En blodprop i hjertet gav inspiration til Playground
Interview af Christina Ove Holm
Den nye roman Playground, skrevet af det svenske forfatterpar Lars Kepler alias Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril, er en tempofyldt fortælling om, hvor tæt man tør gå på døden for at redde sit eget barn. Her fortæller forfatterparret, der har solgt fem millioner bøger verden over, om arbejdet og tankerne bag bogen.
I tusinder af år har folk, der er vendt tilbage fra døden, talt om fremmede steder og mørke vande – i Kina kaldes den anden side for ”de gule kilder”.
Netop den anden side, altså det, der venter os, når vi dør, har optaget det svenske forfatterpar Lars Kepler så meget, at de har skrevet thrilleren Playground om det.
Hovedpersonen i bogen, Jasmin Pascal-Anderson, leder en lille kommandogruppe under en NATO-indsats i det nordlige Kosovo. Gruppen falder i baghold, to af hendes mænd bliver dræbt, og Jasmin bliver selv så alvorligt såret af skud, at hendes hjerte står stille i næsten to minutter. Da hun kommer til bevidsthed igen på hospitalet, er hun overbevist om, at hun har set, hvad der venter os, når vi dør. Det er et uhyre voldeligt sted og meget farligere, end noget andet, hun har oplevet. Senere i bogen er Jasmin og hendes fem-årige søn involveret i en alvorlig bilulykke, og hendes søn bliver livsfarligt såret. Det stiller Jasmin i en uhyre vanskelig situation. Hun ved, at hendes søn ikke kan klare sig i det dødsrige, hun har oplevet, og hun må gøre op med sig selv, hvor tæt
hun vil gå på døden for at redde ham.
En blodprop i hjertet
”Vi fi k ideen til fortællingen for nogle år siden, da Alexanders far fi k foretaget en bypassoperation. Da han skulle vækkes af narkosen, fik han en blodprop i hjertet, og det stod stille i flere minutter. Da han vendte tilbage til livet, var han forandret. Lægen kaldte det en psykotisk konfusion – en form for psykose. Han fortalte, at han havde været et andet sted, et sted, som for ham, var den virkelige verden. Han talte om store, mørke vande og skibe. Han talte om, at Alexander netop havde besejret den japanske flåde og afgjort krigen. Han var meget optaget af det. Der gik nogle uger, før det gik op for ham, at lægerne mente, han var psykotisk. Modvilligt lærte han sig at skelne mellem de to verdener og holdt op med at påstå, at Alexander havde besejret den japanske flåde”, fortæller Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril.Da Alexanders far døde kort før jul i 2013, kom alt det han havde fortalt tilbage til forfatterparret. Tanken om den verden, han troede, han havde set, tanken om, at den måske virkelig er der, gav dem idéen til
plottet i bogen.
”Med Playground følte vi, at vi havde fået en idé, som var stærk og unik, som vi var tvunget til at følge hele vejen, og vi tror, at læserne vil få en spændende og anderledes oplevelse. Forhåbentlig kan bogen også være en påmindelse om livets værdi, at det er nu, vi lever, og at lige netop dét er jo helt fantastisk”.
Den evige gåde
Men hvad er det, der fascinerer Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril ved det, der venter, på den anden side af livet?”Døden er på sin vis menneskehedens evige gåde. Døden er ubegribelig, og vi mennesker har altid forsøgt at forstå den. Men vores udgangspunkt i Playground er, at hvis vi mennesker virkelig kommer et sted hen efter døden, hvis vi fortsat er individer, så findes volden og ondskaben stadig”.
I arbejdet med at skrive Playground har Alexander Ahndoril og Alexandra Coelho Ahndoril foretaget et omfattende researcharbejde, som har lært dem, hvad der sker, når hjertet standser. De lærte også, at der findes et middel mod hjertearytmi, som man kan overdosere med og dermed fremkalde hjertestop. En viden, som de har
brugt til elementer i bogen.
”Der findes videnskabelige teorier om, at hjernen reagerer med panik, når hjertet er på vej til at stoppe, hvilket fremkalder underlige billeder og oplevelser, som man ikke har en logisk forklaring på. En svensk professor og nobelprismodtager har fremlagt en teori om, at man går ind i en oplevelse af evigheden i dødsøjeblikket”, forklarer
Alexandra Coelho Ahndoril.
Inspiration fra Terminator
Personerne i Keplers bøger kommer altid let til dem, så snart de har fået en stærk idé til et plot. Det er som om, personerne fødes ud af plottet, forklarer de.”Karakteren Jasmin fascinerede os lige fra det øjeblik, vi skabte hende. Det var interessant at skrive om en kvinde, som bliver tvunget til at blive soldat igen, på trods af at hun har fravalgt livet i uniform. Det viser sig, at det er en stor fordel for Jasmin, at hun tidligere har været soldat”.
Ny Lisbeth Salander?
”Ha, ha ja, der er da visse ligheder. Lisbeth Salander er en fantastisk karakter og præcis som Jasmin, er hun stærk i sin overbevisning, samtidig med at hun er fuld af menneskelige svagheder og brister. Men faktisk tænkte vi en hel del på Sarah Connor i Terminator-filmene, da vi skrev. Folk mener, at Sarah Connor er gal, men hun bliver ved med at kæmpe, fordi hun ved, at hun har ret”.Playground udkom i Sverige i oktober 2015 og har allerede solgt over 130.000 eksemplarer i hjemlandet. Ifølge Alexander og Alexandra har nogle af deres hardcore-fans, som bare vil have en god kriminalhistorie, haft det svært med Playground, men heldigvis, og som salgstallene viser, har de også mødt en stor skare læsere, der elsker den nye roman.
”De, som, uden fordomme, bare har kastet sig ind i bogen, har været vældigt positive og vil have mere i samme genre. Forudsætningen er selvfølgelig, at man forstår, at bogen ikke er en traditionel krimi men et psykologisk drama. Gør man det, kommer man på en rejse, man ikke har været på tidligere, når man læser bogen. Men man skal være forberedt på at åbne sit sind for at kunne følge med”, slutter de.