I Drabschefen - nye sager fortæller tidligere drabschef for Københavns Politi, Ove Dahl, om efterforskningsarbejdet ved de mest opsigtsvækkende mord, han har stået i spidsen for at opklare. Han beskriver en række nye sager, der har domineret i medierne, og hvis råhed og brutalitet har gjort et stærkt indtryk på den garvede efterforskningsleder.
I bogen tager Ove Dahl læserne med tæt på den barske virkelighed og giver et unikt indblik i politiets arbejde. Bl.a. fortæller han om opklaringen af drabet på en norsk stewardesse på SAS-hotellet i København, om hue-mordet, hvor en ung mand
bliver slået ihjel på Strøget, fordi han ikke vil af med sin hue og om Amagermand-sagen, hvor en 45-årig familiefar er dømt for syv voldtægter og to mord.
Efter 40 år i politiet ser Ove Dahl tilbage på et arbejde, hvor forbrydelser og drab er hverdagen, og han reflekterer ærligt over sine oplevelser med bl.a. udenlandske kriminelle, åbne landegrænser, bandekrigen og politireformen.