”Jeg lever andres mareridt.”
En morgen finder Carolina Setterwall sin kæreste Aksel død i sengen. Med ét slag er hun enke og enlig mor til deres lille søn. Med bogen ’Lad os håbe på det bedste’ har Carolina skrevet en personlig beretning om sorgen, kærligheden og skyldfølelsen efter Aksels død. Her fortæller hun om at skrive bogen, og hvorfor hun har valgt at dele noget så hjerteskærende personligt.
Hvornår begyndte du at skrive bogen?
Samme dag jeg mistede Aksel, følte jeg et behov for at skrive. Det er nok en måde at få greb om det, at prøve på at forstå det. Jeg begyndte straks at skrive noter i min telefon. Dengang vidste jeg ikke, at det skulle ende som en bog.
Hvorfor valgte du, at det skulle blive til en bog og ikke blot forblive dagbogsnoter?
Jeg synes, jeg kunne bidrage med en sorghistorie, der fortæller hele historien. Ikke kun selve sorgen, men også årene før og efter. Hvad der skete i vores parforhold, inden Aksel døde; men også hvordan sorgen udviklede sig i årene efter.
Hvorfor ønskede du at skildre din sorg?
Vi har et ensporet billede af sorg. At det er rene tårer og savn, men sorg indeholder meget mere. Vi er gode til at gentage samme beskrivelse af sorgen, fordi det er den, som er accepteret. Jeg ville beskrive det, som jeg ikke synes, at ret mange andre har beskrevet. At min sorg var lidt beskidt i kanterne, ligesom livet er det.
Med bogen fortæller du også rørende og modigt om dit kærlighedsforhold til Aksel. Hvad ønskede du, at beskrivelsen skulle bidrage med i bogen?
Når det kommer til beskrivelsen af forholdet til Aksel, havde jeg heller ikke troet, at det skulle fylde så meget, men da jeg begyndte at skrive, voksede det, da jeg kom i tanke om flere og flere detaljerede minder. Og selvom bogen ikke er objektiv, fordi jeg bruger fiktionens manipulerende midler, har min ambition været at beskrive et moderne parforhold, hvor der findes masser af støj under den fine facade på Instagram. Jeg ville have, at det skulle være ærligt, hvis det skulle kunne hjælpe andre.
Har du altid haft en drøm om at skrive en bog?
Nej. At jeg valgte at skrive om det her var med et håb og ønske om, at min historie kunne give noget til andre i sorg, eller som har mistet. Det har aldrig været et rendyrket ønske om bare at offentliggøre det, jeg gik igennem, derimod var formålet tydeligt: jeg havde haft det bedre, hvis jeg havde kunnet læse min egen historie, da jeg selv befandt mig i min dybeste, bundløse sorg. Jeg tror at ved at blotlægge selv det, vi skammer os over, så taler vi til andre, der gemmer sig og ikke tør at være helt ærlige omkring det, som de går igennem.
Hvordan føles det, at noget så personligt nu er offentligt?
Det er dobbelt. Nogle dage spørger jeg stadig mig selv, hvorfor jeg gjorde det. Andre dage føler jeg, at bogen har og havde et klart formål. Jeg skrev den, fordi jeg ville skildre en proces, som jeg tror, at mange kan genkende sig selv i – uanset om man selv har oplevet et tab eller sorg, eller om man er tæt på nogen, som går igennem det. Jeg forsøger at minde mig selv om det de dage, hvor det føles svært.
Hvordan har andres reaktioner været på din situation?
Jeg lever alle andres mareridt. Det allerværste skete for mig. Jeg er blevet én, som folk hvisker om, og som de ikke ved, hvad de skal sige til. Jeg havde hele livet forsøgt at være ligesom alle andre, men nu er det ovre. Jeg kender selv til, hvordan man kan blive irriteret på en ven, som eksempelvis er deprimeret. Så siger man, at han eller hun må tænke på det, som er godt, men det kan de ikke. Jeg kan huske, at folk sagde til mig, at nu bliver det snart forår, eller at Ivan bliver større, og så bliver alt lettere. Men det trøstede mig ikke, for jeg var i nuet. Og der, hvor jeg var, var helt uudholdeligt at være.
Hvad hjalp dig videre?
Ivan blev jo svaret på det umiddelbare spørgsmål: Hvad fanden gør jeg nu? Hvad er pointen? Uden ham ved jeg ikke, hvordan jeg havde fundet nogen mening. I begyndelsen fortalte han mig hele tiden, at han skulle have mad, en ny ble, et bad. Det blev en slags guide: Nu hjælper du ham videre. Jeg tror, at jeg var blevet sengeliggende længe uden Ivan.
Hvordan har du det i dag?
Jeg er meget taknemmelig for det liv, jeg har i dag. Jeg en søn, som er rask og helt vidunderlig. Jeg er selv rask, bare dét er en gave. Jeg bor sammen med min kæreste og hans datter, som er blevet min bonusdatter. Jeg kæmper – som så mange andre småbørnsforældre – med at slå til både som mor og veninde og datter og søster og i arbejdslivet. Jeg er lidt mere træt, end jeg var for nogle år siden, men jeg er mere taknemmelig over de små ting.
