Humans of Politikens Forlag

Navn: Berit Lund                                                                                                             
Stilling: Webmaster


Hvad består dit daglige arbejde i:
Jeg har det daglige ansvar for drift, vedligeholdelse og udvikling af forlagets hjemmeside, som jeg også var med til at udvikle for to år siden. Derudover er jeg den, der sender alle vores nyhedsbreve ud til vores forskellige lister (du kan jo lige skrive dig op her: http://www.politikensforlag.dk/newsletter/subscribe/) og så er jeg ofte hende der står bag kameraet og filmer vores forfattere op til udgivelsen, som et led i den digitale markedsføring.

Fritidsbeskæftigelse:
Jeg læser og læser og læser. Der er så mange gode udgivelser dette forår, som jeg meget gerne vil læse, og helst samtidig og helst lige nu. Og det foregår på min Kindle, på min telefon (i en speed reading app, der hedder Readme! hvor jeg kan læse så hurtigt, at jeg kan fordoble antal ord i minuttet, uden at blive træt og uden at miste forståelsen), og så af og til i den gammelkendte papirbog. Jeg løber også ret meget, og lever i øvrigt et helt almindeligt liv med børn og dagligdagspres, som jeg nogle gange afslutter med en serie på Netflix indtaget på langs i sofaen.

Yndlingsbog:
Jeg er meget glad for Frihed af Jonathan Franzen og Stillidsen af Donna Tartt. Og så elsker jeg simpelthen Jesper Steins serie om Axel Steen. Især Bye bye Blackbird og Aisha er nok de bedste krimier, jeg nogensinde har læst.

Yndlingsforfatter:
Ham jeg har læst mest af og har været gladest for i længst tid er Paul Auster. Jeg er så glad for ham og hans kone, at jeg engang stod i kø til en autograf, som jeg fik med guldtusch på min første Kindle.

Den første bog, du har minder fra:
Mio min Mio har altid været min yndlingsbørnebog og er en af de første bøger, der har hængt fast i min hukommelse.

Det bedste ved Politikens Forlag:
Her er en fantastisk stemning, og en fælles glæde ved bøgerne og forfatterne. Mange af os læser vores udgivelser inden de er udkommet og så bliver der diskuteret plot og handling som i en bedre læseklub. Og så er det generelt et meget festligt forlag der elsker sjov, og vi har heldigvis haft meget at fejre de sidste par år, med en lind strøm af priser til vores forfattere. Og så er der heldigvis god plads til nye idéer og udvikling.

Din mest mindeværdige oplevelse på Politikens Forlag:
De gange vi har vundet store priser som De Gyldne Laurbær, Marthaprisen og Cavling har været så sjovt, og så er det altid fantastisk at være på Bogforum.

Bedste åbning i en bog:
’Det første jeg tænker på er sne’ i Ida Jessens bog Det første jeg tænker på fra 2006. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg glemmer aldrig den sætning og den stemning jeg kom i helt akut, da jeg begyndte at læse bogen for mange år siden.

Hvilke kommende udgivelse ser du mest frem til?
Jeg glæder mig til at læse Forberedelse til næste liv af Atticus Lish, Klog er noget man øver sig på af Sofie Münster, Nærvær af Chris Minh Doky, og Ofrene af Morten Brask.  

Den bedste bog du har læst i år:
Noget om Grace af Anthony Doerr, Aisha af Jesper Stein og Orkansæsonen og stilheden af Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Hvilken litteratur vil du gerne have mere af:
Store amerikanske fortællinger, tak.