Q&A Morten Pape - aktuel med ‘I ruiner’

Hvordan fik du ideen til Amager-trilogien?

Det var nok umiddelbart efter ”Planen” var udkommet, at jeg fik de her trilogi-tanker. Jeg kunne godt lide ideen om, at romanerne både kunne være selvstændige og have deres eget autonome liv hver for sig, men at de tilsammen fortalte noget, der var meget større end værket i sig selv. Og så var det vel også for at give mig selv en mission, noget at se frem til, noget at arbejde imod og en dag fuldende. Det har været ret motiverende at tænke langsigtet i de baner med den her trilogi.

Hvordan fik du ideen til ’I ruiner’?

Jeg havde netop afleveret manuskriptet til ’Guds Bedste Børn’, da jeg i avisen læste, at der var faldet dom i en opsigtsvækkende retssag, hvor selveste staten var blevet sagsøgt af en gruppe tidligere aktionærer i Amagerbanken, helt almindelige mennesker, som følte sig uretmæssigt ført bag lyset ifm. bankens krak mere end 7 år tidligere. I årevis havde de her almindelige mennesker kæmpet mod et rigidt system og spinket og sparet op, så de kunne betale advokater for at stille staten til ansvar for et hemmeligholdt notat om Amagerbankens egentlige tilstand.

Det var en ren David mod Goliat-fortælling – men denne gang var det den lille, der tabte.  Staten kan nærmest ikke tabe den her slags sager, og det er jo enormt påfaldende, at når det finansielle system krakelerer, og normale mennesker lider under det, så er det aldrig rigtig nogens skyld. Det antændte en interesse, men ikke mindst en indignation i mig, og jeg begyndte straks at læse op på sagen om Amagerbankens krak og alt, hvad aktionærerne havde sagsøgt Moder Stat for. Dér vidste jeg, at jeg havde ideen til min 3’er i trilogien, for Amagerbankens krak i 2011 er uden sammenligning den vigtigste og mest skelsættende begivenhed på Øen i nyere tid.

Hvorfor er vi denne gang på Vestamager?

Det er vi af flere årsager. For det første fordi jeg var sindssyg bange for at blive magelig oven på de to andre bøgers store succes og bare gentage en slags ”opskrift” på noget, jeg allerede havde oplevet, jeg var lykkedes med. Det gjorde mig enormt bekymret for, at jeg skulle komme til at parodiere mig selv. For det andet kunne jeg mærke, at jeg med mine romaner og min stemme pludselig havde fået en stor stemme i hele ghetto- og integrationsdebatten, og jeg oplevede, hvordan mine romaner blev taget til indtægt fra både det ene og det andet politiske ståsted. Det fyldte mig med en magtfølelse, som jeg ikke brød mig om, for det er jo sådan med magt – ligesom jeg beskriver i den nyeste roman – at den ofte leder til misbrug og moralsk afkoblethed. Jeg havde med andre ord bogstavelig talt brug for luftforandring i mine arenaer. Og så for at udfordre mig selv som forfatter og for også at lade mine læsere komme ud på en rejse sammen med mig længere ude på Amager. Valget faldt derfor på Kongelundsvej på Vestamager, hele parcelhusrygsøjlen og den ganske jævne middelklasse, der bor derude. Et område jeg kender ganske godt til, fordi min mors familie stadig bor der. Og så tænkte jeg også, at jeg denne gang ville have en kvindelig hovedkarakter, så derfor er det Amalie Clemmensen og hendes familie, som vi denne gang skal følge.

Hovedpersonen Amalie – hvor kommer inspirationen fra til hende?

