Du er her:
Tema
»
Artikler og Q&As
»
Kold angst
Med et salg af sin seneste krimi Pigen uden hud til ikke mindre end 17 lande er den Grønland-bosatte forfatter Mads Peder Nordbo ved at slå igennem i udlandet for alvor. Også herhjemme har vi fået øjnene op for den spændende forfatter og hans Nuuk-Noir krimier.
Den 17. marts udkom Mads Peder Nordbos nye arktiske krimi Kold angst. Bogen er en selvstændig fortsættelse til Pigen uden hud - bogen, der sidste år fik de udenlandske forlag til at stå i kø for at udgive Nuuk-trilogien om journalisten Matthew Cave og den hårdkogte inuitkvinde Tupaarnaq.
Det var en reaktion på nogle personligt svære år, som i 2014 fik Mads Peder Nordbo til sammen med sin familie at flytte til Grønland. I første omgang skulle det bare have været for to år, men det blev til langt mere, for det smukke og barske land fik et godt tag i familien, der elsker den smukke natur, det barske landskab, tempoet og ikke mindst roen.
For Mads blev livet i Arktis en form for genopståen. Dette kommer blandt andet til udtryk i Kold angst og Pigen uden hud, der på mange måder favner både det smukke og smertefulde ved Grønland. Mads opfatter selv sine Nuuk-bøger som en kærlighedserklæring til Grønland, men samtidig også som et opråb på vegne af de mange triste børneskæbner, som ingen rigtigt vil eller tør se.
Q&A Mads Peder Nordbo
Hvad handler Kold angst om?
Kold angst er en fortælling om fangenskab, frihed og fatale livsvalg, og ligesom Pigen uden hud er det også en fortælling om ondskab, familier og årsager til dræbe.
Kold angst har flere krimispor, der på hver deres måde griber fat om bogens bærende personer, der blandt andre er Matthew Cave, der er en yngre journalist med lidt ondt i livet samt Tupaarnaq, der er en ung inuitkvinde, som har afsonet en lang fængselsstraf for mordet på sin far.
Vi følger blandt andet et spor fra 1990, hvor Matthews far var involveret i et dødeligt eksperiment på Thulebasen. Sideløbende trækkes Matthew ind i en sag om nogle voldsomme selvmord i en afsides bygd på Grønlands østkyst. Det hele strammer for alvor til, da Matthews 16-årige halvsøster Arnaq forsvinder under en weekendtur til den forladte og faldefærdig by Færingehavn syd for Nuuk. Blodsporene i et af de faldefærdige huse i Færingehavn taler deres tydelige sprog, og da Arnaqs mor får et opkald fra sin skrækslagne og afkræftede datter, står det klart for alle, at der er ved at ske en forfærdelig forbrydelse.
Den gamle Thule-sag vækkes til live, og det går op for Matthew, at han nu også selv er en brik i et spil, der handler om liv og død samt magt og kontrol. Sideløbende kæmper Matthew i blinde for Arnaqs liv og forsøger samtidig at tale Tupaarnaq til fornuft, så hun ikke gør op med sin egen fortid på en måde, der kan ende med overlagt mord.
Hvor har du fundet inspiration til Kold angst?
Det lyder måske lidt voldsomt, men i høj grad i mit eget liv. De fleste personer og endda også et par af sagerne er for så vidt billeder af, hvad jeg har oplevet og set heroppe gennem nu 3½ år. Jeg har aldrig boet et mere inspirerende sted. Dels har vi det her storslåede, arktiske land, den gamle inuitkultur og alt det smukke ved både ensomheden og naturen; og så har vi på den anden side den mørke side, hvor Grønland desværre topper mange negative statistikker med blandt andet en verdensrekord i selvmord og nogle forfærdeligt høje procentsatser for seksuelle overgreb mod både børn og voksne. Inspirationen er kort sagt hele tiden rundt om mig.
Er der nogle særlige temaer i historien, vi skal holde øje med?
Hvis man ser bort fra de forskellige krimispor, så synes jeg, at det er en god ide at holde øje med, hvordan Matthew og Tupaarnaq udvikler sig gennem deres venskab med hinanden. Det er noget, der så småt vækkes i Pigen uden hud, og her i Kold angst, går vi lige skridtet videre. Jeg sidder netop nu og skriver på et tredje bind, og det er nok også lidt med det for øje, at jeg siger, deres forhold er værd at holde øje med, for hvordan håndterer og lærer ødelagte mennesker at elske, når netop nærhed og tillid er det mest sårede i deres psyke?
Hvad har været mest vigtigt for dig at skrive om?
Fra begyndelsen af var det vigtigste for mig at få skabt synlighed omkring overgreb mod børn. Det er blandt andet derfor, at forsiderne til begge mine Nuuk-bøger er lavet af den grønlandske kunster, Gukki Nuka, der selv som barn var udsat for overgreb. Det er generelt et emne, der fylder utroligt meget for mig. Derudover så er bøgerne også endt som en kærlighedserklæring til Grønland. Det vidste jeg ikke fra starten af, men det ved jeg
Hvad håber du, læseren får ud af at læse bogen?
Jeg håber, de mærker, at de er kommet med på en oplevelsesrig tur til Grønland. Jeg skriver meget ’live’ fra min hverdag, og selv grønlændere, der har boet hele deres liv i Nuuk, har sagt til mig, at jeg rammer ’deres’ Nuuk, præcis som de selv ser den. Det håber jeg, at læserne både i Danmark og andre lande også mærker. Jeg vil gerne vise livet heroppe frem; lyset, mørket, isen, sneen, stormene, jagt – det hele. Her er så unikt og særegent i det grønlandske Arktis, at jeg synes, alle skal have lov at mærke en bid af det.
