Spørg bare: Danmarks første mand i rummet: Andreas Mogensen
Var du bange? Mødte du nogen aliens? Er der liv i rummet? Alt det og meget mere blev Andreas Mogensen spurgt om, da han i starten af september 2016 var gæst på Politikens Forlag. Andreas Mogensen er den første og eneste dansker, som har været en tur i rummet, og i anledning af 1-året for den færd udkom nemlig hans bog, ”Min rejse til rummet”. Via Facebook kunne alle få lov at spørge Andreas Mogensen om, hvad de ville, og her kan du se et udvalg af de spørgsmål, han fik:
Hvordan så jorden ud fra rummet?
Det er et meget flot syn at se jorden ude fra rummet. Der er absolut ingen tegn på mennesker. Ingen veje, ingen broer. Jorden virkede ubeboet og fredelig. Kun på nattesiden kunne man se lysene lyse nattehimlen op. Der var bylys og motorveje.
Hvor mange år tror du der går, før vi begynder på en kolonisering ude i rummet / på en ny planet?
Der går lang tid. I 20-30erne kan vi formentlig sende folk til Mars, men en decideret kolonialisering er der lange udsigter til. Der skal man kunne være uafhængig af Jorden og bl.a. være selvforsynende.
Hvad fik I at spise?
Vi havde meget forskellig mad med derud. Mad spiller en stor psykologisk rolle for os, når vi er af sted: Det skal smage og dufte og give lyst til at spise. Vi mødtes til spisning, så det var dejligt at kunne samles om noget godt. Der er meget teknologi og udvikling bag det, vi havde med – det er dyrt at fremstille. Men det lykkedes godt, og det smagte meget bedre, end man måske tror.
Kedede du dig på rumstationen, og hvad du kunne lave der:
Der var slet ikke tid til at kede sig. VI havde masser af arbejde, vi skulle tage os af derude. Selv ikke 6 måneder derude ville være lang tid!
Hvilket udstyr på rumstationen håber du, er blevet væsentlig forbedret til din næste tur i rummet? Og hvorfor?
Jeg håber, at de har forbedret farten! Det må godt gå hurtigere at komme derop - det tog 53 timer denne gang.
Hvornår opdagede du, at det var realistisk at komme en tur i rummet?
Første gang det var realistisk var, da ESA bragte et opslag om, at de søgte astronauter i 2008, hvilket de ikke havde gjort siden 1992. Det er altså meget, meget sjældent. Jeg var 32 år da, og jeg har altid holdt døren åben for den mulighed, hvis den skulle vise sig.
Hvordan sover man i rummet?
Helt ok. Jeg brugte snore til at binde fodenden og hovedenden af soveposen fast, så jeg ikke svævede væk i løbet af natten. Når alt er vægtløst, giver det ikke mening at have en dyne eller en hovedpude. En dyne vil alligevel ikke blive liggende på kroppen, og hovedet vil ikke hvile på puden. Det er fint med en tynd sovepose, så man ikke svæver frit rundt.
Hvad tænkte du lige, da du blev sendt af sted? Og da du kom hjem?
Ikke så meget. Jeg skulle have fuldt fokus og koncentrere mig, så jeg havde travlt med tjeklister og procedurer. Efter et par minutter mindende jeg mig selv om at huske og nyde det! Så slappede jeg lidt af og koncentrerede mig om at være midt i opsendelsen. Da jeg kom hjem igen, tænkte jeg mest på, at det føltes som lang, lang tid siden, jeg var blevet opsendt. Jeg havde fået så mange nye oplevelser på de dage. Jeg var glad, tilfreds og udmattet.
Mødte du nogen aliens?
Nej desværre ikke. Så havde jeg nok været endnu mere berømt i dag!
Hvad ser du som dit ultimative mål i forbindelse med rumfart?
Jeg har ikke et decideret ultimativt mål, men jeg vil gerne afsted igen. Og det er ikke usandsynligt, at jeg kan komme det med 2020-2024. Men nu får vi se. Det må være fantastisk at kunne stå på Månen eller Mars.
Var G-kræfterne hårde?
Nej, det var de ikke. Vi lå ned under opsending og landing for at minimere risikoen for at besvime. Jægerpiloter sidder op, så for dem er det værre. For os var det mere et hårdt pres mod brystkassen.
Lugter der i rummet?
Inde i rumskibet kan man lugte alting meget kraftigt – også hvis nogen skal lave stort på toilettet :-) [Det står der en del om i bogen også.] Og så er der en lille luft af metal, der er brændt.
Har det ændret din opfattelse af livet - både generelt og livet på Jorden, nu du har set kloden udefra?
Man kan ikke undgå at se jorden som et hele. Der er ingen grænser, ingen opdelte nationalstater. Jorden er en helhed, mennesker er en helhed, vi har alle de samme udfordringer over hele jorden. Det tager blot 1 1/2 time at cirkle rundt om jorden, når man er i rummet. For mig satte det alt i perspektiv.
Var du på noget tidspunkt bange?
Jeg var ikke bange, men både spændt og klar over, at der var en risiko forbundet med missionen. De første nu minutter er de mest risikofyldte. Der er tidspunkter, hvor man er mere spændt end andre. Under landingen for eksempel: Folder faldskærmen sig nu ud? Det var uden for vores kontrol.
Tror du på liv i rummet?
Det ville være mere overraskende, hvis Jorden er den eneste i hele universet og galaksen med liv. Meget tyder på, at der er millioner og milliarder planeter i vores Mælkevejsgalakse, så hvorfor skulle der ikke være mere? Sandsynligheden er der, men jeg ved ikke i hvilken form, der er liv.
Hvad betyder det for dig, at du har skrevet en bog?
To uger inden opsendelsen var vi i karantæne, og da vi var af sted på missionen, var jeg ikke opmærksom på medierne. Medieopmærksomheden har været en glædelig overraskelse, som nu altså også har bredt sig til bogformen. Jeg håber, at børn og unge vil læse den og blive inspirerede.
Fra bogen:
”Man siger, at jeg skrev danmarkshistorie, da jeg 2. september 2015 blev sendt i rummet som første dansker nogensinde. Mit 10 dage lange ophold udenfor Jordens atmosfære, heraf otte døgn på Den Internationale Rumstation, blev fulgt af folk overalt i landet. Men min rejse begyndte langt inden den morgen, jeg krøb om bord i rumkapslen og blev skudt af sted med et drøn. Denne mission var kulminationen på en livslang drøm og årevis af intens træning, der er ukendt for de fleste. I Min rejse til rummet tager jeg læserne fra Amazonfloden i Sydamerika til en boreplatform i havet ud for Congo. Fra underjordiske grotter i Italien og havbunden ud for Florida til Stjernebyen i Rusland og den slette i Kasakhstan, hvor raketten endelig sender os 400 km ud i verdensrummet.
Dette er min fortælling – et indblik i mit liv som astronaut og samtidig historien om, hvad vi mennesker skal derude i rummet. Det er en tur fuld af strabadser, men den giver mening, og den er heldigvis kun lige begyndt.”
Andreas Mogensen
Andreas træner på rumstationen. Foto: ESA