Svampe blev hendes redning


Et svampekursus blev helt uventet redningen for Long Litt Woon, da hendes mand pludselig døde og efterlod hende i en altoverskyggende sorg. I bogen ’Om svampe og sorg’ fortæller hun, hvordan opdagelsen af svampenes fascinerende rige blev begyndelsen på et nyt ståsted i livet.

 

”Dette er fortællingen om en rejse, der begyndte, da mit liv blev vendt på hovedet: En dag tog min mand Eiolf af sted på arbejde og kom aldrig hjem igen. Det liv, jeg havde kendt forsvandt det øjeblik. Verden blev forandret for altid.”

 
Sådan begynder Long Litt Woon sin nye bog Om svampe og sorg, der både er en personlig fortælling om, hvordan hun kom igennem sorgen og en guide til svampenes forunderlige verden. Men hvad har svampe og sorg med hinanden at gøre?
 

”Det var et tilfælde, at det blev svampene, der skulle få mig på fode igen og bogstavelig talt på sporet af livet. Jeg tror også, at det kunne have været noget helt andet. Men for mig var der ingen tvivl om, at opdagelsen af svampene var med til at skubbe mig ud af sorgens tunnel, de fik mig ud af lejligheden og ind skoven – som i sig selv er dokumenteret for at have en sundhedsfremmende effekt. Første gang jeg var på svampejagt, var første gang jeg oplevede glæde efter min mands død,” fortæller Woon.

 
En indre og ydre opdagelsesrejse
 
Woons første svampejagt var en del af et kursus i Oslo, og her mødte hun ikke blot nye venner, men opdagede også spændende steder i naturen og fandt en ny lidenskab i livet: ”Svampene vækkede mig til live igen, de skærpede mine sanser og gav mig nye perspektiver på livet og på mig selv som person. At lede efter svampe handler om at være tilstede, her og nu. Det hjalp mig med at fokusere på de gode ting ved livet.”
 
Selvom Woon havde boet mange år i Norge, siden hun som 18-årig kom til landet fra Malaysia som udvekslingsstudent, var skovture ikke noget hun umiddelbart forbandt med gode oplevelser. Hendes kendskab til både skoven og svampene var minimal: ”I Malaysia er den tropiske regnskov ikke et sted, man tager på søndagstur til. Begrebet ’søndagstur’ eksisterer ikke på det lokale sprog. Det kan være en farefuld aktivitet, hvor man både kan miste liv og lemmer.”
 
Men svampene gav hende et nyt blik på skoven. ”Pludselig så jeg svampe overalt, svampe som jeg før bare ville være gået forbi, fordi de gik i ét med landskabet. Nu genkendte jeg svampe, jeg fandt en ny mening i den nordiske skov, der hurtigt blev et sted, jeg længtes efter at komme ud i.”
 
Svampelykke
 
”Hvis du vil finde svampe, må du slukke mobilen”, fortæller Woon. Du skal være tilstede i nuet, hvilket gør underværker for både krop og sjæl, men også hjernen. I skoven slipper du helt automatisk hverdagens trivialiteter og kan fordybe dig i en helt særlig forhekset verden. Din koncentration bliver skærpet, mens du leder efter guld i de grønne skove.
 
Idrætsfolk taler om følelsen af flow. Det er en følelse af mestring, når der er balance mellem udfordringer og færdigheder. Når sportsudøvere involverer sig fuldt og helt i øjeblikket, og der er overensstemmelse mellem kroppen og opgaven, så mærker de en eksplosion af positive følelser. Man er inde i en lykkeboble.
 
I modsætning til atleterne så var svampeplukningens glæder noget, som Woon oplevede allerede som helt ny i gamet. ”Jeg kan forestille mig, at de fleste sportsgrene kræver flere nybegyndertimer, før man oplever adrenalinsuset. Men når det gælder svampe, er det nok blot at gå en lille tur med en svampeekspert. Svampelykke er let opnåedelig, en slags flow light.”
 
Inddrager du spiselige svampe i din kost, er der også gode ting at hente. Generelt har de lavt indhold af natrium, fedt, kolesterol og kalorier, og de består af antioxidanter, vitamin B og D. I medicinske sammenhænge er de også en kilde til vigtige lægemidler, fx penicillin, og i dag forskes i svampearter, der kan bruges som kræftmedicin.
 
- - - - -
 
Om svampe og sorg er skrevet af Long Litt Woon (f. 1958), der er antropolog, svampekender og forfatter. Hun er født i Malaysia, men flyttede som ung til Oslo, hvor hun mødte sin norske, nu afdøde, mand Eiolf, og forsat bor i dag. Bogen udkom på dansk den 6. september 2018.