Mød forfatteren bag pseudonymet Elena Ferrante

Verden over har den italienske forfatter Elena Ferrante vundet både læserne og anmeldernes hjerter med Napoli-romanserien. De fire bøger, der følger veninderne Elena og Lila gennem et langt liv, er blandt de seneste års største internationale bestsellere. Alle taler om Elena Ferrante – men ingen ved, hvem hun er.

I bogen Frantumaglia får vi dog lov til at kigge med i skrivebordsskufferne hos den populære forfatter. Bogen er en samling af breve, essays og interviews, som Ferrante har skrevet gennem de sidste tyve år. Her fortæller hun åbent om, hvorfor hun har valgt at træde om bag sine romaner og være anonym. Om bøgerne, filmatiseringerne og skriveblokeringer. Om Italien, moderskab, feminisme og kærlighed. Og om et liv i ordene.

Herunder kan du læse et uddrag af et brev, hun skrev til sin italienske forlægger i forbindelse med udgivelsen af debutromanen Besværende kærlighed – samt et udpluk af spørgsmål fra interviews, som Elena Ferrante har besvaret skriftligt.

Teksterne er fra bogen Frantumaglia.
 

---

Brev fra Elena Ferrante

Kære Sandra

Under det sidste møde med dig og din mand spurgte du mig hvad jeg har tænkt mig at gøre for at promovere Besværende kærlighed.

(…)

Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget som helst for Besværende kærlighed da den slags kan medføre offentlig interesse for min person. Jeg har allerede gjort nok for denne lange historie: Jeg skrev den. Hvis bogen er noget værd, burde det være tilstrækkeligt. Jeg vil ikke deltage i diskussioner og konferencer hvis jeg bliver inviteret. Jeg vil ikke modtage priser hvis en eller anden bliver mig tilbudt. Jeg vil aldrig promovere bogen, især ikke på tv, hverken i Italien eller, hvis det skulle komme på tale, i udlandet. Jeg vil kun interviewes skriftligt, og selv det vil jeg helst begrænse til et absolut minimum.

(…)

Det er mit håb at jeg ikke bliver tvunget til at ændre mening. Jeg forstår at denne beslutning kan skabe visse vanskeligheder for forlaget. Jeg har stor respekt for jeres arbejde, jeg kom straks til at sætte pris på jer begge to, og jeg vil ikke skabe problemer for jer. Hvis I ikke længere har lyst til at støtte mig, så sig det ligeud, det vil jeg forstå. Udgivelsen af denne bog er ikke spor nødvendig for mig.

Det er, som I ved, meget vanskeligt for mig at forklare alle grundene til min beslutning. Jeg vil blot betro jer at det drejer sig om et lille væddemål med mig selv og min overbevisning. Når bøger først er skrevet, tror jeg ikke at de har brug for deres forfattere længere. Hvis de har noget at fortælle, finder de før eller senere deres læsere; hvis ikke, finder de dem ikke.

(…)

Er det i øvrigt ikke rigtigt at promovering koster? Jeg bliver forlagets billigste forfatter. Jeg vil endda spare jer for min tilstedeværelse.

Stort knus

Elena
 
Den 21. september 1991
 

---

Interviews med Elena Ferrante

Gennem årene har Elena Ferrante givet et fåtal af interviews til internationale medier, og altid skriftligt. Spørgsmålene er blevet sendt via hendes italienske forlægger og besvaret via e-mail. Herunder følger uddrag fra et par af Ferrantes interviews.
 

Donadio:

Hvordan opstod Napolitetralogien? Havde De forestillet Dem bøgerne som fire klart adskilte romaner fra begyndelsen, eller begyndte De med at skrive Min geniale veninde uden at vide hvor historien ville ende?

Ferrante:

For næsten seks år siden begyndte jeg at skrive en historie om et vanskeligt kvindeligt venskab der kom direkte fra en bog jeg er meget knyttet til, Dukken der blev væk. Jeg troede jeg kunne klare det på cirka hundred, måske hundred og halvtreds sider. I stedet begyndte teksten, utrolig naturligt vil jeg sige, at trække erindringer frem om personer og kvarterer fra barndommen, fortællinger, oplevelser, fantasier, i en sådan grad at nedfældningen fortsatte i årevis.

