Q&A med Eva Maria Fredensborg

Superliga, matchfixing og københavns hashmiljø. Hvem var superligaens topscorer egentlig bag facaden? Forfatteren Eva Maria Fredensborg fortæller om arbejdet med sin tredje krimi, I blinde, ”der skal altid være plads til lidt overraskelser – også for forfatteren.”
                                                                                                       
Hvad handler din krimi om?
En superligaspiller bliver likvideret efter sæsonens sidste kamp, og da det viser sig, at Carl Pedersen har kendt ofret som dreng, lyver han for at kunne deltage i efterforskningen.
Sammen med profileren Robert Strand og sociologen Asta Qvist får han til opgave at indkredse gerningsmandens motiv, og da sporene i sagen både peger i retning af matchfixing og det københavnske hashmiljø, tvinges de til at stille sig selv spørgsmålet: Hvem var superligaens bedste målscorer egentlig bag facaden?
For Carl Pedersen bliver sagen en ubehagelig påmindelse om, at man aldrig for alvor kan kende et andet menneske, og da efterforskningen bringer Carls nærmeste i fare, må han til sidst erkende, at han ikke engang kender sig selv.
 
Hvem er hovedpersonen?
I modsætning til de fleste krimiforfattere har jeg valgt at arbejde med et persongalleri frem for en enkelt hovedperson, og denne gang er turen kommet til Carl Pedersen, som er Robert Strand og Asta Qvists chef i Min mund er lukket.
Carl er oprindelig statsautoriseret revisor, men i forbindelse med selskabstømmersagerne viste han sig at have et stort talent for efterforskningsarbejde, og nu er han teamleder i specialenheden Særlige Ressourcer under Nationalt Efterforskningscenter.
Carls kone er død af cancer, og i de sidste mange måneder af hendes liv hyrede han privatsygeplejersker til at passe hende hjemme med det resultat, at han efter hendes død var ruineret, og da I blinde starter, er han ved at pakke sit og Mettes fælles hjem sammen for at flytte til en almennyttig bolig.
 
Er der andre personer, vi skal holde øje med?
Mine to tidligere hovedpersoner, Robert Strand og Asta Qvist, er stadig helt centrale karakterer, og Astas opvækst på Christiania giver hende særligt gode forudsætninger for at efterforske de mulige tråde ind i det københavnske hashmiljø.
 
Hvor har du fundet inspiration til historien?
En dag min mor besøgte mig, havde hun et eksemplar af DJØF-bladet med, fordi der var en artikel om min mormors venindes søn, som var blevet direktør i en fodboldklub. I lang tid lå bladet på mit skrivebord, og hver gang jeg så forsiden, tænkte jeg: Den der fodboldverden er altså virkelig mærkelig. Jeg mener, hvordan kan så mange mennesker gå så meget op i noget, jeg slet ikke kan se det interessante i?
Jeg vidste, at jeg ikke skulle skrive en ”fodbold”-krimi, men jeg ville gerne tage afsæt i miljøet, fordi jeg tænkte, at der snildt kunne foregå nogle rimeligt skumle ting.
 
Hvordan har du arbejdet med romanens plot?
Jeg går altid og tænker over det i lang tid, og når der begynder at tegne sig et omrids af en historie, prøver jeg at fortælle min mand om det. Når man siger det højt, bliver det meget tydeligt, hvor der er huller, og hans spørgsmål hjælper mig med at se, hvordan de skal fyldes ud.
Da det begyndte at tage form, havde jeg et par møder med Kurt Kragh, som har været chef for gerningsmandsprofileringsgruppen på Rejseholdet. Han er knivskarp og stiller en masse irriterende spørgsmål, især om karakterernes motiver, og efter hvert møde justerede jeg min synopsis.
Mine plots bliver mere og mere detaljerede for hver bog, men jeg holder mig stadig til de store linjer. Jeg har én gang prøvet at lave en egentlig drejebog, hvor hvert eneste kapitel var beskrevet, og da den var færdig, og jeg skulle i gang med at skrive bogen, tænkte jeg: Det er simpelthen for kedeligt!
Jeg endte med at droppe hele projektet og love mig selv, at der altid skulle være plads til lidt overraskelser – også for forfatteren.
 
Er der nogle særlige temaer i historien, det har været vigtigt for dig at undersøge?
Jeg ville gerne undersøge, hvad der sker, når vi mennesker må indse, at det er umuligt at kende et andet menneske fuldt ud, og især min hovedperson, Carl, kæmper med den problemstilling gennem hele bogen.
Et andet tema er ”Den onde spiral”. Hvordan et lille fejltrin leder til det næste og det næste, indtil man er havnet et sted, man aldrig havde forestillet sig, at man kunne ende.
 
