Tænk, hvis du blev bortført til Nordkorea …

 

D.B. Johns spændingsroman, Nordstjernen, er inspireret af virkelige begivenheder fra et af vor tids mest rædselsvækkende regimer. Her fortæller han om bogen, Nordkorea og de mystiske bortførelser af uskyldige turister.   

 
Fortæl os lidt om inspirationen bag din bog, Nordstjernen. Hvorfor besluttede du dig for at skrive en spændingsroman som delvist foregår i Nordkorea?

Ideen begyndte at tage form i december 2011, da jeg så nyhedsbilleder fra Pyongyangs gader, blot kort tid efter, at Kim Jong-il var erklæret død. Folk græd og jamrede, kastede sig selv i sneen, bad med hænderne op mod himlen. Det var, som om de var forheksede. Samtidig var der også noget desperat i sorgen, som om de vidste, at de ville blive straffet, hvis de græd for lidt. Her gik det op for mig, at dette var verdens sidste totalitære tyranni, hvor reglerne for menneskelig adfærd er anderledes. Det gav mig lyst til at vide mere om hverdagslivet i Nordkorea, og jeg begyndte at overveje, hvordan det ville være at portrættere befolkningen helt privat, uden den maske, som de bærer i det offentlige rum.
 
Du har selv rejst i både Nord- og Sydkorea og er medforfatter på erindringsbogen af Hyeonseo Lee, der undslap Nordkorea som 17-årig. Hvad er dit indtryk af livet i de to lande?

Mit besøg i Nordkorea føltes nogle gange som en rundvisning på en gigantisk teaterscene. Her fik jeg kun lov til at se det, som de gerne ville have, at udlændinge så. Det var i sig selv ret afslørende, men Hyeonseo Lees historie gav mig et tydeligt indblik i, hvad der lå bag sceneriet. Ikke bare frygten og fattigdommen, men også det faktum, at folk i Nordkorea – ligesom alle andre steder i verden – kommer videre med livet og finder måder at være lykkelige på.

Nordkorea er totalt besat af Sydkorea – det modsatte gør sig gældende i Sydkorea. For sydkoreanerne er Nordkorea deres skøre onkel, og et emne, som det er bedst ikke at komme ind på. For mig synes Sydkorea at være bedøvet af sin rigdom og succes. De fleste lever i fornægtelse og undgår helst at tænke på den mulige trussel fra nord. Kontrasten mellem begge lande er chokerende – de er ligesom to parallelle verdener. De er blevet så markant forskellige, at det er svært at se, hvordan de kan blive forenet – hvis de nogensinde skulle blive det.
 
Kan du fortælle lidt mere om dine oplevelser i Nordkorea? Er regimet så indflydelsesrigt, som de fleste tror?

Journalisten John Sweeny har beskrevet Nordkorea som ”skør, slem og sørgelig”, og jeg kunne ikke være mere enig. Det var ret udmattende konstant at blive udsat for propaganda af vores nordkoreanske guide, og i mindst et tilfælde (fx da vi fik fortalt, at det var Sydkorea, der begyndte krigen) var jeg virkelig fristet til at råbe ”det er løgn!”

En anden bizar ting var den daglige rutine, hvor vi måtte bukke for en statue af Kim Il-sung. Havde vi nægtet, ville det være gået ud over vores guide. Nordkorea overkompenserer i magtdemonstrationer i forhold til landets størrelse. Der går sjældent en uge, uden at landet skaber overskrifter i de internationale medier, og deres ydmygelse af Donald Trump – da de succesfuldt testede missiler, på trods af at præsidenten sagde, at det aldrig ville komme til at ske – har ganske modvilligt givet mig en respekt for landet. Og jeg tror desværre, at Kim-regimet har en stor indflydelse, hvilket også er grunden til, at Japan så småt er begyndt at opgive deres pacifisme gennem 70 år.
 
En stor del af Nordstjernen omhandler et bortførselsprogram. Hvor meget af handlingen er inspireret af virkeligheden, og hvad kan du fortælle os om de mange bortførelser?

I 1970’erne og 80’erne bortførte Nordkorea helt tilfældige mennesker, oftest fra strande i Japan og Sydkorea, men sommertider også fra Europa og andre steder. Grunden til, at de gjorde det, er aldrig blevet forklaret. Nogle af ofrene blev sat til at undervise nordkoreanske spioner i sprog og kultur, så spionerne kunne infiltrere lande såsom Japan og Sydkorea. Andre fik stjålet deres identitet, men langt de fleste blev huset i afsondrede områder gennem flere årtier, og åbenbart helt uden grund. Alle ofre forsvandt uden at efterlade et eneste spor.
Historierne om disse bortførelser var sagnomspundne i Japan – indtil 2002, hvor Kim Jong-il offentligt indrømmede, at de havde fundet sted. Det skabte offentlig forargelse i Japan. Derfor syntes jeg, at historien om kidnapningen af helt almindelige teenagere på en strand var et spændende udgangspunkt for bogens handling.
 