Hun kom ret hurtigt frem til mig. Det var som om, hun havde levet i mig hele mit liv og nu bare ventede på at få fjernet et stort stykke gaffa-tape fra munden og lade mig få adgang til hendes tanker. Hun er måske den karakter, jeg har haft det allerbedst i selskab med i nogen skriveproces. Hun blev min daglige avatar under to års intenst skriveri, og jeg savner faktisk at gå på opdagelse i verden sammen med hende. Hun er egentlig meget sammenlignelig med mange af Lars von Triers kvinde-karakterer; hun er god helt ind til benet, lidt naiv, men også idealistisk i sin tro på det gode i mennesket og på, at verden kan blive bedre bid for bid, bare man har tilpas med viljestyrke i sit hjerte og kan sælge nok nødhjælpsabonnementer. Alt dette skal hun naturligvis gruelig meget igennem for at få revideret indvendigt, så jeg har været hård ved hende, lige så hård som jeg har været ved mine tidligere karakterer, men måske på et mere psykisk plan end det fysiske. Der er også masser af mig selv i hende; faktisk har det næsten føltes mere privat og personligt at skrive om hende end Morten i ’Planen’. Denne gang har jeg kunne tage skjul i en fiktiv karakter og gemme mig selv i hende, frem for som tidligere at forholde mig til en uskreven kontrakt med læseren om, at dét der beskrives, er dét, jeg kan huske, jeg har oplevet, what you see is what I saw. Men så alligevel er det svært for dem, der kender mig ikke at se uden om de små detaljer af mig selv, der alligevel er havnet i hendes karakter. Min lillebror læste en tidlig version af romanen, som kun handlede om Amalies liv, der jo åbenlyst ligger meget langt fra min egen opvækst og erfaringer, og på et tidspunkt udbrød han alligevel: ”Hold kæft, Morten. Du kan sgu da for helvede heller ikke finde ud af at skrive om andre end dig selv.” Så jeg er der nok, helt sikkert, et sted inde i Amalie. Ellers også er det hende, der bare altid har boet inde i mig.

Denne gang har du valgt at skrive i første person, ental – hvorfor og hvilken betydning har det?

Det gjorde jeg også med Morten i ’Planen’, og der var meget fra dén bog, jeg gerne ville genskabe og afspejle i 3’eren. De to romaner kommunikerer en del med hinanden, selvom de sagtens kan læses selvstændigt. Men de er begge to på hver deres vis to forskellige coming-of-age-fortællinger, men fra hver sin ende af Amager i helt vidt forskellige sociale miljøer. Det var gennem jeg-fortælleren, at jeg følte, vi bedst kunne lære Amalie at kende.

Hvilke temaer vil du mene, er de væsentligste i bogen?

Man kan nok ikke komme udenom, at jeg igen behandler familien som tema. Hvor skrøbelige de her naturgivne fællesskaber er og al den underspillede ondskab og modbydelighed, der kan herske under overfladen i enhver familie. Det er også en roman, der handler om netop ondskabens spændvidde, om civiliserede mennesker der gør hinanden ondt i det, de selv mener, er en god sags tjeneste. En andet tematisk tenniskamp er forholdet og kampen mellem de henholdsvis kapitalistiske og humanistiske ideer, der som regel bliver set som hinandens diametrale modsætninger, men som nok bør kritiseres i samme åndedrag. Og så ville jeg gerne gennem fortællingen om Amalie Clemmensen og hendes familie forsøge finde et narrativ og måske endda et slags sprog, der kan italesætte den moderne tids paralyserende apati og afmagt. Et sprog, der kan fungere som en kritik over for moralsk afkoblede magtapparater og i særdeleshed kapitalismen, men samtidig påpege hvorledes dens modpol, som må være humanismen, ligeledes glimrer ved sin fejlfuldendthed og enorme hykleri. Amagerbanken og den nødhjælpsorganisation, som Amalie arbejder for, repræsenterer disse to ’ismer, som står i hver deres ende af stalden, men som slukker deres tørst for økonomiske midler ved det samme trug. En ufin sandhed, der kalder på stiltiende konsensus om accepten af det nødvendige onde. Men problemet med den stiltiende konsensus er, at den intet sprog har. Det sagtner refleksionen. Og således fastholdes vi i en bizar form for selvkynisme og finder os i hvad som helst. De her tematikker ville jeg gerne give læseren mulighed for at reflektere over, mens de læser romanen.

Afrika eller nærmere betegnet Rwanda spiller en væsentlig rolle i romanen – hvor kom ideen fra?

Ude ved Kongelundsvej er rigtig mange af vejnavnene opkaldt efter afrikanske lande og tidligere kolonistater. Amalie og hendes familie bor for eksempel på Ugandavej. Der er noget grotesk over, at man midt i velfærdsland hos middelklassen har navngivet adresserne efter noget, der måske burde vække en slags skam og historisk dårlig samvittighed. På den måde er Afrika næsten et uanseeligt begreb derude, men der er alligevel en klar visuel tilstedeværelse af det afrikanske ude på de kanter i form af vejskiltene. Der er dog ingen ’Rwandavej’, men gennem romanen bygger jeg alligevel op til, at vi på et tidspunkt skal derhen og konfronteres med noget nær den absolutte ondskab og modbydelighed. Så man kan sige, at gennem hele romanen ligger det afrikanske aspekt og ulmer hele tiden som en olie under jorden, der bare langsomt kommer sivende op til overfladen undervejs i fortællingen.