Har det krævet særlig research at skrive krimien?
Jeg ELSKER at researche!
Ikke sådan noget faktatjek, som ”Hvad tid holder de morgenparole på Bellahøj?” eller ”Hvad hedder politiets elektroniske arkivsystem?”, men mere det med at dykke ned i en fremmed verden og forsøge at forstå, hvad de mennesker, der befolker den, tænker og føler.
Til I blinde har jeg især brugt tid på at undersøge mekanismerne omkring gambling og matchfixing, hvor jeg både har læst, talt med Danske Spil og besøgt Casino Copenhagen, hvilket har været interessant, fordi jeg aldrig nogensinde selv har prøvet at være grebet af et spil.
Når det handler om de steder, hvor mine karakterer færdes gennem bogen, kan jeg godt lide at blive vist rundt af nogen, der kender stederne godt. En veninde, som har boet på Christiania, gav mig en rundtur til alle Fristadens små kroge, mens min mands fætter tog med mig rundt til nogle af Amagers knap så strømlinede værtshuse og automekanikere. En anden veninde, som er hospice-sygeplejerske, har været fantastisk til at hjælpe mig med at forstå Carls forhold til hans afdøde kone, og da min mand er statsautoriseret revisor ligesom Carl Pedersen, har jeg drevet ham til vanvid med spørgsmål om økonomi og tal.
 
Hvad har været det mest overraskende?
At jeg skiftede morder undervejs!
Selvom mine plots ikke er så detaljerede, plejer jeg trods alt at vide fra starten, hvem der har myrdet hvem og hvorfor. Det troede jeg også, at jeg gjorde denne gang, men undervejs var der et lille sidespor, der udviklede sig, og pludselig indså jeg, at det ville være endnu mere oplagt, hvis gerningsmanden var en anden.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at min underbevidsthed havde fået idéen længe før mig, for da jeg genlæste manus, viste det sig, at der allerede var nogle spor, der pegede på min nye gerningsmand, og jeg synes, det er endt med at blive et virkelig godt plot-twist.
 
Hvad skal en krimi kunne i dine øjne?
For mig er en god krimi en, der afsøger yderpunkterne i den menneskelige natur. Jeg vil gerne forstå, hvordan et menneske kan overbevise sig selv om, at det er i orden at tage et andet liv, og derfor bryder jeg mig ikke om krimier, hvor gerningsmanden er alvorligt psykisk syg og lider af forvrænget virkelighedsopfattelse.
 
Er der flere krimier på vej fra dig?
Mit næste projekt bliver at færdiggøre en skønlitterær roman, som jeg har arbejdet på i årevis, men jeg er da allerede begyndte at få idéer til fremtidige krimier.
 
Lige umiddelbart tror jeg ikke, at det bliver en fortsættelse af de første tre. Jeg kunne godt tænke mig at have en hovedperson, der IKKE er ansat ved politiet, for det irriterer mig, at det sætter nogle faste rammer for, hvordan tingene foregår. Jeg har en sjov lille fagbog om kriminalromaner fra 1948, hvor der i kapitlet Kriminalromanens 10 Bud står: ”Forf. skal kende sin Polititeknik, sin ”Haandbog for Politimanden” til Punkt og Prikke, selvom han ikke er nødsaget til at benytte sig af den; selvom han aldeles bevidst kan tillade sig at negligere den”.
I mine bøger afviger jeg også fra virkeligheden, men jeg synes alligevel, at den der ”Haandbog for Politimanden” sætter nogle begrænsninger, og jeg kunne godt tænke mig at have en hovedperson, der kan agere helt frit.
Når det er sagt, har jeg ikke ret gode erfaringer med at lægge alt for faste planer for fremtiden. Jeg ender ofte med at gøre noget helt andet, og hvis den helt rigtige idé dukker op, er det slet ikke utænkeligt, at Robert, Asta og Carl kommer på arbejde igen.
 
Bonusinfo
Når jeg skriver, har jeg ofte svært at finde på navne til mine karakterer, så jeg fik den geniale idé at spørge gæsterne på Krimimessen, om de ikke havde lyst til at få deres navn med i min næste krimi. Det havde de.
Jeg rejste hjem med en liste med 150 navne, jeg bare kunne vælge mellem, og derfor er I blinde befolket med navnene på mere end tyve rigtige, levende krimilæsere, der går og glæder sig til at finde ud af, hvilken rolle jeg har givet dem.