Hvordan har du kunnet få ro til at skrive med fuldtidsjob, være far og så skrive?
Jeg er født med et meget lavt søvnbehov, så der er jeg ret heldig. Jeg er ikke sikker på, at mine skiftende læger er enige, men dem om det; jeg får noget ud af døgnets timer, og det er skønt. Som udgangspunkt er far-tingen vigtigst, og det tror jeg også, jeg har godt styr på. Jeg tror ret beset, at det eneste problem, min datter har med mig, er min begejstring for engelske antik-programmer. Barnaby har jeg fået hende med på, og vi skal have købt os sådan et instrument, der laver de der Barnaby-lyde.
Du har tidligere skrevet bøger, mens du har boet på Fyn. Er det anderledes at skrive i Grønland? Har sceneskiftet påvirket din arbejds- og skriveproces?
Det er meget anderledes. Der er noget ved den enorme ensomhed og det med at være afskåret fra resten af verden, der giver en ganske unik måde at leve og tænke på. Man oplever tid og liv på en anden måde. Man hviler mere i sig selv. Det gælder naturligvis ikke alle, da mange kan have det hårdt med at bo her, men for mit vedkommende har det givet en anden ro og dybde, som jeg også bruger, når jeg skriver. Jeg planlægger dog at tage det hele med til Fyn, når jeg skal retur igen.
Er der noget, der har overrasket dig ved at springe ud som forfatter?
Det har overrasket mig meget, at det lykkedes. Jeg har jo altid drømt om det – stort set siden jeg var 9-10 år. Men at det skulle lykkedes sådan rigtigt for alvor en dag; det er sært. Det var ret beset også først efter min fjerde udgivelse, jeg begyndte at se mig selv som forfatter. Netop fordi det var så underligt, at det rent faktisk var mine bøger, jeg med ét kunne se rundt om på hylder, hjemmesider og i blade med mere.
Jeg synes, det bedste ved at skrive, er at skrive. Jeg elsker at fortælle og skabe verdener. Jeg har gjort det siden jeg var lille, og jeg gør det nærmest konstant. Jeg fortæller sågar mig selv historier i hovedet, når jeg prøver at falde i søvn.
Jeg har svært ved at sige noget negativt om at skrive, men der er jo altid angsten for, hvad læserne vil synes om ens bog. Det tager en rum tid at skrive sådan en bog, og man kommer til at holde af de der små universer, man skaber, og så er det bare lidt skræmmende at give slip og vente på læsernes dom.
Har du nogle litterære forbilleder, man kan sige, at din bog læner sig op ad?
Jeg har ikke læst så mange krimier igen, men skulle jeg pege på en forfatter, så måtte det næsten være Nesbø. Som udgangspunkt læser jeg som regel bøger i stil med Eco, Zafon, Murakami, Peter Høgh og Torgny Lindgren.
Hvad er det ved krimigenren, du godt kan lide?
Puslespil. Det er lidt som puslespil, og jo flere brikker jo bedre. Jeg kan godt lide, at man bygger de her (til tider) kaotiske sager op, og så i et eller andet omfang får dem redt ud igen inden sidste side. For mig personligt er det vigtigt, at der også er ’levende’ mennesker med. Mange af os slås med livet og vores psyke på hver vores måde, og det skal på en eller anden måde ligge som rygraden i en god bog set med mine øjne. Vores angst, vores tro, vores frygt, vores håb. Det skal være dét, der er bogens hjerte.
Hvad skal en god krimi kunne i dine øjne?
Den skal gennem sine her og der overdrevne virkemidler kunne vise et billedet af det samfund, den skildrer og de personer, forfatteren har sat til at vise samfundet.
Fun Facts Mads Peder Nordbo
- Mads har været bolsjekoger og kan lave bolsjer med blomster, appelsinskiver og smileys indeni.
- Mads sover stort set aldrig mere end fem timer i døgnet.
- Mads arbejder på at påvise sit nære genetiske slægtsskab med neandertalerne.
- Mads elsker at hive danskere med op i vinterfjeldene i Grønland for at se dem fryse.
- Mads spiser gerne råt hvalspæk, men bliver aldrig venner med død sæl.
- Mads fik engang som den første målmand i sin håndboldklub rødt kort – for at kaste bolden efter dommeren.
- Mads tuder altid på det samme sted, når han ser ’Skønheden og udyret’.
- Mads kommer ofte til at slå folk, han kender i det virkelig liv, ihjel i sine bøger – det har de fleste af dem lært at leve med.
- Mads er 51 % ejet af hans datter.
Om forfatteren:
Mads Peder Nordbo (f. 1970) har tidligere udgivet romanerne Odins labyrint, Thuleselskabet, Gudspartiklen og Pigen uden hud. Hans Nuuk-serie, hvor Pigen uden hud og Kold angst er de første to bind, er foreløbigt solgt til udgivelse i Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Australien, New Zealand, Holland, Polen, Finland, Sverige, Norge, Island, Tjekkiet, Slovakiet, Litauen, Estland og Grønland, mens Odins labyrint er udkommet på græsk.
Mads er uddannet i dansk og kommunikation fra Syddansk Universitet og Stockholms Universitet. Han er født og opvokset i Tommerup på Fyn.