Hvordan har du researchet historien her?

Jeg har talt med en masse centrale kilder omkring Amagerbankens krak og den efterfølgende retssag. Lyttet til folk der havde mistet en masse penge og hørt, hvad det havde af betydning for dem. Og så har jeg tilbragt tilsammen en måneds tid i Rwanda, hvor jeg har rejst det meste af landet rundt for at tale med overlevere og høre deres beretninger. Det er uden tvivl den mest researchtunge roman, jeg har begivet mig ud i indtil videre. Jeg ville gerne have rejst oftere rundt, men det var der desværre en vis pandemi, der satte en stopper for midt i det hele.

Hvilken udvikling kan man se igennem dit forfatterskab og de tre bøger i Amager-trilogien?

Jeg har i alle tre bøger forsøgt at fortælle en stor historie i det hele nære og smalle rum, men jeg har også følt det nødvendigt at grave mig længere og længere ud af min egen navle. Jeg håber, man kan se udvikling, der er startet med det allermest nære og private, som efterhånden har vendt sig ud mod andre aspekter i samfundet og ud mod verden i det hele taget. På den måde har det for mig personligt været enormt kunstnerisk frisættende at mærke min egen udvikling. Og så håber jeg naturligvis, at man for hver bog kan se et løft i det litterære niveau.

Hvis du skal pege på de vigtigste aspekter, hvad vil du sige adskiller de tre bøger?

Denne her roman ’I Ruiner’ springer nok mest i øjnene, fordi den interesserer sig for nogle andre karakterer i andre luftlag end i de to første bøger, hvor karaktergalleriet er meget sammenligneligt. Men jeg synes også, de adskiller sig i mod og redskaber og ekvilibrisme. I ’Planen’ kører den derudaf i 565 sider med en jeg-fortæller, i ’Guds bedste børn’ leger jeg med synsvinkel og indre monologer, og i min tredje bog eksperimenter jeg også en hel del både hvad angår fortælleforhold, genre og andre stilistiske virkemidler, som jeg selv elsker at opleve, når jeg læser en stor episk roman, hvor der rent fysisk og helt konkret er plads til at boltre sig lidt mere.

Hvad tænker du, at din ambition er med trilogien?

Man kan kalde det en måske ukærkommen hyldest til Amager. Uden mit geografiske ophav og alle mine oplevelser på min fødeø havde jeg ikke haft et forfatterskab. Min hjemstavn er grunden til, at jeg har noget at skrive om. Amager har det hele, især hvis man tør dykke helt ned på bunden. Det er dér, jeg tog læserne med hen i de to første romaner, i udsatte boligområder i henholdsvis Urbanplanen og Holmbladsgade, men jeg har altid haft en ambition, om at vi skulle andre steder hen og afsøge et andet og – for mig – mere mytologisk sted: Vestamagers polerede parcelhuse, der naturligvis indeholder alt andet end fredelig idyl og flagstænger. Jeg har nok bare ønsket - med afsæt i mig selv og mit ophav - at fortælle historier fra det Velfærds-Danmark, jeg aldrig selv havde læst om eller set på det store lærred, da jeg voksede op. At både give en stemme til nogle mennesker, åbne døre for læseren, men også gerne lade dem spejle sig selv i karaktererne.

Og hvad håber du, at læseren får med sig, når de har læst bogen?

Jeg har virkelig svært ved at sætte ord på det spørgsmål. Bare de bliver blæst bagover. For det var virkelig det jeg ville med min store 3’er. En stor finale med hele pibetøjet. Intet mindre kunne gøre det.

Om forfatteren:

Morten Pape (f. 1986) er opvokset på Amager i Urbanplanen og er uddannet manuskriptforfatter fra den alternative filmskole Super16. I 2015 romandebuterede han med ’Planen’ og vandt BogForums Debutantpris. Han fulgte op med romanen ’Guds bedste børn’ i 2018, som vandt DR Romanprisen.

Morten Pape har desuden skrevet manuskripter til film- og tv, og i 2019 modtog han det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

604 sider, vejl. pris kr. 300