Interview og facts - Anthony Doerr

Bogen udspiller sig dels i Caribien og Alaska, med en lille smule Ohio ind over. Hvordan beslutter du dig for, hvor dine bøger skal foregå?

Jeg har rejst til alle disse steder og ladet mig inspirere frit. Mine lokationer og historier kommer normalt til mig på samme tid. Landskaberne og historierne vokser på sin vis ud af hinanden. Ligesom rigtige mennesker sætter figurer deres præg på de forskellige miljøer, men det gælder også den anden vej. Jeg har forsøgt at præsentere hver af mine figurers historie som uadskillelig fra det sted, de er. I Noget om Grace kan jeg godt lide de kontraster, der yderligere ligger. Winkler er ikke i paradis, men i en slags anti-paradis, selvom det i vores kultur normalt opfattes som paradis at befinde sig på en tropeø.
 
David kæmper med passivitet. Hvorfor tror du, han har så svært ved at handle? Har det noget at gøre med hans visioner og den følelse af ​​forudbestemmelse, de giver ham? Var en mere passiv karakter svær at skrive om?
 
Jo mere jeg tænkte over, hvordan det egentlig ville være f.eks. at drømme, at en mand vil blive ramt af en bus, når du er ni år gammel, og derefter at se det ske foran dine øjne tre dage senere, jo mere indså jeg, hvor frygtindgydende hvert eneste øjeblik af dit liv ville blive. Tænk hvor forfærdeligt det ville være at gå i seng om aftenen og frygte, hvad man kunne drømme. Hvis alt eller alle, der kunne kom ind ad døren eller rundt om hjørnet, ville kunne ændre hele dit liv? Selvfølgelig ville det gøre dig tøvende og bange og passiv. Især hvis man allerede er disponeret for indadvendthed som David Winkler. Jeg tror, at jeg ved at gøre ham passiv, kunne gøre hans karakter mere troværdig.
 
Den største udfordring var, at Winkler var min eneste hovedperson, og jeg havde ingen karakterer, som kunne overtage synsvinklen over nogle sider, kunne opbygge spænding, give mine læsere en pause. Jeg var nødt til at stole på, at Winkler kunne bære scenen på hver side.
 
David er en usædvanlig helt – hvad er tanken bag at have en karakter, der er velment, men misforstået?
 
David er nok ikke en typisk hovedperson. Han er en antihelt: nørdet, tilbageholdende, ikke i besiddelse af store armbevægelser. Men på andre måder er han virkelig en traditionel helt: han gør noget, han ikke vil, og han er i en umulig knibe. Tænk på det på denne måde: I begyndelsen af ​​bogen sætter jeg stakkels Winkler i dette forfærdelige dilemma, hvor der på den ene side vil ske det værste, han kan forestille sig (drukne sin datter), og på den anden side vil han skulle opgive sin familie. Men hvis han virkelig mener, at han er til fare for hans datter, er det så ikke heroisk at opgive hende? Måske. Jeg følte stadig, at han burde lide på en eller anden måde, fordi han opgiver hende. For at finde nåde, for at få bogen til at give mening, måtte jeg sende ham væk – og lade ham komme tilbage.  
 
Er der nogen temaer i historien, det har været mere relevant for dig at udforske end andre?
 
Jeg brugte det meste af tiden, jeg arbejdede på Noget om Grace, med at overveje de forskellige betydninger af begrebet ’nåde’. Naturligvis refererer titlen til personen Grace i romanen, men det er også et forsøg på at udforske tilgivelse, det at elske, at være venlig over for andre, uanset om han eller hun fortjener den venlighed. Faktisk tror jeg, at alle de spørgsmål, jeg forsøger at finde svar på i romanen, kommer fra det overordnede spørgsmål: "Hvad er nåde?" Selv om det ikke er en religiøs bog, beundrer jeg den måde, nogle teologer taler om nåde: den idé, at det er en ekstatisk ild, der brænder alt ned til sin rene essens og fjerner al forstillelse. Det er at se blomsterne spire om foråret, at se et barn sove; når solen skærer gennem skyer – det er alle de små mirakler, vi ikke nødvendigvis ser, medmindre vi holder pause og er ekstra opmærksomme.
 
