Når den populære børnebogsforfatter, Kirsten Sonne Harild, skriver sine historier spørger hun meget gerne specialisterne til råds: Altså børnene selv! Læs med når hun besvarer spørgsmål om sit forfatterskab, som hun i 30 år stædigt nægtede at begynde på, men som blev forløst af en drøm.


Hvad skal en god børnebog kunne i dine øjne?
En god børnebog møder børnene, hvor de er. I deres fantasi, drømme og virkelighed. Hvor de lever, oplever, leger, tænker, føler, undres, griner, gyser, er sårbare, sørger – hvor de er sammen eller ensomme. Den må gerne udfordre og være farlig i små doser. Den må gerne lære dem om livet, lyse op og give trøst.  Og ikke mindst give læseglæde.     
 
Hvad er det ved børnebøger, du godt kan lide?
Jeg elsker, at en børnebog kan favne så vidt og så dybt med sådan en lethed. Den har hjerte og plads til både magi, mysterier, eventyr og virkelighed. Til humor og følelser. Jeg elsker ikke mindst børnebogen, fordi dens læsere er så umiddelbare og indlevende og kan rumme det hele.
 
Hvorfor har du valgt at skrive børnelitteratur?
I mange år ville jeg absolut ikke skrive, fordi min mors skriverier gjorde, at hun rejste fra os, da jeg var elleve år. Men efter tredive års stædighed blev jeg syg og drømte en nat en mærkelig drøm om mit barndomsland, Bornholm. Øen begyndte at rotere og bølge og viste mig pludselig et kort over et hemmeligt, underjordisk landskab. Jeg gik ud i det, og så væltede det ind med ord og historier.
 
Er der særlige temaer, der optager dig, når du skriver dine historier?
Jeg skriver til alle aldersgrupper og berører mange temaer, men jeg er især optaget af alt det, der sker, når børn løsriver sig hjemmefra og begynder at leve deres eget liv. Mange af mine bøger handler derfor om helt almindelige børneliv. Om alt det, der sker, når børn er sammen - danner eller mister venskaber, og fx dyrker sport sammen som i Flikflak, og tager på overlevelseseventyr sammen som i Natuglerne, der snart udkommer.
 
Du skriver serier?
En serie giver en fantastisk mulighed for at skrive en længere udviklingshistorie, samtidig med at man fordyber sig i øjeblikke. Jeg læste selv serier som barn og elskede at flytte ind i bøgerne og blive sammen med hovedpersonerne over længere tid – i både deres og mit liv.  De blev mine følgesvende. Mine venner. Det havde jeg brug for. Og sådan tror jeg også, børn har det i dag. Derfor bliver jeg ved med at skrive serier.
 
Bliver du nogen gange overrasket over, hvordan personerne i dine serier udvikler sig?
Jeg bliver altid overrasket over personerne. Jeg koncentrerer mig ikke så meget om handling på forhånd, men mere om at skabe hovedpersoner, der lever i mit hoved og mit hjerte. Er de ægte, kan de leve, føle og handle og overraske længe med de veje, de går ud i verden.
 
Hvor henter du inspiration, når du skriver?
Jeg henter inspiration fra egne erindringer, fra oplevelser med mine egne tre piger og ikke mindst med alle de børn, jeg møder til foredrag og ved skriveværksteder. Der foregår altid en livlig dialog, når jeg holder foredrag, og jeg får så meget godt med hjem. Det er jo dem, jeg skriver til. Og derfor lytter jeg også til dem.

Jeg har haft et utal af fritidsinteresser som barn og ung og har selvfølgelig taget det med mig til både Flikflak og Natuglerne. Men man kan som bekendt ikke vide alt, når man skriver, og derfor researcher jeg som regel og spørger meget gerne specialister til råds: Altså børnene selv!
 
Kan man møde dig IRL?
Jeg holder jævnligt foredrag og skriveværksteder rundt omkring i hele landet. Man kan spørge hos sin bibliotekar, om jeg er på vej, eller følge mig her på Facebook  – og på www.kirstensonneharild.dk.

Kirsten Sonne Harild
TOP  ▲
Højt at flyve
Højt at flyve! er bind 2 i Kirsten Sonne Harilds nye serie om springgymnastik, FlikFlak. Serien er illustreret af Jan Solheim.
  Læs mere