Man skal have et meget hårdt hjerte for ikke at blive berørt af romanens fortælling om at forsøge at opretholde livet under de kz-agtige forhold på Dødens Jernbane … det er jo blandt andet det, romankunsten kan: sætte ord, skæbner og øjebliksbilleder på det, der i historiebøgerne optræder som tørre
tal.
Læs mere
Både Flanagans far og alle de andre, der døde eller næsten døde i mudderet og ligresterne, har fået et smukt monument med ’Den smalle vej til det dybe nord’.
Flanagans kunst er den voldsomt sanselige, nærmest turbulente skrivestil, hvor læseren væltes rundt i følelser og skarp konsekvens, krigsforbrydelser og hudløst ærlige skildringer af kærlighedens pris.
Den er bevægende og grusom og ikke bange for at bruge alle kneb, for at klemme følelser ud af sin læser. Den er kort sagt for meget på mange måder, og det bør man unde sig selv.
Den smalle vej til det dybe nord blev sidste år belønnet med den britiske Booker-pris, og det helt fortjent: Richard Flanagan har skrevet et stærkt og bevægende portræt af en mand præget af krig og kærlighed, og en roman så dristigt fortalt og rystende i sine beskrivelser fra fangelejrene, at den
umiddelbart fortjener en plads på reolen med rigtig god krigslitterat.
Læs mere
Noget af det smukkeste og sørgeligste, jeg længe har læst … jeg kan kun på det allervarmeste anbefale alle at læse denne fremragende, bevægende og grusomme fortælling…
Flanagan har her skrevet et brag af en bog … den er simpelthen et mesterværk.
Flanagans roman er et mesterværk, intet mindre.
Smukt fortalt og enormt bevægende. En klassiker in spe.
Et klassisk stykke litteratur af en forfatter i verdensklasse.
Sønderknusende menneskelig og af en varig kvalitet.
En ufatteligt smuk roman.