Bogen følger tre hovedpersoner, hvis skæbner på uventet vis forbindes: Jenna, som er universitetsstuderende i USA og hvis tvillingesøster er forsvundet fra en strand i Sydkorea; Cho Sang-ho, en højtstående embedsmand i Pyongyang; og Fru Moon, en 60-årig bondekvinde, der bor i provinsen tæt på grænsen til Kina. Trak du på din erfaring fra Nordkorea i udformningen af disse karakterer?

Jeg holder især af at skrive om personer, der er outsidere og som ikke passer ind – og Jenna er på en måde begge dele. Fortidens traume har adskilt hende fra omverdenen, og ligesom mange andre amerikanere med koreansk oprindelse, bliver hun ikke fuldt ud acceptereret af koreanerne. Hun er opvokset med flere identiteter. Denne fremmedhed i mennesker giver dem tit en selvstændighed og styrke, som de ikke selv ved, at de har – hvilket er et karaktertræk, jeg synes er spændende. Uden at Jenna selv ved det, gør hendes introverte personlighed hende til en ideel CIA-agent.

Cho Sang-ho er delvist inspireret af en, jeg mødte i Nordkorea. En kaptajn fra militæret, som var turguide på en rundvisning i det demilitariserede område, der ligger ved grænsen til Sydkorea. Han gjorde et stort indtryk på mig. Han var ung, pæn, en del af eliten og nydeligt klædt i uniform. Jeg betragtede ham, da han tørrede en tåre væk fra øjet, da han nævnte den kære leders død, og lyttede til ham, da han gav arrogante svar på vores vanskelige spørgsmål – især dem, som omhandlede, hvem der begyndte Koreakrigen. Jeg spekulerede på hans privatliv og familie. For mig syntes han at være en idealist og en tilhænger. Jeg forestillede mig, at han var i et arrangeret ægteskab, gift ind i en familie med en solid revolutionær baggrund, og at han flittigt deltog i hans børns ideologiske opdragelse.

Fru Moon er mere et produkt af min egen fantasi. Hun er skabt på baggrund af en genkendelig karaktertype i både Syd- og Nordkorea – de seje, anmassende og hårdtarbejdende kvinder, der også er kendt som ajummaer, du kan finde på hvert et markedstorv. De har ikke meget tilovers for fjolser. Da jeg boede i Seoul, var det lige så sandsynligt, at de ville behandle mig venligt, som at de ville afvise mig blankt. Disse kvinder bliver betragtet med en sær blanding af respekt og hån, og mit indtryk er, at de er en slags rebeller. De trodser og stritter imod konventionerne i et yderst patriarkalsk koreansk samfund. De har ingen problemer med at få mænd til at se svage og dumme ud. Mit ønske var, at gøre fru Moon både stærkere og mere snedig end mændene i hendes omgivelser.
 
Er der noget, de færreste ved om Nordkorea, som kan hjælpe med at forklare nordkoreanernes handlinger?

Her i Vesten er Koreakrigen (1950-53) for længst blevet glemt, og nutidens unge har måske ikke engang hørt om den. Men i Nordkorea opleves det stadig, som om krigen foregik i går. Fortiden er lyslevende og nærværende i Nordkorea, og skolebørn bliver mindet om den hver eneste dag. Amerikanernes bombning under krigen ødelagde fuldstændigt landet – knap nok en bygning stod tilbage. Landet måtte bygges op igen fra det rene ingenting. I forsøget på at forhindre udbredelsen af kommunismen, foretog USA nogle meget ekstreme handlinger, og det kan Nordkorea aldrig tilgive dem. Samtidig mistænker jeg også, at regimet har brug for faren i fjendernes evige tilstedeværelse, som en måde at retfærdiggøre deres egen magt og overlevelse.
 
Hvad håber du, at læserne vil få ud af at læse bogen?

Jeg har ingen særlige krav – jeg håber blot, at folk vil læse bogen for fornøjelsens skyld og måske opdage, at nordkoreanerne har de samme følelser og drømme, som alle andre.
TOP  ▲
Nyhed
Nordstjernen
SYDKOREA, 1998: En teenagepige kidnappes på en strand af nordkoreanske agenter. Tolv år senere havner hendes tvillingesøster Jenna i CIA’s søgelys. Beviser for at hendes søster stadig er i live og Læs mere