”Ingen af os er vel Guds bedste børn"
Morten Pape er netop nu aktuel med det, han selv vil kalde en velfærdstragedie. Om unge på kanten af samfundet – svigtet af omverdenen, fortabt i systemet, overladt til deres egen vrede. Om at vi alle er fulde af mørke og lyse sider, og at ingen af os, når det kommer til stykket, er Guds bedste børn.
Af Helle Skov Wacher
Morten Pape buldrede igennem i danskernes bevidsthed, da han i 2015 debuterede med romanen ’Planen’ om sin egen barske opvækst i Urbanplanen. Bogen fik utrolig meget opmærksomhed i medierne, den modtog Debutantprisen, og Morten Pape fik sat fokus på, hvordan det kan være at vokse op i et Danmark, hvor solen ikke nødvendigvis skinner på din vej.
Men hvorfor ender vi i lille Danmark med så forskellige skæbner og livsbaner, når vi i princippet er født med de samme muligheder? Hvordan det kan være, at nogle børn og unge indleder deres tidlige voksenliv med høje ambitioner, selvtillid og gåpåmod, og hvorfor ender – eller værre: forbliver – andre unge mennesker i den modsatte grøft som uden omtanke eller tryghed til deres nærmeste eller det velfærdssamfund, som vi alt andet lige har i dette land?
Det er blot nogle af de spørgsmål, Morten Pape er inspireret af. I hans nye roman er han blevet på sit Amager, men handlingen kunne lige så godt udspille sig andre steder i Danmark:
”Jeg vil tro, at jeg har skrevet en moderne dansk velfærdstragedie, der indeholder flere af de samme tematikker fra min debutroman; der er tale om meget unge mennesker, som lever og kæmper i periferien af samfundet, og så er det en fortælling, der på fortvivlende vis skildrer konsekvenserne af et opdelt samfund i den laveste klasse med en masse sammenstød på tværs af etnicitet og kultur. Netop de sammenstød og konflikter forsøgte jeg at afdække opbygningen og bevæggrundene for i min første roman. I ”Guds bedste børn” oplever man så nogle af konsekvenserne ved disse.”
Skriver for en større mening
Han mener selv, at der er en grund til, at han skriver om mennesker på samfundets bund: ”Hos mig er der ikke eventyr med magiske, nuttede væsner og happy endings. Jeg skriver på vrede, indignation og smerte. Jeg skriver, fordi jeg har en uidentificerbar tro på, at det kan betyde noget større for andre. At det kan rykke ved noget. At det, jeg skriver, kan gøre noget mere for andet end litteraturen. Men hvad præcis, aner jeg ikke,” siger han og afslutter: ”Vi er alle fuld af mørke og lyse sider, vi besidder de samme selvmodsigende paradokser, og ingen af os er vel, når det kommer til stykket, nogle af guds bedste børn.
Fakta om forfatterenMorten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen. Planen er hans debutroman og for den vandt han BogForums Debutantpris 2015. Morten Pape er uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16. Han har siden sin debut deltaget i en række prestigefyldte litteraturfestivaler i Danmark og Europa, og han har netop været episodeforfatter på DRs dramaserie Liberty.