Bergsveinn Birgisson blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2012 for sin brevroman «Svar på Helgas brev». Nu er romanen aktuel som teaterstykke for anden gang på Teater V. og kan opleves på de skrå brædder den 30.-31. maj 2019 i forbindelse med teaterfestivalen CPH Stage. 

Vi har sat en krog i den islandske forfatter for at tale med ham om «Svar på Helgas brev» – om kærlighed, mænd, islændinge, natur og litteratur.

 
I Svar på Helgas brev fortæller du den bevægende og stedvist morsomme historie om den 90-årige Bjarni. En fåreavler, der på kanten af sit liv, skriver et brev til sin elskede Helga. Kvinden han aldrig fik. Hvor fik du inspirationen til karakteren Bjarni, og hvad synes du om ham?

Inspirationen stammer fra min opvækst. Jeg er delvist vokset op på en lille bondegård ved Vestfjordene på det nordvestlige Island, hvor jeg har været så heldig at lære fire-fem forskellige bønder – fiskebønder, alle født i begyndelsen af 1900-tallet – at kende. Deres mundtlige fortællekunst har betydet meget for mig, og det er den, jeg har ønsket at inkorporere.

Generelt kan man sige, at jeg gerne ville formidle den gamle folkelige bygdekultur på Island. Når det kommer til Bjarni, er jeg endnu ikke kommet til bunds. Han er en åben karakter, og det tror jeg, er en styrke. For mig står han for noget almen menneskeligt, når det omhandler ens valg i livet. Det store ved ham er, at han kæmper for at hans valg skal give mening, selvom den kamp er lige så hjælpeløs som den er helteagtig. Vi ser hans sårbare subjekt, og netop derfor har han min sympati.

Hele livet begærer Bjarni en kvinde, men svigter hende alligevel grumt. Forstår du Bjarnis valg? Hvad er det for en unatur Bjarni forbander i sig selv? 

Man kan kalde det en unatur – men jeg har endnu ikke mødt et fuldstændig rationelt menneske, som lever op til det moderne skuespil om, at vi er fornuftige mennesker. (...) Men det handler ikke kun om fornuft og at være selvisk, men også den gård og den kultur, som han skal videreføre. Følger han kærligheden, så forlader han også sin identitet og kultur. 

For at mig se belyser Bjarnis situation den moderne forestilling om kærligheden som en slags redningspakke for alt. Når jeg ser mig omkring, synes jeg at denne forestilling ødelægger mere end den gør godt. Det her med kærlighed mellem mand og kvinde, som værende det største mål i livet, er en ganske ny forestilling i menneskehistorien, en fransk opfindelse.  

Dertil skal man ikke glemme, at Bjarni var gift – jeg spørger, om det ikke også var kærlighed. Jeg synes, det var fint, at Bjarni viser sig at være bevidst om sine irrationelle sider, han har fx læst Hamsun og Söderberg – hvilket de læsende bønder, jeg har mødt, også har gjort. 

Kan litteraturen gøre nytte for mennesker i (kærligheds)nød?

Der er trøst at finde i litteraturen, som der er hos en god ven – selv om man altid er alene, når det kommer til de store eksistentielle ting i livet. Litteraturen er, sådan som jeg ser det, en slags venskab og en kontakt, som kan skabes mellem tekst og læser. Havde jeg ikke troet på det, ville jeg næppe skrive.  

Reagerer mænd og kvinder forskelligt på fortællingen om Bjarni og Helga?

Jeg har mere oplevet forskellige reaktioner mellem generationer. Fx opfatter kvinder i 20’erne Bjarni som et ægte røvhul, fordi han bryder med vor tids ideal om at følge kærligheden kompromisløst. De ældre generationer har større forståelse for hans valg at videreføre gården og kulturen, hvilken han ville være tvunget til at forlade for kærligheden.

Hvis vi ser på det som et antropologisk eksperiment, hvilket jeg holder af at gøre med mine bøger, så ser det ud, som om dyrkelsen og troen på kærligheden som redningspakke par excellence kun er blevet større gennem generationer.

Den islandske natur væves poetisk ind i fortællingen. Hvad er det med islændingene og jeres forhold til naturen, og til dyrene?

Jeg vil hellere snakke om fiskerne i denne sammenhæng. Island har også bankfolk, som rejser til London og har ikke andet end foragt for den gamle folkekultur og islandske natur. Gennem mit kendskab til fiskerne, som jeg nævnte tidligere, er jeg af den holdning, at et arbejde i samspil med naturkræfterne danner en intelligens og følsomhed. Et arbejde, som jeg tror er på vej væk i vores del af verden på grund af industrialiseringen af landbrug og fiskeri.

Hvilke forfattere bliver du inspireret af, og hvad læser du selv lige nu?

Lige nu læser jeg diverse bøger om signaturlæren, en medicinsk-filosofisk tankegang fra middelalderen, og lægen og alkymisten Paracelsus’ idéer. Jeg er ikke sikker på, om vi er kommet så meget længere … Jeg læser en hel del romaner, men vender altid tilbage til klassikerne, når jeg begynder at kede mig.
 
Bergsveinn Birgisson (f. 1971 i Island) har en doktorgrad i norrøn filologi og er bosat i Bergen. Han debuterede som forfatter 1992 med digtsamlingen Íslendingurinn. Hans første roman, Et landskab er aldrig tåbeligt, udkom i 2003 og på dansk i 2017 i Kim Lembeks oversættelse. Siden fulgte Svar på Helgas brev (dansk 2012), der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og udgivet i en lang række lande. I foråret 2019 udkommer hans roman Håndbog for køers åndsliv .