Q&A Jesper Wung-Sung: ’Kvinde set fra ryggen’
Ida er kvinden set fra ryggen. Hvem er hun, og hvorfor har du valgt at skrive om hende?
Jeg har skrevet om Ida, fordi det – trods forskellige afvigelser og kunstneriske friheder – altid er hende, som er modellen på Vilhelm Hammershøis ikoniske malerier. Den enlige kvinde i et rum. Selv mennesker, der ikke går op i billedkunst, genkender disse værker. Det er de dyreste danske malerier. De hænger på de fineste museer i verden. Alligevel ved vi ikke, hvem hun er. Det ville jeg finde ud af. Jeg ville fortælle denne rygvendte kvindes historie.
Ida Ilsted er født og opvokset i Stubbekøbing på Falster, som datter af en købmand og en psykisk syg mor. Hendes storebror, Peter, er kunstmaler, og det er ham, der tager Vilhelm med hjem til Stubbekøbing den sommer, der ender med Ida og Vilhelms forlovelse. Ida er en ung, køn og livfuld pige med humoristisk sans, men samtidig temperamentsfuld og udstyret med et skrøbeligt sind, der delvist er resultatet af livet med moren og sorgen over en brors tidlige død af difteritis. Med dette i bagagen træder Ida ind i en ukendt verden ved maleren Vilhelm Hammershøis side.
Hvorfor er Hammershøi og blikket på hans tid relevant?
For det første fordi Hammershøi er en af de største danske kunstnere of all time. Ude i verden er han måske den mest kendte kunstner efter H.C. Andersen. Hans popularitet har længe været støt stigende, hvilket også afspejler sig i priserne på hans værker. Dette skyldes utvivlsomt, at Hammershøi er tidløs. Det er den anden årsag til hans store relevans: Hammershøi lever i en brydningstid, og han er med til at frigøre maleriet fra at være enten blot moralsk opbyggelige skilderier eller socialhistoriske dokumenter. I hans værker er der et andet, et eviggyldigt, eksistentielt udgangspunkt. Det er derfor, de siger os noget i dag. Vi kan læse os selv eller den menneskelige tilværelse ind i billedet af den enlige kvinde i rummet. Hans malerier rører vores sjæl.
Endelig var Hammershøi meget moderne i sin livsførelse. Både i sin karriereplanlægning, der blev iværksat af moren fra hans fødsel, og i den måde han indrettede sig på. I en tid hvor andre gik rundt i overfyldte klunkehjem, boede Vilhelm og Ida minimalistisk - mere end 100 år, før det kom på mode!
Hvordan kan du genkende dig selv i kunstneren?
Forskellen er, at Vilhelm Hammershøi er et geni, og at hans dedikation til maleriet er absolut. Ligheden er, at jeg genkender den dér totale besættelse af kunsten. Dette med at stå op til en ny dag med ét formål: at skrive. Det med at være ægte, opslugt, ja, lykkelig i det rum, hvori kunsten skabes. På den måde løber der et parallelt selvbiografisk spor gennem romanen, der handler om mit eget liv. Bogen har en snert af poetik. At det er sådan, jeg anskuer det at skabe kunst på. En opskrift der i sidste ende kan koges ned til: et livslangt, dedikeret arbejde, hvor det meste andet må vige for bøgerne. Men også i relation til mit parforhold. Hvor jeg kaster et indirekte blik på min kones liv med mig. Hvordan det må være at leve sammen en forfatter, der er besat af at skrive. Som hele tiden går ind i et rum, hvor der kun er plads til kunsten. Gennem denne roman forsøger jeg at se og anerkende hendes liv, indsats og tilstedeværelse.
Du har foretaget en omfattende research: Hvordan har du grebet det an?
Jeg lagde ud med at læse alt, der er skrevet om Vilhelm Hammershøi. Da jeg læste det igennem anden og tredje gang, fik jeg en fornemmelse for afgørende punkter, huller og spring i Vilhelms liv og samliv med Ida. Jeg læste også de breve fra parret, der er bevaret, morens scrapbøger over Vilhelms karriere, og jeg var især optaget af Peter Ilsteds – altså Idas bror – rejsebreve, der sagde meget om forholdene i barndomshjemmet. De værker, jeg skriver, er baseret på empati, altså et forsøg på indlevelse i personerne. Her er det afgørende for mig at mærke deres fysiske tilstedeværelse på en lokalitet, og hvad denne lokalitet eventuelt gør ved dem. Derfor har jeg undervejs rejst i Idas fodspor. Længe før jeg skrev første sætning, tog jeg til Stubbekøbing for at se hendes barndomshjem, følge hendes rute rundt i byen og for eksempel mærke på egen krop, hvor mange skridt der er ned til havnen, hvor smal og stejl vejen er og så videre. Jeg tog til Oringe, hvor moren var indlagt. Jeg har opsøgt mange af de forskellige steder, som de har besøgt eller opholdt sig. For på grundlag af en ydre, faktuelt viden om Ida forhåbentlig også at kunne krybe ind under huden på hende.
Hvad vil du gerne have, at læseren tager med fra bogen?
Jeg vil først og fremmest gerne have, at læseren ser Ida som menneske. Anerkender hendes eksistens og forstår, hvor meget hun faktisk har betydet for den store Vilhelm Hammershøi. Det er en kærlighedshistorie, og den er smuk i al sin skævhed. Ida og Vilhelm bliver uundværlige for hinanden.
Det håber jeg også vil give læseren anledning til at reflektere over sit eget liv. De valg vi alle træffer på baggrund af en masse tilfældigheder, og især hvordan vi indgår i et parforhold. Det, der trækker os væk fra hinanden og det, der binder os sammen. Vores blik på hinanden og roller i parforholdet. At læseren tør tumle med tanker om kærlighed, skæbne og de mange skikkelser en lang, måske endda livslang samhørighed kan komme i. Det er jo kun sådan, at vi kan forstå os selv og for eksempel det menneske, vi lever sammen med.