Hvor langt vil en mor gå for at redde sit barn? Med Vilde dyr fortæller den amerikanske forfatter Gin Phillips en hjertebankende historie om alle forældres største skrækscenario i en zoologisk have – hvor de vildeste dyr er mennesker.

 
Vilde dyr tager sin begyndelse på en legeplads i en zoologisk have. Her kommer Joan hver dag med sin fireårige søn Lincoln, og sammen nyder de hyggelige stunder i haven. Denne eftermiddag løber tiden fra Joan, og de må skynde sig for at nå ud gennem porten inden lukketid. Men da de nærmer sig udgangen, ser Joan noget, der på et splitsekund får hende til at samle drengen op og løbe den modsatte vej – tilbage ind i haven.

’En pageturner af rang’, skrev The Guardian, og New York Times placerede den på listen over årets bedste spændingsromaner i 2017. Her fortæller Gin Phillips om bogen, og hvad der inspirerede hende til at skrive den.
 
Med Vilde dyr fortæller du en nervepirrende historie, der udforsker grænserne mellem vores dyriske instinkt for overlevelse og pligten til at beskytte hinanden. Hvorfor valgte du, at bogen skulle foregå i en zoologisk have? Og hvor meget påvirkede omgivelserne historiens plot? 

Jeg befandt mig i en zoologisk have, da jeg fik idéen til bogen. Det er et sted, hvor jeg har en meget stedsspecifik fornemmelse af min søns udvikling … og for hvordan de forskellige faser skinnede tydeligt igennem og så fordampede.

Der var engang – da han var to år gammel – hvor han holdt af at klatre op på en stor skildpadde af sten, men havde fuldstændig glemt alt om den, da han var tre. På et andet tidspunkt elskede han karussellen, indtil en mand med en mærkelig stemme talte til ham, mens han kørte i den. Derefter var det slut med karussellen.

I zoo er jeg fokuseret på særlige momenter i min søns liv – på hans skøre besættelser, sjove særheder og stædige vaner – mens jeg samtidig bliver mindet om alle de tidligere versioner af ham, som nu er forsvundet. For sandheden er, at mens dit barn vokser op, så mister du ham igen og igen. Til gengæld får du et nyt barn, men den tidligere version er borte.

Jeg har derfor et personligt forhold til zoo, men ja, stedet fungerer også på et bredere niveau. Jeg kunne godt lide idéen om, at historien skulle foregå i en forstad – et sted, som alle forældre kunne genkende. Zoologisk have matcher den label: sikkert, familiært og ikke-truende. Og det stemmer også overens med, hvordan vi nogle gange tænker om mødre, ik?

Men zoologisk have er mere end det. Den har også en mørkere side – her er vilde ting i kasser. Ved siden af barnevogne og candyfloss findes der skarpe tænder, kløer og utæmmet vildskab. Jeg synes, at denne kompleksitet var en god klangbund til det, der sker i historien.
 
Moderskab er forbundet med dyriske instinkter, og Joan er portrætteret som en mor, der vil gøre alt for at beskytte sin søn. Hvordan lever hendes handlinger op til disse instinkter?

Jeg vidste fra begyndelsen, at et af Joans mest genkendelige træk skulle være, at hun er handlekraftig. Hun er alt andet end passiv. Hun spilder ikke tiden på at klynke eller tøve. Hun har hverken tid eller energi til den form for luksus, men er ej heller den type person. Hun betragter hver enkelt trussel og vurderer, hvilken handling, der højest sandsynligt er den mest sikre for sit barn – og agerer efter det.

Og så er en af hendes største fordele naturligvis kendskabet til sin søn. Hun kender hans humør, og hun ved, hvad der kan distrahere ham, trøste eller forskrække ham – detaljer, som bliver redskaber til deres overlevelse.

Joans fokus på hendes søn bliver sat på spil, da hendes behov for at beskytte ham konflikter med hendes ønske om at hjælpe andre i den zoologiske have. Hvordan opfatter du de to konkurrerende følelser?

Jeg synes ikke, man kan skrive om moderskab uden at anerkende, at der er en vis grad af selviskhed i det. Jeg ville gøre alt for mit barn … men hvordan stiller det mig i forhold til dit barn? Hvordan skal jeg agere, når det, der er bedst for alle, konflikter med det, der er mest hensigtsmæssigt for mig og mine?

I bogen konfronteres Joan med en bredere definition af, hvad det vil sige at være mor: Hvor stor en rolle har vi, når det kommer til andre folks børn? Hvor meget skylder vi til fremmede? Skolelærer matcher også denne opfattelse af moderskab som et større og bredere ansvar – vi former mennesker omkring os. Vi skylder noget til hinanden, også selvom vi kun lige har mødt hinanden. Eller aldrig har mødt hinanden.

Hele plottet forløber over bare tre timer. Hvilke udfordringer fulgte med den intense tidsramme?

Jeg elskede faktisk at arbejde med en handling, der forløb i realtid. På nogle måder gjorde den korte tidsramme det nemmere at skrive, da der var så lidt plads til at fortælle en baggrundshistorie. Hver en bid af historien finder sted mellem murerne i den zoologiske have, og der var kun plads til meget få fragmenter af livet forinden. Ellers ville man ødelægge tidsfornemmelsen i bogen, og handlingen miste intensiteten. Det gjorde det virkelig spændende – og tilmed sjovt – men også udfordrende at vælge de enkelte fragmenter.

Hvilke spændingsromaner er dine favoritter? 

Jeg læser faktisk ikke så mange spændingsromaner. Jeg holder af at læse mange forskellige bøger, så længe plottet er dragende, prosaen er mindeværdig og romanfigurerne er helstøbte. Jeg vælger derfor bøger ud fra disse kriterier fremfor en specifik genre.

Til at begynde med tænkte jeg heller ikke på Vilde dyr som en spændingsroman. Jeg tænkte på den, som en bog om moderskab. Og så begyndte redaktørerne at læse den, og først her opdagede jeg, hmm – jeg har skrevet en spændingsroman.

Jeg kunne virkelig godt lide Jennifer Egans The Keep, Brunonia Barrys The Lace Reader og Emma Donoghues Room.

Foto: Ryan Rice