Fortællingen er skrækkelig og alligevel så fascinerende. Selve fortællerstilen hvor vi med det samme fatter sympati for lille Kalle fra sine fattige men trygge kår, der pludselig rives midt over og får en helt anden og barsk verden. Vi kan ikke andet end føle for den lille fortabte dreng.” … ”
Absolut en anbefalelsesværdig bog – men læs den mens du har god tid og forbered dig på en skrækkelig historie på den fantastiske måde!”
Læs mere
Det skærer dybt i hjertet at læse de meget levende beretninger. Jeg bøjer mig i støvet for forfatterens sublime evne til at formidle drengenes dagligdag. Jeg vil derfor, trods gruen, anbefale denne roman på det varmeste, den er vedkommende, velkomponeret og meget tankevækkende. Læs den som en
beretning om fortidens synder på børneområdet, læs den som en livshistorie om en dreng, der ikke var meget anderledes end de er flest. Uagtet tilgangen, bare læs den!
Læs mere
Romanen forarger læseren. Utroligt, at mens velfærdssamfundet udviklede sig i 1960' erne og 1970' erne, og flere og flere fik en masse goder, tillod systemet at behandle nogle unge knægte, som om det var i 1700-1800-tallet.
"Drengen fra Godhavn" er en nødvendig roman.
Ole Tornbjerg skildrer i »Drengen fra Godhavn« hvordan livet på et drengehjem udfolder sig i 1960'ernes Danmark, og det er rystende læsning, ikke mindst fordi romanen bygger på dokumentarisk stof. Konsekvensen af den uhørt stupide og brutale pædagogik hvor fysisk afstraffelse hører til dagens orden
er, at Kalle, og med ham de andre drenge, forkrøbles for altid. Det demonstreres ved at forfatteren, ud over skildringen af Kalles ophold på Godhavn og årene umiddelbart efter, krydsklipper til Kalles liv som voksen i 2005.
Læs mere
En veninde voksede op tæt på Godhavn, og uden forældrene sagde noget, vidste børnene, at Godhavn-drenge skulle man undgå. Bogen giver forklaringen: sex-misbrug, vold og psykofarmaka-forsøg gjorde deres opvækst så rå, at de fleste knækkede helt og døde tidligt. Giv så de overlevende den undskyldning,
Danmark.
Læs mere
Tornbjerg har mange brikker i spil i romanens sidste del, og det er først og fremmest den indlevede børnehjemsskildring, der løfter romanen. Hvordan kunne det ske - og blive ved - i en tid, hvor moderne børnepædagogik var i fremmarch? Romanens svar på det er alt andet end opløftende.
… for der er ingen nåde for de frygtelige pinsler de bliver sendt i. Især første halvdel af bogen gav mig mavepine, og lidt efter lidt fulgte vreden over det uretfærdige helvede disse hjælpeløse dreng er fanget i. … fortællingen om Kalle, der hele vejen holder læseren i et fast spændingsgreb.
Drengen fra Godhavn er fuld af malende detaljer, glade genhør med vendinger og knagende ord fra 1960'erne, og den er fuld af slående scener i mere end én forstand. Hovedpersonen Kalle, og hans kammerater Røde, Klumpfod og så videre, vokser langsomt og levende frem, og man begynder at holde af dem -
og især med dem - ikke mindst i bogens anden og tredje del. Overfor står dem bødlerne, hvis ondskab tårner sig modbydeligt op. Det er et kig ind i en verden, man ikke fatter, var mulig. Desværre er bogen baseret på helt sande mandeskæbner.
Læs mere
Dokumentaristen Ole Tornbjerg skriver klart og vedkommende om grusomhederne på børnehjemmet Godhavn.
Kalles nærmest ufattelige trængsler står lyslevende for læseren. Alt udmales i et klart og vedkommende sprog. Samtidig er persontegningen fin. Ole Tornbjergs ambition stopper imidlertid ikke der.
Han ønsker at tegne et livsbillede af en Godhavnsdreng og folder derfor store dele af Kalles tilværelse ud i en række nedslag, som viser, hvordan den unge og senere modne mand gang på gang løber ind i nederlag, som alle i større eller mindre omfang kan relateres til det tragiske ophold på Godhavn. Vi får også små glimt af, hvordan de mange andre drenge på hjemmet er løbet ind i voldsomme problemer i deres efterfølgende voksenliv.
Ole Tornbjerg har en baggrund som dokumentarist, og man fornemmer overalt i romanen hans professionalisme.
Læs mere
