31. januar 2019

De Gyldne Laurbær 2018

De Gyldne Laurbær 2018

Leonora Christina Skov er netop blevet tildelt Boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær, blandt andet for sin roman Den, der lever stille. 
Da Leonoras mor dør i 2015, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende.
 
Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst.
 
”Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem”, sagde hendes far til unge Leonora, men så tog hendes raseri og livslyst endelig over.
 
Den autobiografiske roman har gået sin sejrsgang blandt anmeldere, læsere og på bestsellerlisterne. Nu er den og forfatteren hædret med Danmarks største litterære pris.
 
Lyt til spritny podcast med Leonora her, hvor hun fortæller om, hvorfor hun har fortrudt sin tekst om faderen, hvordan hendes liv minder om Beyonces, og hvor glad man bliver for hæklede viskestykker fra en fan. Lyt med her: http://bit.ly/TidTilBøgerLeonora

FAKTA:
De Gyldne Laurbær (eller Boghandlernes Gyldne Laurbær) er en dansk litterær pris. Prisen uddeles af Foreningen De Gyldne Laurbær. Prisen uddeles en gang årligt baseret på afstemning fra samtlige danske boghandlere, løbende fra start til slut januar. Prisen er blevet uddelt hvert år siden 1949.
 
Leonora Christina Skov (f. 1976) har udgivet romanerne Den, der lever stille, Hvor intet bryder vinden, Førsteelskeren, Silhuet af en synder, Champagnepigen og Rygsvømmeren. Hendes forfatterskab er oversat til tysk, hollandsk, tjekkisk, norsk og spansk. Hun er mag.art. i litteraturvidenskab, modtog Martha Prisen 2018 og Kunstfondens treårige arbejdslegat. Hele 2018 har hun turneret Danmark rundt med foredrag om sin bestseller Den, der lever stille.
 

Gå til News
TOP  ▲
Relevante bøger
Den der lever stille
Da Leonoras mor dør, beslutter forfatteren at skrive historien om sit liv. Læs mere