24. september 2021

Ny bog og nyt forlag til Chimamanda Ngozi Adichie

Ny bog og nyt forlag til Chimamanda Ngozi Adichie

Den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie udkommer 3. december med ’Noter om sorg’, et erindringsværk om forfatterens far og det at tage afsked med ham under pandemien, på hver sit kontinent. I forbindelse med udgivelsen flytter forfatteren alle sine danske rettigheder til Politikens Forlag, hvor hele forfatterskabet genudgives.

’Noter om sorg’ er en beretning om sorgens væsen, længsel og håb. Forfatteren reflekterer over emnerne som de udspiller sig i krydsfeltet mellem pandemi og dybt personligt tab, da hun mister sin far, pludseligt og uventet, i sommeren 2020.

”Adichie er en af det 21. århundredes vigtigste stemmer på den globale litterære scene. Hendes bøger gør verden større, og hvad enten det drejer sig om de store episke romaner eller de skarptskårne essays, når hendes forfatterskab et stort, dedikeret publikum, også i Danmark. Vi er stolte af, at Chimamanda Ngozi Adichie har valgt at udkomme på Politikens Forlag og glæder os over, at hun nu kan nå endnu flere læsere og ikke mindst lyttere, da bøgerne for første gang også bliver tilgængelige som lydbøger, indlæst af Hella Joof,” siger forlægger Merete Borre, som har stået bag forfatterskabet siden udgivelsen af romanen ’En halv gul sol’ i 2007.

Gå til News