Jussi har været meget bekymret for Assad

 

I disse dage skal man virkelig have gjort sig umage, hvis man ikke har opdaget, at Jussi Adler-Olsen er aktuel med en ny bog i serien om Afdeling Q. Det er ottende bog i serien, og handlingen i denne bog er fokuseret omkring Assad, hvis historie indtil nu ikke er afsløret meget mere end drypvis.

 
”Jeg har været meget bekymret for Assad siden 2005, hvor jeg vidste, at jeg skulle have ham ud i ’alt det her’ i bind 8,” fortæller Jussi Adler-Olsen, der har fokus på den ene af hovedpersonerne Assad og dennes historie i sin nye Afdeling Q-bog Offer 2117
 
Assad er vicepolitikommissær Carl Mørcks makker i bestsellerserien om Afdeling Q, der er betegnelsen for en enhed, som tager sig af hengemte sager. I den forrige bog Selfies ulmede Assads historie i baggrunden, men i den nye bog lader Jussi ’gløderne blive til ild’:

”Assads fortid er noget, vi alle gerne vil vide mere om, og hans figur har været todimensionel i alle bøgerne indtil nu. Vi har ikke været inde i hovedet på ham. Det kommer vi her!”, siger Jussi Adler-Olsen og pointerer, at dét ikke er et rart sted at være. Assad er nemlig forpint og overmandes i åbningen af bogen af et frygteligt flashback, der sætter historien i gang.
 
”Assad har levet med sine problemer og fortid i mange år og kontrolleret det. Han har kæmpet i de syv forgangne bøger, uden at læserne har kendt grundene, men her er han helt ude på kanten, og læserne får endelig et indblik i hvorfor.”
 
Hvor meget hænger plottet sammen med virkelighedens flygtningekrise?
”Jeg referer konstant til rigtige internationale begivenheder, vi kommer i Offer 2117 ud i verden, langt rundt, og alle steder er der virkelige øjeblikke. Men man skal ikke tro, at virkeligheden skæmmer historien. Tværtom. Virkeligheden hjælper bogen godt på vej. Og da jeg begyndte at skrive Assads historie i 2005, anede jeg jo ikke, at den ville ende så tæt på virkeligheden. Udviklingen i verden omkring Syrien og Mellemøsten har selvfølgelig ændret Assads historie flere gange, og jeg har måtte ændre ting på min tavle og udskifte nogle navne, tidspunkter og hændelser. Det har ikke gjort noget, for det har ført den rette vej,” siger Jussi Adler-Olsen.
 
Til gengæld har hovedpersonen Carl Mørck det et my bedre end tidligere:
 
”Ja. Jeg prøver at gøre Carl til et mere harmonisk menneske end tidligere. Men han kan hurtigt komme ind i mørket igen i næste bog. Han er ikke i sikkerhed endnu. For nu har han lidt ro, men på sigt får han noget at bokse med ude i mørket.”
 
 
Om Jussi:
Jussi Adler-Olsen (f. 1950) begyndte i 1990'erne at skrive romaner efter en alsidig karriere som bl.a. forlagsdirektør, chefredaktør, filmkomponist på Valhalla-tegnefilmen og boghandler. Han debuterede med thrilleren Alfabethuset (1997), der ligesom de efterfølgende romaner Og hun takkede guderne (tidl. Firmaknuseren) (2003) og Washington Dekretet (2006) opnåede bestsellerstatus både i Danmark og internationalt. I 2007 udkom første bind i serien om Afdeling Q, Kvinden i buret.

Jussi Adler-Olsens forfatterskab har haft så stor gennemslagskraft herhjemme og i udlandet, at han har modtaget en lang række prestigefyldte priser, og herhjemme har han netop modtaget Publikumsprisen på Krimimessen i Horsens.

Om Offer 2117:
I over ti år har Assad været et gådefuldt kraftcenter i Afdeling Q, men en kædereaktion af voldsomme begivenheder bringer ham på randen af total nedsmeltning. Kun en hårdt prøvet Rose kan hjælpe ham med at afkode de mørke dæmoner, som vækkes af den spanske journalist Joan Aiguaders dækning af en flygtnings tragiske død. Med Assad i centrum begynder tretten dages nervepirrende nedtælling mod den ultimative katastrofe midt i Europas hjerte, skånselsløst dirigeret af den irakiske bøddel Ghaalib.

Samtidig rystes Afdeling Q af en central kollegas død og af et desperat forsøg på at forhindre en indesluttet og vanvittig drengs kompromisløse og morderiske handling. I kampen for at redde menneskeliv og få løst Assads traumatiske dilemma kastes Carl Mørck og resten af Afdeling Q direkte ind i stormens øje, hvor ingen bliver skånet for at tage drastiske beslutninger og for at handle med alle til rådighed stående midler. 

Foto: Tine Harden
TOP  ▲
Nyhed
Offer 2117
Offer 2117 er ottende bind i Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q.
I over ti år har Carl Mørck opklaret vanskelige sager sammen med Assad – men hvem er Assad egentlig? Hvor har han lært alt det han Læs mere
Flaskepost fra P
I Skotlands yderste ende, helt oppe på politistationen i Wick, havde en ridset flaske stået i ganske, ganske lang tid. Ingen tog notits af den, og ingen bemærkede brevet indeni. Derfor undrede Læs mere
Fasandræberne
Fasandræberne er andet bind i Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q.
Sammen med sin assistent Assad begynder Carl Mørck at efterforske en sag, der trækker spor fra den usle posedame Kimmie til tre Læs mere
Kvinden i buret
Kvinden i buret er første bog i Jussi Adler-Olsens populære serie om Afdeling Q.

En smuk vinterdag forsvinder den unge, fremadstormende folketingspolitiker Merete Lynggaard sporløst. Medierne Læs mere
Marco Effekten
Marco Effekten er femte bind i Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q.
Carl Mørck, Assad og Rose bliver hvirvlet ind i en dødsensfarlig sag, som trækker tråde til korruption i bankverdenen, svindel Læs mere
Journal 64
Journal 64 er fjerde bind i Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q.
Misbrug, tvang og svigt var hverdagskost på den lille ø, hvortil danske kvinder blev deporteret og overladt til deres oppasseres Læs mere