Skæbner på yderste spids fascinerer


Interview af Camilla Wahlgreen


Elsebeth Egholm er ikke færdig med at udforske krimigenren og de muligheder, den giver for både at underholde og vække til eftertanke.  Hun skræller lagene af sine karakterer et for et, og det holder aldrig op med at fascinere hende.

Dødvægt er krimi og kærlighedshistorie i et. Dicte Svendsen bliver kastet ud i sit livs valg. Hun og hendes kæreste Bo ankommer til Malta sammen med fem af Bos fotoelever her i blandt den smukke og dygtige Natasha.

Midt i stormen kæntrer en flygtningebåd fra Libyen, og færgen forsøger at hjælpe de druknende afrikanere i sikkerhed. Mellem de kæmpende og de døde får Natasha øje på kontrasten: liget af en hvid kvinde.

Dicte og Natasha opsøger efterforsker Jack Spiteri på politistationen i Victoria. Han tager sagen alvorligt. Det gør hans chef ikke. Natasha og Bo kører ud sammen, men kommer ikke hjem igen. Natashas lig bliver fundet for foden af klipperne, men Bo er sporløst forsvundet.

Dicte er i chok. Men midt i sorgen og chokket, er hun også dybt tiltrukket af Jack Spiteri. Sammen og hver for sig forsøger de at optrevle mysteriet om Natashas død og den hvide kvinde i bølgerne, mens eftersøgningen af Bo sættes på turbo.

Alvorlige, men højaktuelle temaer
Dødvægt har et gennemgående tema om ulighed og om, hvor priviligerede vi er i den vestlige verden. Uligheden viser sig ved kontrasten mellem de afrikanske flygtninge, der dør i bølgerne, og det hvide lig, der bliver sat fokus på i efterforskningen. Den viser sig i, at Dicte kan rejse ud og være nysgerrig og opklare drab og forelske sig i en anden mand. Men hun har friheden til at rejse hjem igen, når hun vil. Det er en luksus, som bl.a. afrikanerne i bogen ikke har.

Et andet tema handler om alt det, vi har med, og som udgør vores identitet og vores følelse af at høre til. Det viser sig i Dictes fascination af den Gozitanske kultur, hvor familie og religion spiller en stor rolle. Hjemme i Danmark har Dicte selv forkastet religionen, og hendes familieforhold er mildt sagt spegede. Det handler om, at naboens græs er grønnere. Men det handler også om den proces, Dicte skal igennem for at indse, at idyl og lykkelige familier er lige så sjældne ude som hjemme.

Og endelig er et tredje tema korruption og afpresning, som måske er en fastere del af repertoiret i syd på end hos os i de mere retlinede nordeuropæiske områder. Jack Spiteri, som har været gift med en svensk kvinde, forsøger at holde sin sti ren. Men selv han har gjort sig sårbar ved at have et forhold til en kollegas kone, og da han modtager et afpresningsbrev, må han kæmpe sin helt egen kamp for at bevise over for sig selv, at han er bedre end som så.

Fra Aarhus til Gozo
Der skulle ske noget nyt med Dicte i denne omgang. ”Jeg har hidtil hævdet, at detektiven fungerer bedst hjemme i sit eget miljø. Men på et tidspunkt opstår der nok også en nysgerrighed for at se, hvordan hun kunne klare sig ude på dybt vand” fortæller Elsebeth Egholm. ”Dicte skulle helt derud, hvor hun ingen af de faste allierede har. Ingen Wagner. Ingen Anne og Ida Marie. Ingen Bo. Hun har kun sig selv, i en fremmed kultur og et land, hvor der er venstrekørsel, og hvor den ene by til forveksling ligner den anden. Europa, men dog så forskelligt i kultur fra vores hjørne af verden. Oveni det hele, skulle hun også ryge ind i en forelskelse af dimensioner og derved stå i det evige dilemma: skal hun følge sit hjerte, eller skal hun følge fornuften og det, hun kender og holder af”.

Sceneskiftet har både gjort skriveprocessen sværere og nemmere for Elsebeth Egholm. ”Jeg tror aldrig, jeg har redigeret så kraftigt og så gennemgribende som her. Det har været et frisk pust af inspiration for mig at sende Dicte til Gozo, men det er også nyt territorium. Jeg har kæmpet med det faktum, at hun er meget alene med sig selv i bogen. Det har heller ikke været let at skildre forelskelsen i Jack Spiteri og samtidig stadig holde fast i Dictes loyalitet over for og kærlighed til Bo. Og så har jeg som altid rodet mig ud i et plot, der har krævet al min koncentration og holden tungen lige i munden”, siger Elsebeth Egholm. ”Jack er et bekendtskab, som jeg synes, læserne godt kan glæde sig til, og jeg kunne godt overveje at vende tilbage til ham i en anden bog”.

Dicte er aldrig helt lykkelig
En af årsagerne til, at læserne holder af Dicte, er, fordi hun både er en, man kan identificere sig med og samtidig være fascineret af. På mange måder ligner hun en helt almindelig moderne dansk kvinde med uddannelse, arbejde, skilsmisse, børn og venskaber og kæreste i sit liv. På den anden side er der også en ualmindelig del af Dicte: hendes opvækst i et strengt Jehovas Vidner-hjem og det faktum, at hun har givet et spædbarn bort til adoption som sekstenårig. ”Der er altid en sten, der gnaver i Dictes sko; hun er aldrig helt lykkelig, men hun synker ikke ned i selvmedlidenhed, og hun opgiver ikke. Hun er en fighter, der kæmper for sandheden og for retfærdigheden i ofrenes og de svages tjeneste.  I processen sætter hun sig selv på spil, for det er helt derude på spidsen, at hun kan overdøve al den smerte, der er en del af hende”, siger Elsebeth Egholm om sin hovedperson. ”Dicte er langt fra perfekt. Men hun gør sit bedste for at kæmpe for det, hun tror på. Jeg tror, at det miks gør hende til en person, mange læsere gerne vil følge”.

Når menneskeskæbner blottes
Krimigenren er den perfekte genre til både at underholde med en spændende historie og en gåde, som læserne kan gætte med på – og samtidig dykke ned i noget substans, der handler om, hvorfor vi mennesker gør, som vi gør. Drabet er den ultimative forbrydelse, og i dets kølvand følger menneskeskæbner, som er sat på spidsen. ”Når nogen bliver puffet helt hen til kanten, møder vi deres sande karakter, og det fascinerer mig. Det gælder både for de politifok, der kæmper for at opklare forbrydelsen, for de pårørende, for vidner og for ofre og gerningsmænd. Jeg synes, jeg i krimigenren får en unik mulighed for at skrælle lagene af personerne et efter et, og det er vel egentlig det, der interesserer mig mest”.  
 
FAKTA ELSEBETH EGHOLM
Elsebeth Egholm (f. 1960) debuterede i 1999 med De frie kvinders klub og har siden udgivet en lang række romaner. Første bind om Dicte Svendsen, Skjulte fejl og mangler, udkom i 2001, og Dødvægt er den 9. bog i serien. Elsebeth Egholm er blandt Danmarks mest læste forfa­ttere, og hendes forfa­tterskab er solgt til udgivelse i flere lande, bl.a. Sverige, Norge, Holland, Italien, Frankrig og England.