Fortællingen er altså tænkt og skrevet som en helhed. Opdelingen i fire fyldige bind blev besluttet da det gik op for mig at Lilas og Lenùs historie vanskeligt kunne begrænses til én bog. Jeg har altid vidst hvordan historien skulle ende, og nogle centrale episoder lå fast – Lilas bryllup, ægteskabsbruddet på Ischia, arbejdet på fabrikken, det forsvundne barn – men resten var en overraskende og krævende gave der kom fra den rene glæde ved at fortælle historier.

(…)

Donadio:

Hvordan begyndte De at skrive romaner? Hvilken af Deres bøger anser De for et gennembrud for Deres måde at skrive på og hvorfor?

Ferrante:

Jeg opdagede allerede som barn at jeg elskede at fortælle historier. Det gjorde jeg mundtligt og med en vis succes. I en alder af cirka tretten begyndte jeg at skrive historier, men det at skrive blev ikke en permanent vane før jeg var i tyverne.

Besværende kærlighed var vigtig; jeg havde indtryk af at have fundet den rigtige tone. Det blev bekræftet, efter et stort slid, i Forladte dage og gav mig selvtillid. I dag tror jeg at Min geniale veninde er min vanskeligste og samtidig mest succesfulde bog. At skrive den var som at få chancen til at leve mit liv en ekstra gang. Men jeg tror stadig at den dristigste, mest hasarderede bog er Dukken der blev væk. Hvis jeg ikke havde arbejdet mig igennem den med stor frygt, havde jeg ikke skrevet Min geniale veninde.

(…)

Donadio:

Ud over at være et vidunderligt materiale hvad har Napoli så ellers givet Dem? Hvorfor er det en helt speciel by for Dem?

Ferrante:

Napoli er min by, den by hvor jeg hurtigt, og før jeg var tyve, lærte det bedste og værste af Italien og verden at kende. Jeg råder alle til at komme og bo her, om så bare i nogle få uger. Det er på alle måder en overraskende læretid.

(…)

Donadio:

Hvad er det vigtigste De gerne vil have at Deres læsere skal tage med sig når de har læst Deres bøger?

Ferrante:

At vi kvinder aldrig bør sænke paraderne, selv om vi hele tiden er fristet til det – af kærlighed eller træthed eller sympati eller venlighed. Vi kan på et øjeblik miste alt hvad vi har opnået.
 
– Rachel Donadios interview blev trykt i The New York Times den 9. December 2014 med titlen 'Det at skrive har altid været en svær kamp for mig. Q&A: Elena Ferrante’
 
- - - -

Scateni:

Forladte dage beskriver et frygteligt øjeblik i en kvindes liv, og den gør det med en nøgen oprigtighed især hvad hovedpersonen angår. Tror De at Deres anonymitet var en hjælp?

Ferrante:

Det ved jeg ikke. Jeg har altid haft en tendens til at adskille dagligdagen fra det at skrive. Vi lyver for at holde tilværelsen ud, og vi lyver især over for os selv. Somme tider fortæller vi hinanden smukke historier, somme tider ondskabsfulde løgne. Falskheden beskytter os, mildner lidelser, tillader os at undgå angsten ved at tænke alvorligt over tingene, svækker vor tids rædsler, redder os endda fra os selv. Men når man skriver, er der aldrig brug for at lyve. I den litterære fiktion er det nødvendigt at være oprigtig indtil det uudholdelige når man lider under sidernes tomhed. Det er sandsynligt at det at lave en klar adskillelse mellem det vi er i livet, og det vi er når vi skriver, hjælper med at holde selvcensuren i skak.

Scateni:

Hvorfor har De valgt ikke at blive en offentlig person?

Ferrante:

Af et lidt neurotisk ønske om urørlighed. Arbejdet med at skrive berører alle steder på kroppen. Når bogen er færdig, er det som om man er blevet groft visiteret, og man ønsker ikke andet end at genvinde sin integritet, vende tilbage til at være den person man normalt er hvad angår det man beskæftiger sig med, tanker, sprog og menneskelige relationer. I øvrigt er værket offentligt: I det står alt hvad vi har at sige. Hvem interesserer sig dybest set for den person som har skrevet det? Det essentielle er det færdige arbejde.

