’Ilden’ forener alvor og humor, så den menneskelige komedie fremstår med et - ja, netop - menneskeligt ansigt. Det er som sagt fremragende gjort.
’Ilden’ forener alvor og humor, så den menneskelige komedie fremstår med et - ja, netop - menneskeligt ansigt. Det er som sagt fremragende gjort.
Guldager styrer sproget, der på samme tid er poetisk og præcist, og man kan kun begræde, at serien nu er slut.
Til jer, der endnu ikke kender Køge-krøniken, skal der lyde en kæmpe opfordring: Skaf ’Ulven’, ’Lille hjerte’, ’Den ny tid’, ’Peters død’ og ’Bror og søster’ og læs og læs – og glæd jer til ’Ilden’, der er et flot og vemodigt farvel.
Næste gang man har et overskud til litteratur, bør man købe eller låne Guldagers seks bind og bare gå i gang. Den er samtidshistorie og dansk skønlitteratur i en smuk blanding af socialrealisme og magisk realisme. Fantastisk.
Tak for turen gennem 50 års danmarkshistorie og levet hverdagsliv. Det var en fornøjelse at rejse med.
I sjette og foreløbig sidste bind i Katrine Marie Guldagers overbevisende og originale Køge-krønike kan man nikke genkendende til traditioner, magtforhold og familiens anatomi.
Katrine Marie Guldagers projekt er ambitiøst, og det kalder i sig selv på anerkendelse og respekt.
Ilden er fantastisk velskrevet og en meget levende beskrivelse af en familie og dens medlemmer. Det her er mennesker, der kunne være du og jeg. Følelser, episoder og handlinger er let genkendelige, og yderst lette at relatere til.
Det her er altså super godt, det er en mustread.
Katrine Marie Guldager afslutter sin krønike om en familie i Køge i stram stil og med et godt blik for de arketypiske konflikter mellem søskende.
At Guldagers krønike med sine seks bind er en litterær maraton-bedrift, kan der ikke herske tvivl om.
Bind 6 er ligeså sprudlende i sit sprog, ligeså springende i tid og sted og alligevel ligeså sammenhængende og ligeså medrivende som de fem første bind.
Til Guldagers stilistisk charmerende koketteri hører også besjælingerne, som sætter ind for fuld udblæsning på romanens første sider, hvor vi hører om solen, der som »en adelig dame« giver sig god tid, inden den står op over Køge, og om det håndlavede svenske glas, der står i skabet og føler sig
finere end de andre, ret som om vi befandt os i et eventyr af H. C. Andersen.
Læs mere
Det er en rig krønike, Guldager her har lavet til os. Jeg kan godt huske efterkrigstiden og årene, der fulgte, som Guldager skærer ud i pap for os, jeg har nydt hver eneste bog – ikke mindst denne.
Køge-krøniken er en flot bedrift, et seksfoldigt stykke litterær realisme, som nok fælder en hård dom over menneskelig utilstrækkelighed og selvtilstrækkelighed, men også viser en forsonende tro på, at vi rent faktisk kan kaste møllestenen af os.