1: Hvad handler din roman om?
”Om hævn og skyld. En dreng bliver fundet død i en kløft efter et vildt stormvejr. En kvinde ser ham og vækker ham til live ved at slå sin knyttede næve mod hans bryst. Drengen vågner op på hospitalet, han har mistet sin hukommelse. Et billede af en pige hjemsøger ham. Hun har grønne øjne. Hun står under vand. Der kommer bobler ud af hendes mund. Viktors fornemmelse af at han har gjort hende fortræd, vokser sig stærkere og stærkere. Hvem er pigen, og hvad er der sket hende? Langsomt viser den frygtelige sandhed sig for ham, og han er ikke længere den, han troede han var.”
2: Hvor har du fundet inspiration til historien?
”For to-tre år siden kom min 88-årige svigerfar kørende på amtsvejen tæt ved Hundested. En bil med en pensioneret politiinspektør kører ud fra en sidevej og torpederer ham. Hans bil ruller flere gange rundt og ender på siden i grøften. Han får sparket bildøren op og stiger ud af bilen med blødende skjorte. Jeg vidste at jeg en dag ville bruge det i en roman. Jeg skulle have ham til at hævne sig på den mest uforsonlige måde. Episoden ligger 1/3 inde i bogen, og så har min underbevidsthed bygget en historie om gengældelse op omkring den.”
3: Er der nogen særlige temaer i historien, det har været vigtigt for dig at undersøge?
”Der går et bibelsk tema gennem romanen: Øje for øje, tand for tand. Som fortælleren Viktor Hugo udtrykker det: ”Det var dér jeg boede. Der havde stået en galge, der skulle stå én til. Manden der hed William ville rejse den. Det står i Biblen at det er sådan man skal gøre. Øje for øje. Hvis din værste fjende kører sin panservogn ind i din for at slå dig ihjel, så slår du både ham og panservognen ihjel. Og voldtager han din kone, voldtager du hans, og alle hans døtre. Du behøver ikke selv føre regnskab, Biblen fører det for dig.” Så bogen beskæftiger sig med vores manglende evne til tilgivelse, vores ekstreme egoisme og selvhævdelse.”
4: Hvordan har du arbejdet med romanens fortælling?
”Jeg har ingen plan sådan som en krimiforfatter skal have det. Jeg har hovedpersonen, jeg ved han er teenager og at han løber fra noget, han ikke kan bære at se i øjnene. Jeg har en parallelhistorie om en mand der hævner sig. Så begynder jeg i øverste venstre hjørne som mange andre forfattere der lader historien komme af sig selv. Så bliver arbejdet som en opdagelsesrejse, forfatteren ved ikke selv hvad der venter om det næste hjørne. Det er risikofyldt, man kan nemlig skrive sig langt ud ad en tangent, det er næsten umuligt at komme tilbage fra. Men det er spændende, som at gå på meget tynd is: holder den?”
5: Hvad har været mest overraskende?
”Det er hele tiden overraskende at følge personerne når man skriver uden plan: ”Nå, gør han nu sådan? Så må jeg hellere følge ham og se hvad der så sker. Så bliver hver arbejdsdag som en lille rejse: ”Gad vide hvad der sker i dag?”
6: Kan du genkende dig selv i nogen af romanens personer?
”Det er drengen Viktor Hugo der fortæller historien. For at han skal have en 17-årigs stemme, måtte jeg leve mig ind i ham. Så det er mine følelser og mine tanker der bliver transformeret om til hans. Det er forfatterens enorme privilegium at kunne leve sig ind i sine figurer, som en skuespiller gør det. Ellers ville det godt nok være et røvsygt og uudholdeligt arbejde at være forfatter, hvis ikke man kunne tage forskellige roller på sig. De lever jo inde i én, og det kan være en befrielse at spille dem ud. Især de onde af dem. De onde og de svigefulde sider i én selv, er de sjoveste at spille ud.”
7: Er denne roman meget anderledes end dine tidligere romaner?
”Ja, meget. Den er et mørkt eventyr. Jeg er tiltrukket af det uhyggelige, af menneskets mørke sider. De fleste af os ved godt at vi alle rummer muligheder for mord, vold og henrettelser, en stor del af vores tid går med at holde vores tilbøjeligheder i stram snor. I min tid som journalist har jeg nok likvideret de første hundrede på tryk. Det bliver jeg nødt til at se i øjnene.”
8: Hvad skal en god roman kunne i dine øjne?
”Den skal underholde lige fra side 1. Siderne skal vendes med stor nysgerrighed og tilbageholdt åndedræt. Personerne skal være sådan at læseren kan leve sig ind i deres længsler og konflikter. Gyse og føle med dem. Og så må der gerne åbne sig et univers, som er så stort at læseren bliver enormt trist når bogen er forbi.”