen. Han optrådte i min tredje roman, Hofnarren i Murmansk. I Spøgelsesfangen var der også en stor rolle til en tidligere soldat, denne gang en skurkerolle. Interesse for krigsveteranerne og hele deres situation er kombineret med andre ting, for eksempel temaet ”magt.” Her har jeg fundet inspiration i de såkaldte VL Grupper, der er de danske topchefers landsdækkende gruppenetværk. Her sidder der samlet set meget stor indflydelse på det danske samfund. Middelalderparlamentet Danehof, der tilbage i historien havde mere magt end kongen, har også været en inspirationskilde – og Danehof spiller konkret også en stor rolle i serien om Niels Oxen.

Var det en særlig begivenhed, der fik dig i gang med at skrive?

SVAR: Jeg begyndte at skrive på en roman tilbage i 1994. Den konkrete årsag var simpelthen, at jeg savnede at skrive, for jeg var blevet redigerende medarbejder på avisen JydskeVestkysten – og ikke længere reporter. Det gav mig et overskud og en voldsom lyst til at afprøve min gamle drøm om at skrive en bog – en rigtig roman. Det blev til Wienerringen, som ikke fik nogen strålende modtagelse – men alligevel blev en yderst lærerig oplevelse for mig.

Hvad er det ved krimier, som du er så god til?

SVAR: Krimier er ikke bare én disciplin, det er mange. Heldigvis. Det gør udfordringen stor. Der er den almindelige samfundsinteresse, som gør en krimi ekstra nærværende. Den har jeg med fra min uddannelse som journalist, og den udgør ofte en solid base, når en historie skal tage form. Dertil tror jeg, at jeg er ret ferm til at udtænke komplekse og troværdige plots. Men jeg er til gengæld også meget længe om det… Sprogligt og fortællermæssigt arbejder jeg meget med at være dynamisk i min stil. Jeg kan li’ at handlingen føres fremad i pænt tempo. Sådan vil jeg selv gerne have det som læser. Endelig holder jeg mig meget for øje, at spændingen skal være der, næsten konstant. Enten konkret eller underliggende. Der skal være nerve i atmosfæren.

Hvordan holder du styr på plottet?

SVAR: I modsætning til nogle kolleger, der har hele manuskriptet klappet og klart før skrivningen begynder, så har jeg kun de store linjer – og masser af huller. Jeg arbejder mig fremad, akkurat som man springer fra sten til sten over en å. Om lader mig inspirere – og improviserer. Men der er nødt til at være et jerngreb om plottet. Dertil bruger jeg et kæmpe whiteboard på mit kontor. Så tegner jeg cirkler og streger og forbinder dem med pile, sætter gule huskesedler på og meget andet. At lave en fodfejl eller huske forkert i min genre kan blive nok så katastrofalt. Derfor forsøger jeg at holde logikken og overblikket, selv om det til tider kan virke kaotisk og uigennemsigtigt alt sammen.

Hvordan griber du skriveprocessen an?

SVAR: Jeg begynder tidligt hver morgen, kl. ca. 04.00. Så er der ro i huset og ro over Danmark, så jeg kan koncentrere mig og arbejde effektivt, inden familien står op, og ungerne bagefter skal i børnehave. Jeg forsøger altid at line dagens opgave op på mit whiteboard, så jeg står op til noget konkret – og ikke skal til at være alt for kreativ så tidligt på dagen… Senere op ad dagen, når jeg er skrevet varm, kan det bedre gå at holde en pause og rette blikket frem mod næste dags opgaver. Selv om jeg har en møgdag og skriver dårligt, så fortsætter jeg fremad. For kun ved hele tiden at drive historien frem og frem, kan jeg overskue den og gøre nye statusser og overveje udviklingen i plottet. Bagefter går jeg så tilbage og ser særligt kritisk på de kapitler, som blev skrevet på en dårlig dag.

Har du gode råd til dem, der går rundt med en forfatter i maven?

SVAR: Der skal meget stor vilje til – og meget stor stædighed. Med andre ord: man skal ville det i ekstrem grad… Og så tror jeg, man kan have god gavn af at tage et skrive- eller fortællekursus. Dem findes der vist en del af. For udover talentet som det altafgørende, naturligvis, så er der også nogle almindelige håndværksmæssige ting, man skal have styr på. Ellers bliver vejen mod målet for vanskelig.

Faktaboks 1 - Om bogen:

De mørke mænd byder på et gensyn med hovedpersonen fra De hængte hunde, krigsveteranen Niels Oxen. Efter et år på landevejene har han fået job som medhjælper på et dambrug. Han plages stadig af mareridt og lever i konstant alarmberedskab, omgivet af overvågningskameraer. For han har en hemmelig, som holder ham i live. Men som også kan slå ham ihjel.

Faktaboks 2 – Om Jens Henrik Jensen
51 år, journalist. Har to drenge på tre og fem år, bosat på landet nær Horsens. Arbejder på dagbladet JydskeVestkysten, når han ikke skriver krimier. Jens Henrik Jensen har rejst over store dele af verden. Han nærer en stor passion for Spanien og de gamle spanske kulturlande i Sydamerika. Fritidsinteresserne er naturen, film, bøger, lystfiskeri og fodbold.

Faktaboks 3 - Pressen skrev om ”De hængte hunde”:
Der er næppe nogensinde skrevet en dansk spændingsroman, som holder det niveau, Jens Henrik Jensen præsterer med De hængte hunde. Det stråler ud fra bogen fra den første sætning. Klasse. Og det fortsætter hele vejen igennem, til det sidste punktum. (Jyske Medier) Jens Henrik Jensen har en eminent næse for at skrue et pålideligt og troværdigt plot sammen. (JydskeVestkysten) Der er lagt op til en engagerende serie om den traumatiserede Niels Oxen som den ensomme ridder på korstog efter råddenskab i det danske establishment. (Jyllands-Posten) Indtil nu må det være årets mest spændende og velskrevne danske thriller. Dansk Biblioteks Center