Fortrængte minder, dystre hemmeligheder og skjult begær. Det er blot nogle af ingredienserne i ny spændingsroman Min mands elskerinde af dansk-franske Sara Bouchet
Hvor kom ideen fra?
Kærlighed, erindring og familien som bærer af enorm værdi, identitet og styrke har altid interesseret mig. Det er fascinerende, hvordan vi binder os til disse vigtige fællesskaber, til ægteskabet og til familien, men også hvordan de kan føles snærende, begrænsende og måske sommetider decideret ødelæggende for vores selvudfoldelse og for muligheden for at udforske og udleve den, man i virkeligheden er.Jeg ville gerne undersøge disse spørgsmål. Hvad sker der, når man har opbygget en historie om sit liv og sin familie, som pludselig viser sig ikke at holde? Hvad gør man, når ens mand viser sig at have hemmeligheder, man ikke havde den fjerneste anelse om? Og hvordan handler man, når erkendelsen måske langsomt dæmrer og afslører den rolle, man selv har i miseren, og at man må tage ansvar for denne historie og valget af det, man husker og bifalder, og på den anden side ’glemmer’ og fortrænger.
Det var spændende at tage fat i et ægtepar i deres allerbedste alder og på et sted, hvor de efter mange år at have levet et trygt hverdagsliv med faste jobs, rutiner, osv. netop skal i gang med et nyt kapitel i deres liv. For her starter romanen, men det er også her, hvor alt, hvad de troede, at de vidste om netop dette liv, om ægteskabet, kærligheden og familien kastes op i luften og eksploderer.
Hvordan har du researchet?
Jeg har i flere år arbejdet med erindringer. Både i mit arbejde som forfatter, men i høj grad også som underviser på forskellige kurser og hold i autobiografisk skrivning, livshistorier, erindringsskrivning, m.m. Fælles for os alle er jo, at vi gerne vil fortælle vores liv, at vi er historiefortællere og i høj grad forstår og strukturerer vores liv, og ofte helt ubevidst, som en fortælling. Vi leder også efter mening og den røde tråd, og vi har også sommetider en tendens til at tildele os selv en anden rolle i nogle af disse erindringer, end den vi måske havde i virkeligheden.I mit arbejde er jeg gang på gang blev opmærksom på og forundret over, i hvor høj grad erindringer er en konstruktion. De er ikke sande, men de er måske sandheder for os. En slags personlig sandhed, en subjektiv opfattelse af særlige, udvalgte øjeblikke, scener og hændelser et langt liv. For det er ikke alt, vi husker, og det er også interessant se på, hvad vi husker og hvorfor. Og hvordan det kan ændre sig over tid. Hvem kender ikke til en særlig episode, man genfortæller og genfortæller, og hver gang ændrer den sig en ganske lille smule, og til sidst er det faktisk svært, hvis ikke umuligt at huske, hvordan det i virkeligheden foregik.
Hvem vil du sige, er romanens hovedperson?
Det er som udgangspunkt Susanne. Læseren følger hende tæt, er dybt inde i hendes sind og følger hendes tanker og rationaler. Samtidig er Susanne også et mysterium, hun skjuler vigtige aspekter for sig selv og dermed også for læseren. Man kan også sige, at Karl er hovedpersonen, for det er hans historie, hans løgne, liv og forestillingerne om hans bedrag, som er i centrum. Men han optræder aldrig som et menneske, der handler. Han er jo død, inden romanen begynder. Men det er historien om et ægteskab, om et fælles liv og om kærligheden og familien, romanen handler om, og til dels forsøger at afdække nogle af siderne af.
Hvilke temaer er de vigtigste?
Kærlighed, ægteskab, fællesskab, familien.
Hukommelse og erindring. Men også løgne og fortrængning. Og identitet! For vores erindring til at huske og erindre er jo helt fundamental for følelsen af at være menneske, at være til. Vores evne til at huske er afgørende for os og den måde vi er til på. Vi ville intet være foruden. Uden vores erindring har vi ingen identitet, familie og venner er blot fremmede mennesker, samfund styrter sammen og fødselsdage, 5. maj og 11. september er bare tilfældige datoer i kalenderen. Men det er interessant at undersøge, hvordan og hvad vi husker, og hvor meget af det, der så er sandt. Gennem livet er vores hjerne nemlig konstant i gang med et mere elle mindre ubevidst arbejde med at lagre og huske oplevelser, samt de erfaringer og tanker, der knytter sig dertil.
Hvad håber du, at læseren får ud af at læse bogen?
Jeg håber, at de først og fremmest vil være godt underholdt. At de vil følge Susanne på hendes mission og forstår, hvad der driver hende. Og at de måske får lidt stof til eftertanke og reflekterer over erindringernes mystiske og til tider gådefulde virke, om familier, kærlighed og ægteskaber. Og måske gør sig nogle tanker om det her element med hukommelsen og erindringer. Og ikke mindst, hvad der uforvarende kan dukke op til overfladen igen, når vi allermindst venter det.
Og så er der det med kærlighed. At være gavmild med kærligheden.
Romanen må også gerne få læseren til at tænke lidt over kærlighedens væsen og de rammer, strukturer og krav, vi sommetider opsætter. Det kan være i forsøget på at beskytte kærligheden, det kan være af angst for at miste den. Det er i hvert fald nogle af de tanker, jeg selv har gjort mig i arbejdet med at skriv romanen. At der ikke findes én sandhed, én rigtig måde at leve i et kærlighedsforhold på, osv. Jeg har i arbejdet med romanen tænkt meget på, hvor elskelig og fejlbarlig mennesket er, hvor vigtigt det er at huske at tilgive, og at man ikke nødvendigvis ejer kærligheden eller sin partner.
Der er mange måder at elske på, og man kan godt vælge at være gavmild med kærligheden.
Foto: Sanne Berg