Jeg læste En pige og en dreng, med stor begejstring, og havde således høje forventninger til Ofrene.
Og lad mig blot begynde med at fastslå, at jeg fik alle forventningerne indfriet. Romanen er velskrevet, sproget flyder og både figurer og handling er levende. En pageturner af rang.
"Ofrene" er en rystende roman, skildringen af voldtægten er næsten ubærlig, men det, der står tilbage, er, hvor smerteligt de to rammes - måske for altid - i deres psyker af den utilgivelige handling.
Romanen fungerer på sine realistiske præmisser, fordi skildringen af forbrydelsen og de mentale omkostninger, den afstedkommer hos ofrene, virker ganske sandsynlig. Hvis man er til den slags uhyrligheder, er "Ofrene" klart anbefalelsesværdig.
Morten Brasks roman er en stilsikker og psykologisk overbevisende skildring af et ungt forelsket par, der skal finde ud af livet, efter at den ene har været udsat for et voldsomt overgreb.
Smertefuld og tragisk læsning, og den burde være obligatorisk for enhver voldtægtsmand.