– Stefania Scatenis interview blev trykt i den italienske avis L’Unità den 8. september 2002 med titlen ’Elena Ferrante, skrivekunsten og kødet’.
 
- - - -

Skjeldal:

Det ser ud til at folk melder sig syge fra arbejdet for at læse Deres bøger. De går rundt med hovedet i skyerne som om de var dopede; kan jeg måske læse lidt Ferrante mens jeg står i kø herovre? Eller på badeværelset? De glemmer deres børn, de glemmer deres koner. Er De klar over hvilken virkning de har på Deres læsere? Giver det Dem ikke lyst til at lære dem at kende? Rejse rundt og besøge litterære festivaler ligesom andre forfattere?

Ferrante:

Jeg er lykkelig når mine bøger skaber et intenst og varigt forhold til læserne. Jeg tror det beviser at de virkelig ikke har brug for mig længere. Hvis jeg skulle ledsage dem rundt i verden, ville jeg føle mig som de mødre der render i hælene på deres børn selv når de er voksne, og som ved enhver given lejlighed taler på deres vegne eller roser dem på en måde der gør dem flove.

(…)

Skjeldal:

Da jeg fortalte min niårige søn om den bog jeg læser, blev han forundret over at De ikke ønsker at være kendt: Alle vil være berømte, efter hans mening. Hvad siger Deres døtre? Forstår de Deres beslutning?

Ferrante:

Mine døtre og jeg har en gammel pagt: Jeg kan gøre hvad jeg vil, undtagen ting der kunne gøre dem flove. Jeg ved ikke om jeg altid har respekteret vores aftale. De har uden tvivl sat pris på, og gør det stadig, at det er lykkedes mig at beherske ønsket om selvpromovering og tørsten efter succes. For børn er forældre altid en byrde. Men forældre der skaber for meget opmærksomhed om sig selv, er utålelige.

Skjeldal:

Napolitetralogien handler om to piger – siden kvinder – Lila og Elena. Er det forkert hvis jeg tænker at de ikke ville have forstået Deres valg om at være anonym? De drømmer om at komme væk fra Napoli, om at blive rige og berømte – og, om muligt, frie.

Ferrante:

Elena ville sige at hun misundte mit valg, og så ville hun være fortsat ad sin egen vej. Lila ville have fundet det utilstrækkeligt og have bedt mig om holde op med at skrive selv disse svar. Personligt har jeg for længst befriet mig for ønsket om berømmelse. Men jeg er meget lykkelig over den berømmelse Lila og Lenù tilegner sig i læsernes hoveder.

– Gudmund Skjeldals interview blev trykt i Bergens Tidende & Aftenposten under titlen ‘Den briljante Ferrante’ den 2. maj 2015.
 
- - - -
 
ELENA FERRANTE (født i Napoli, Italien) har en universitetsuddannelse i klassisk litteratur og er en af Italiens største samtidsforfattere. Hun debuterede med romanen Besværende kærlighed i 1992, men fik sit internationale gennembrud med Napoli-romanerne.

Napoli-romanerne, der er en episk fortælling om veninderne Elena og Lila og deres venskab gennem et langt liv, har fået en fremragende modtagelse verden over, og herhjemme er vi også ramt af den såkaldte ’Ferrante-feber’. Superlativerne er regnet ned over alle fire bøger, der fået 5 og 6 stjerner eller hjerter og blevet fremhævet for at mestre den sjældne kombination af litterær kvalitet og kommerciel succes.
 
Serien består af de fire bind: Min geniale veninde, Historien om et nyt navn, Dem der flygter og dem der bliver og Det forsvundne barn og udgør en sammenhængende fortælling om tilværelsens mest afgørende korsveje; børn og ægteskab, skilsmisse og tab, tilgivelse og forståelse, og livslange venskaber. Oversat til dansk er derudover romanerne Forladte dage og Dukken der blev væk samt børnebogen Stranden om natten.

Mens flere og flere danske læsere vender den sidste side i romanserien med vemod, kan de glædes over, at veninderne Elena og Lila snart er at opleve på både tv og de skrå brædder. Min geniale veninde er blevet indspillet til en tv-serie på otte afsnit, der forventes at få premiere på HBO Nordic til efteråret 2018, og i foråret 2019 opsætter Odense Teater de fire bøger som teater. 

Fra HBOs filmatisering af Napoli-trilogien