Forfatter Leonora Christina Skov er aktuel med Den, der lever stille. En roman om en opvækst med en (nok) psykisk syg mor. Her svarer hun på, hvorfor den SKULLE skrives, og hvordan det er at skrive så nært på sig selv.

 

Hvorfor har du skrevet Den, der lever stille?

Fordi det var den absolut eneste historie, jeg havde lyst til at fortælle, efter min mor døde i 2015. De sidste femten år har jeg skrevet fem romaner om mit eget stof i forklædt form: mødre, der ikke formår at elske deres døtre, og unge, familieløse kvinder, der ankommer tomhændet til nye steder og må skabe sig selv fra grunden. Jeg drømte om at smide forklædningen, men jeg turde ikke. Da jeg sprang ud som homo som 21-årig, truede min mor med at dø, jeg så ikke mine forældre i årevis, og da min mor fik brystkræft, mente hun, at det var min skyld. Jeg frygtede, at hun ville dø af sorg, hvis jeg skrev historien, som den virkelig var, og det vidste jeg ikke, om jeg kunne overleve, så jeg ventede. Gennem årene har jeg løbende nævnt mit svære udspring i medierne, og hver gang har jeg modtaget mails fra folk, der har mistet kontakten med deres familier, ikke har følt sig elsket af deres forældre eller har været udsat for alskens fordømmelser, fordi de er homo-, bi- eller transseksuelle. Min historie fik dem til at føle sig mindre alene, skrev de. Det mindede jeg mig selv om alle de gange, jeg tvivlede på, om jeg kunne skrive bogen færdig.
 

Hvor meget virkelighed er der i romanen?

Jeg havde fra begyndelsen en klar fornemmelse af, at min historie var så stærk i sig selv, at der ikke var nogen grund til at digte, så det har jeg ladet være med. Jeg har skrevet så tæt på mit eget liv, jeg har kunnet komme og brugt folks rigtige navne med mindre der har været tungtvejende grunde til at lade være. En selvbiografi kan være en bog, hvor en kendt eller usædvanlig person fortæller sin historie fra fødslen og frem, eventuelt til en journalist, men det kan også være en roman som min, hvor der har fundet en større kunstnerisk bearbejdning af stoffet sted. Nonfiktion skrevet som fiktion, kan man kalde det. Jeg er jo romanforfatter, så jeg har brugt alle romanens virkemidler: trukket få historier og personer frem og ladet utallige andre ligge, skrevet forløb og dialoger sammen og reduceret hele år til bisætninger for at sikre fremdrift og en stærk hovedhistorie.
 

Hvordan genskabte du minderne fra din opvækst?

Først og fremmest har jeg en virkelig god hukommelse. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke har nogen søskende og voksede op i en isoleret familie, så i mange år var jeg det eneste vidne til min egen historie. Min hukommelse blev mit sikkerhedsnet. Desuden har jeg skrevet flere tusind siders dagbog, fra jeg var syv år til i dag, og det har været en stor hjælp i forhold til at eftertjekke hændelsesforløb og finde tilbage til, hvordan jeg lød som yngre og vredere. Jeg genlæste også en masse gamle korrespondancer og fire romanmanuskripter, jeg skrev, mens jeg boede hjemme. Det har føltes, som om jeg har båret rundt på mange af scenerne og jævnligt har taget dem frem og støvet dem af, så jeg kunne nedskrive dem en dag, og nu kan bogen endelig bære dem for mig. Det er en kæmpe lettelse.
 

Hvordan har processen med bogen været?

Jeg brugte et år på at se min mors anklagende blik for mig uden at kunne skrive en linje. Hun sagde ting som Hvordan kan du så meget som overveje at skrive sådan en bog? Jeg har simpelthen gjort alt, hvad jeg kunne for, at du skulle få så god en barndom som muligt, og det her er så takken. Jeg forventede, at min far og min familie ville slå hånden af mig, at mine venner og ekskærester ville flygte i alle retninger, og at jeg ikke ville have flere bøger i mig. Men endnu en roman i forklædning var dog værre, så til sidst tog jeg fri fra mit anmelderjob ved Weekendavisen i otte måneder og skrev fra ni morgen til midnat alle ugens dage. Normalt arbejder jeg meget struktureret, men denne gang skrev jeg bare, hvad der faldt mig ind, så jeg forventede, at mit førsteudkast ville være et stort rod. Men en dag i maj sidste år printede jeg det hele og læste det ud i et, og til min overraskelse hang det fuldkommen sammen. Siden har jeg læst manuskriptet igennem utallige gange og rettet småting, men i det store og hele står historien, som jeg oprindeligt skrev den.
 

Hvad eller hvem har inspireret dig undervejs i skrivningen?