Videnskab fylder meget i dit forfatterskab. Hvordan kan det være? Forsker du selv, eller er det ren interesse?

Research. Jeg elsker at læse bøger om videnskab, og jeg prøver at se verden som var jeg amatør-forsker. Jeg anmelder videnskabsbøger til avisen Boston Globe, og det giver mig mulighed for både at læse og blive opdateret på det seneste nye inden for naturvidenskab. Mine favoritforfattere er dem, hvis arbejde både indeholder nøjagtighed og undren, fordi man simpelthen kan mærke, hvor meget de elsker verden, og hvordan jo mere de ved, jo mere fylder det dem med undren. Det er noget, jeg selv forsøger at arbejde på hver eneste dag.
Plus – research er vanvittig godt som overspringshandling.
 
Dine romaner er solgt til udgivelse i hele verden - hvordan føles det?

Alle forfattere drømmer om at have læsere, så det føles vidunderligt. Og min kone har ofret så meget og arbejdet så hårdt, så vi kunne få en familie og et hjem til at hænge sammen, mens jeg bare kan gemme mig inde ved siden af og skrive i timevis. Så jeg er meget glad for, at hendes tillid til min skrivning var berettiget, og at vi nu kan leve af, at jeg får lov at skrive. Men jeg føler også en forpligtelse over for mine læsere for at belønne deres opmærksomhed; Jeg forsøger at arbejde så hårdt, jeg kan, for at teste hvert kapitel, hvert afsnit, hver sætning for svagheder. Hvis mine læsere vil bruge 6, 7 eller 8 timer af deres liv på en af mine bøger, så synes jeg også, at det er min pligt at vise dem verden så klart og elegant, som jeg kan. Det er jeg meget opmærksom på.
 
Hvad definerer en "god roman" for dig som læser?

For mit eget vedkommende kan jeg læse og nyde en hvilken som helst roman, der er skrevet med omhu: moderne, postmodernistisk, eksperimenterende, traditionel. Jeg bliver kun utålmodig med de bøger, der virker skødesløse. Mine yndlingsbøger overrasker, underholder og udfordrer mig. De viser mig den velkendte verden på en ny måde, får mig til at føle mig mindre alene og gør mig opmærksom på, hvilken gave det er at være i live og vidende i verden.
 

 
FUN FACTS:
 
Vidste du at…
… hovedpersonen Winklers navn er inspireret af ”Rip Van Winkle"? Ligesom Rip van Winkle bliver Winkler frosset ned eller sover i så mange år. Da han vågner igen, har hele verden og hans liv flyttet sig uden ham.
 
Vidste du at…
... Anthony Doerr er voldsomt optaget af natur, videnskab og alt hvad der omgiver os? Han har endda tidligere været anmelder af videnskabsbøger på avisen Bosten Globe.
 
Vidste du at…
… Anthony Doerr blev inspireret til at skrive bogen her, da han genfandt forskeren Wilson Bentleys bog med billeder af snekrystaller hos sine forældre?
 
”Jeg havde haft bogen som barn, og da jeg bladrede igennem den, tænkte jeg på, hvad slags mand, der ville bruge sit liv på det her sindssygt minutiøse arbejde. I halvtreds år sad denne her landmand i Vermont og fangede snefnug på en sort bakke og tog mikrofotografier af dem. Kan du forestille dig den tålmodighed? Hvordan det har belastet hans øjne? Og hans dedikation til skønhed?”
 
Anthony Doerr fortæller videre:
”I al den tid lykkedes det ham at få omkring 5.000 succesfulde prints, og han solgte stort set ingen af ​​dem. Nogle vintre fik han kun få brugbare fotografier. Han var en ungkarl, der tog sig af sin ældre mor, skydeskive for landsbyens vittigheder. Han brugte de fleste af sine penge på det. Og til sidst døde han af lungebetændelse efter at have været for længe ude. Den slags udholdenhed, blandingen af ​​flittighed og undren, der grænser til, hvad der kan opfattes som sindssyge, interesserede mig.”