”Drengen der løb med Gud" er elementært spændende og lineær i sin fortælling, men med utallige forgreninger, der ikke altid afslører sit formål. Alligevel opbygges spændingskurven effektivt, og man æder bogen i et tempo, der kun modsvares af Viktor Hugos konstante næsten vanvittige løbeture.
Der er replikker, der er Bogart og Bacall værdige, glaspaladser, eksotisk, euforiserende plantesaft og en hund, der hedder Gud. Det er denne » indpakning « af de store eksistentielle spørgsmål som frihed, valg, skyld, ansvar og død, som gør romanen til noget særligt, til en overraskende og original
læseoplevelse.
Læs mere
Når »Drengen der løb med Gud« er bedst, er den præcis i sin voldsomhed, rørende i sin skrøbelighed.
Denne roman vækker minder om både King & Koonz, den er dyb, dyster og dramatisk. Sabroe er igen i berøring med den fraværende far og den svigtende mor, men denne gang er det krydret med eventyret om den ensomme dreng, der kæmper mod både mennesker og dyr for at finde i til sandheden - også i ham
selv.
Læs mere
… romanen leverer en god gang spænding og noget at tænke over.
Det er længe siden, jeg har læst sådan barnligt overgivent, for spændingens og uhyggens og den gode histories skyld… Drengen der løb med Gud får den samme langsomme, grundige uhygge til at rejse sig som hos King, så man ikke tør holde op med at læse.