Da jeg var allermest skriveblokeret, blev min redning Delphine de Vigans Alt må vige for natten, Linn Ullmanns De urolige og Jeanette Wintersons Why Be Happy When You Could Be Normal? – et citat fra hendes mor. Dels var det opløftende at konstatere, at de havde overlevet at skrive og udgive deres selvbiografiske bøger, og dels inspirerede de mig til at indskrive et metalag med overvejelser over selve skriveprocessen og dét at skrive selvbiografisk. Jeg anede ikke, om andre end jeg ville finde den slags behind the scenes-kapitler interessante, så jeg begyndte at dele uddrag på min åbne Instagramprofil @leonorachristinaskov, og mine følgeres engagement opmuntrede mig til at fortsætte. Det skriver jeg med stor taknemmelighed.
 

Har bogen ændret dig? Dit syn på din mor?

I mange år, mens jeg stadig debatterede i medierne, var jeg konstant iført en mental rustning for at kunne holde angrebene ud. Jeg kunne ikke skrive mine romaner iført rustning, men jeg kunne heller ikke tage den af, for jeg vidste aldrig, hvornår jeg ville blive angrebet og af hvem. Da min mor fik tilbagefald for sidste gang, besluttede jeg at trække mig fra medierne og skrive mine bøger i fred, og det har været en kæmpe gevinst for Den, der lever stille. Mest af alt føles det, som om jeg har åbnet mit liv for verden og ladet verden komme ind, ikke bare i bogen, men i det hele taget. Jeg føler mig meget mere tillidsfuld i dag, og det har også været nødvendigt, for ellers ville det være et mareridt at dele sådan en personlig historie med læserne. Mit syn på min mor har også ændret sig. Hun ønskede ikke, at nogen skulle kende hende, og det var der heller ingen, der gjorde, så på den ene side har jeg skrevet rundt om en uløselig gåde. På den anden side har jeg fået en meget større forståelse for hvor dårligt, hun havde det, hvor lidt hjælp hun fik, og hvordan hendes betændte forhold til sin egen mor stod i vejen for et ordentligt forhold til mig.
 

Du har selv indlæst din bog som lydbog?

Ja, hidtil har jeg ment, at det var bedre at overlade den opgave til de professionelle, der ved, hvordan man bruger stemmen rigtigt, men jeg kunne ikke bære, at lige præcis denne bog blev indlæst med en anden stemme end min. Så jeg har taget turen ud til et lille lydstudie i Vanløse seks formiddage i december, og det har været en virkelig god oplevelse. Både at kunne berige den skrevne tekst med den rette rytme og betoning og at være helt inde i bogen igen. Jeg kommer hurtigt til at savne den.
 

Hvad har overrasket dig mest ved at skrive bogen?

Før jeg begyndte at skrive, troede jeg i ramme alvor, at hovedstolen var en lille, pindet stol, der ville brase sammen under mig, hvis jeg satte mig tungt på den. I stedet viser det sig, at jo mere selvbiografisk, man skriver, jo mere er der at skrive, som bliver hovedstolen bare større under én. Det har i den grad overrasket mig.
 

Hvad vil du gerne sige til dit unge jeg?

Jeg vil først og fremmest takke hende for at have insisteret på sit eget liv dengang, selv om guderne skal vide, at det var svært, for det betyder, at jeg har det liv, jeg har drømt om, i dag. Jeg vil også sige til hende, at hun påtager sig alt for meget skyld og ansvar for sine forældres ulykke og tillægger deres meninger om hende og hendes liv alt for stor vægt. Det er ikke, som hun tror; at al den skyldfølelse, hun slæber rundt på, er den pris, hun må betale for sin frihed. Og så vil jeg rose hende for aldrig at have tænkt, at hun var forkert og skulle rette ind og sige right on, sister til hende for at engagere sig feministisk og få sit raseri ud den vej. Man kan overleve på raseri, retning og sund fornuft. Det gjorde jeg.
TOP  ▲
Den der lever stille
Da Leonoras mor dør, beslutter forfatteren at skrive historien om sit liv. Om ensomheden i parcelhuset og om den unge litteraturstuderende, der flytter til København og til sine forældres rædsel Læs mere
Førsteelskeren
Nat Kaminski var tidligere Danmarks ukronede konge af erotisk litteratur, men efter kæresten og punksangeringen, Veronica Lake, forlader ham og alle vender ham ryggen, raser han mod forlagsbranchen og Læs mere
Silhuet af en synder
I 1941 vender Nella tilbage til sit barndomshjem, godset Liljenholm på Sjælland. Sammen med sin sekretær Agnes skal hun rydde op og forsøge at sælge det forfaldne gods. Liljenholm viser sig dog at Læs mere
Hvor intet bryder vinden
Syv danske kunstnere og forskere får et frit arbejdsophold af en gådefuld velgører på den ubeboede ø, Stormø. De glæder sig til en måned langt fra alting, men det overrasker dem alligevel at blive Læs mere