JEG ER SELV EN VÆRRE BANGEBUKS

Julie Hastrup er kendt for at være kvinden bag nogle af danmarks mest uhyggelige og barske krimier, der ikke giver læseren et øjebliks ro. Men hvor kommer det fra, og hvordan har hun det selv med uhygge? Det ser vi nærmere på her.

Af Helle Skov Wacher

Når skrivegruppen tager på tur med overnatning på Rabarbergården, er krimiforfatter Julie Hastrup den, som ligger vågen om natten og passer på de andre. En seriemorder kunne jo stå klar uden for døren, eller der kunne stå nogen i mørket udenfor og kigge ind. Og værst er lyden af en gren, der sender en skrækindjagende lyd ind i værelset, når den rammer ruden.

Julie Hastrup kan om nogen finde på ting, man kan være bange for, og hun bruger flittigt løs af de klassiske skræmmemidler, når hun skriver sine krimier med Rebekka Holm i hovedrollen. Hastrups nye bog, Mirakelmanden, er så fuld af uhygge og gru, at man som læser bare må følge med i det hæsblæsende tempo – med lyset tændt.

Dissekering af dukker

Men hvor kommer denne fascination af uhygge og en god krimi fra? Kimen blev lagt fra barnsben af, fortæller hun.

”Som lille blev jeg ofte passet af min mormor, der elskede at sidde med mig i sofaen og tale om de forfærdelige ting, der skete. Børn, der blev dræbt, hvilke spor havde politiet at gå efter; hvor mon pigen var på vej hen, da hun blev taget, etc.”

Mormoren viste også fireårige Julie gyserfilmen ’Vindeltrappen’. Julie lovede, at hun ikke ville være bange. Det var hun! Og til hun var langt op i 20’erne, drømte hun om morderens store øje, der fyldte skærmen, hver gang han sprang frem for at dræbe en kvinde. ”Min mormor elskede spænding, drama og det farlige. for eksempel skulle vi have en peberbøsse med i seng, så vi kunne forsvare os, og vi skubbede hendes store, tunge javanesiske chatol hen foran hoveddøren, så vi kunne høre, hvis nogen brød ind, mens vi sov. ” Da Julie Hastrup blev seks år gammel, fik hun et ægte skalpelsæt af sin mormors kæreste, der var neurokirurg. Julies mor skulle nemlig have foretaget et kejsersnit, så de mente, at det var en god ide, at Julie også lærte det.

”Vi tog alle mine dukker ind på spisebordet, og så var det bare om at gå i gang. I dag ville man jo aldrig gøre det på den måde, men jeg elskede at være hos min mormor og lave disse ting.”

Klar til kamp

Skrækken blandet med fascinationen af det mørke har altid fulgt den nu 48-årige forfatter. Også da hun var ung, hvor hun godt kunne være angst på mørke eller øde steder. Da hun boede i Aarhus boede der af en eller anden grund ikke andre i ejendommen, så om natten satte hun flasker i vinduerne, så hun kunne høre, hvis nogen brød ind, og hun lagde en kniv ved siden af sengen, så hun var forberedt. Senere flyttede Julie Hastrup til Valbygårdsvej i København (hvor krimiernes hovedperson Rebekka Holm også bor).

”Vejen var så lang og mørk, og det skræmte mig så meget, at jeg altid havde nøgleknippet klar til kamp i hånden. Jeg kan godt grine af det i dag, men det fyldte meget.”

Julie Hastrup ser det som en gave at kunne fornemme stemninger, steder og personer så stærkt. Det gør, at hun kan skrive historier.

”Der kører altid en film i mit hoved om noget, hvor jeg forestiller mig det, der sker mellem mennesker og mellem linjerne – mest det morbide og makabre. Jeg er rigtig god til at se det uhyggelige i det hyggelige. I ligusterhækken, i parcelhuskvarteret eller i det lille anlæg,” fortæller hun.

Ikke desto mindre er Julie Hastrup ifølge hende selv ’en værre bangebuks’, der er omhyggelig med at undgå det farlige i verden.

”Jeg har så vild en fantasi og forestillingsevne, at når jeg sidder et uhyggeligt sted, så hamrer mit hjerte derudaf, og jeg kan ikke koncentrere mig om noget. Så når jeg skriver for mig selv, er jeg nødt til at have trygge rammer. Jeg skal have mine to katte, min hund, min familie og faste rammer, for ellers er jeg simpelthen for ineffektiv.”

Ulykkerne kom væltende

Men trygge rammer kan rystes, og desværre har der det sidste år været masser af uhygge i forfatterens eget liv. Et fald førte til et knust håndled, der dels var utrolig smertefuldt, og dels krævede komplicerede operationer.

”Samme år blev vi hårdt ramt af sygdom i nærmeste familie, min søn blev udsat for et modbydeligt, umotiveret overfald, og jeg selv fik konstateret modermærkekræft. Jeg er heldigvis erklæret så helbredt, som man kan blive, for den forfærdelige sygdom nu, men det har været hårdt, og det sætter alt i perspektiv.”

Forløbet lærte Julie på den hårdeste måde, at man må bære sin skæbne og integrere det, der sker i ens verden.

”Jeg kunne jo ikke ændre virkeligheden, så jeg har hele tiden forsøgt at sige til mig selv, at når nu det er… hvad kan jeg så bruge det til? I stedet for at gemme mig ned under dynen har jeg valgt at skrive på den sårbarhed, jeg altid har haft, men som selvfølgelig fylder mere – jeg er mere hudløs nu. Som forfatter kan jeg bruge den sårbarhed, og det er en gave, når det nu skal være,” siger Julie Hastrup, der har den overbevisning, at vi aldrig kan hvile på laurbærrene.

”Man må indstille sig på, at intet varer ved – hverken det gode eller det onde. Det er en del af livet. Det har været et hårdt år og stressende at skrive bogen, men skrivningen giver mig også mulighed for et frirum, hvor jeg kan researche og fordybe mig, og jeg elsker den fase, hvor jeg kan digte og finde på. Hvor jeg kan gå og dagdrømme, skrive i øst og vest og lade mig inspirere alle vegne.” Ideelt set vil hun udgive en krimi knapt hvert halvandet år, men det er nok en smule optimistisk, indrømmer hun.

”Ting tager tid, og gode bøger skal have lov at udvikle sig. Livet indhentede mig denne gang, så processen blev rykket en smule. Vi kan jo alle komme ud for forfærdelige ting, men summen af det, der ramte mig på en gang, var lige heftig nok. Men nu er bogen her, og det er jeg lykkelig for.”

Og Rebekka Holm kommer vi heldigvis til at høre meget mere til også efter Mirakelmanden. ”Ja, så længe det er sjovt at skrive om hende, og så længe det giver mening, skal vi følge Rebekka på hendes vej,” lover Julie Hastrup, og derfor skal hun nok også snart igen en tur til Rabarbergården med sin skrivegruppe. Med låst dør!