Forfatterpar med rod i virkelighedens rå Danmark

Journalistparret Janni Pedersen fra TV 2 og Kim Faber fra Politiken er netop nu aktuelle med ny krimi, Vinterland - skarp kriminalroman om terror, ondskab og magtesløshed i et Danmark, der er ved at fryse til.

Af Helle Skov Wacher

Hvordan kan det være, at I har valgt at skrive sammen?

For et par år siden begyndte Kim at skrive på en karakter, der senere skulle vise sig at blive til Juncker, den 58-årige politikommissær og hovedperson i Vinterland. Da skriveriet på et tidspunkt begyndte at tage lidt mere form af en mulig krimiroman, virkede det rimelig oplagt at gøre det til et fælles projekt. Janni har 18 års erfaring som krimireporter og et gigantisk kildenet – politifolk, advokater samt forhenværende og nuværende kriminelle – som vi har kunnet trække på. Og så kan vi i øvrigt godt lide at have projekter sammen.

Hvad er det, krimien kan som genre – og hvorfor valgte I at skrive en krimi?

Der findes vel næppe den litterære genre – det skulle da lige være eventyret – hvor kontrakten mellem forfatter og læser er mere fasttømret, end krimien. Man tager en ’helt’ – i vores tilfælde to styks – som vi kan forstå og identificere os med, og lader ham eller hende møde problemer og modstand, der skal overvindes og besejres, inden helten – nu som et menneske med større indsigt og i bedste fald i en forbedret udgave af sig selv – kan ride videre mod solnedgangen (og nye problemer og mere modstand). Det er en helt enkel måde at fortælle historier på, som vi alle kender, ikke mindst fra de eventyr, vi fik læst op som små, og som er lige så gammel som menneskets trang til at fortælle gode historier. Så det er en genre, hvor der er nogle få og letforståelige spilleregler, men hvor der også i den moderne krimi er plads til at udfordre og afprøve de traditionelle grænser for, hvad man må og kan, uden at læseren står af. Vi har været tiltrukket af at efterprøve, om vi har kunnet bruge vores baggrund som journalister inden for krimiens rammer. Og så – og ikke mindst – elsker vi selv at læse krimier og har gjort det i mange, mange år.

Hvor kom inspirationen til Vinterland fra?

Det begyndte i virkeligheden med de to hovedkarakterer Juncker og Signe. En 58-årig knudemand, som begynder at kunne ane afslutningen på arbejdslivet – og livet i det hele taget – forude, og som yderligere er konfronteret med, at hans gamle far, som han altid har haft et dårligt forhold til, er blevet dement. Og en 42-årig udadreagerende kvinde med et voldsomt ar på sjælen, som arbejder alt for meget og føler, at livet er ved at køre fra hende. Begge to politikommissærer og dygtige efterforskere. Så talte vi om, at hvis man nu tog et stort terrorangreb i København, et drab i en lille provinsby og et brandattentat på et flygtningecenter, hvordan kunne de tre forbrydelser mon så hænge sammen? Til sidst hældte vi nogle af Jannis erfaringer fra virkelige kriminalsager og nogle historiske begivenheder fra 1930’erne ned i suppedasen og rørte godt rundt. Og så var vi i gang.

Hvordan har I struktureret arbejdet mellem jer?

I grove træk: Plot og udvikling af karaktererne er blevet vendt og diskuteret i mange og lange timer hen over køkkenbordet. Janni har haft hovedansvaret for Signes karakter og for en del af de scener, hvor Signe optræder. Og så har hun så at sige ’drysset’ hændelser fra virkelige begivenheder ned over alt det opdigtede. Kim begyndte som nævnt med at arbejde med Junckers karakter, har skrevet det hele igennem og bundet det sammen, så der (forhåbentlig) er kommet noget helstøbt ud af patchworket.

Hvilke temaer skal vi som læsere lægge mærke til?

Vi vil nødig stå med pegepinden i hånden, for det er helt op til læserne, hvad de vil læse ud af handlingen. Men et af temaerne i Vinterland er ret oplagt angsten for at blive gammel og ensom. Som så mange andre +50-årige står vi jo begge et sted, hvor det meste af livet er levet, og hvad skal man så lige bruge resten til? Har vi truffet de rigtige valg, prioriteret rigtigt? Det er noget af det, både Signe og Juncker går og tumler med.

Er der ligheder mellem Signe og Juncker og jer selv?

Familie, venner og i det hele taget mennesker, der kender os godt, vil helt sikkert kunne genkende nogle karaktertræk. Signe er en no bullshit-type, men også ret følsom. Hun reagerer kraftigt på uretfærdighed og på, at folk omkring hende har det skidt, og det passer meget godt på Janni. Og Juncker, som er en halvgammel ironisk besserwisser og kontrolfreak, der ikke har helt let ved at tale om de store følelser – han kunne godt visse steder ligne Kim en hel del.

Hvad håber I, at læserne får ud af at læse Vinterland?

Først og fremmest at de føler sig godt underholdt. Og at de får et forhold til vores hovedpersoner. De må meget gerne blive irriterede på dem og endda også synes, at nu træder de da helt ved siden af. Men i bund og grund vil vi gerne have, at læserne skal holde af dem og forstå dem. Det er det, vi selv har taget med fra læsningen af bunker af kriminalromaner: Vi er begge ret dårlige til at huske plots, men hovedpersonerne og deres små særheder, dem husker vi. Selv om det er mange år siden, vi for eksempel sidst læste om Sjöwall og Wahlöös Martin Beck og Mankells Wallander, så kan vi stadig huske dem som personer og mange af de hændelser, de kommer ud for i bøgerne.

Kommer vi til at læse mere fra jeres hånd?

Det håber vi. Vi er faktisk allerede i gang med toeren. Om det så bliver til en længere serie afhænger jo også af, hvordan læserne tager imod Vinterland. Nu må vi se.