Prosa og matematisk perfekt poesi

 

I efteråret 2015 udkom Allan Olsens debut som forfatter, erindringsbogen Tilfældigt strejfet, der blev en bestseller og modtog mange rosende anmeldelser. Nu kommer opfølgeren Laksetrappen – et skævt tilbageblik. Hvor Tilfældigt strejfet koncentrerer sig om opvækstårene, er Laksetrappen spundet om livet i og omkring musikken.

 
Vi har spurgt Allan Olsen, hvad hans ambition med denne bog var i forhold til den første?

”Min første bog var jo ren narcissisme: ’Seeee mig, jeg har skrevet en bog. Og man kan ryste den, uden bogstaverne falder ud!’ Og det skal man da ha’ lov til. Når noget er første gang, skal man bare nyde det. Og vel osse, når det er anden gang. Men så må ambitionen da gerne være en anden - en større måske,” fortæller Allan Olsen. ”Eftersom den nye bog dækker over godt 40 år, tænkte jeg, at sproget skulle udvikle sig og få facetter og flere dybder, for det er jo sådan livet går. Flere nuancer, og henad slutningen, en hel del retfærdig selvynk, sepia og grådlabilitet. - Så det...”
 
Håbet er, at læserne – hans publikum - vil få det bedste ud af bogen.
”Andet kan jeg ikke sige, for fra dét øjeblik, hvor jeg slap manuskriptet, var det ikke mit mere. Måske langt mindre mit end nogen andres, faktisk. Om nogens, altså. Jeg har jo skrevet, hvad jeg mener, der skal skrives, og der er ingen vej tilbage. Meningen er, at jeg skal være på vej videre med noget andet på nuværende tidspunkt.”
 
”Min ambition i skriveprocessen har været at skrive poetisk prosa - eller ’ ligeud-poesi ’. Altså at arbejde i forlængelse af, hvordan jeg skriver mine sange. Det er spændingsfeltet mellem lyrik og det narrative, der interesserer mig. Matematisk perfekte løsagtigheder.
Og så går jeg ud fra, at jeg ved at formulere mig uddybende henover 3-400 sider, for en tid, kan slippe for at svare på disse evindelige hv-spørgsmål, som man martres med i showbizz, hvor jeg jo plejer at slå mine folder.”