Året er 68, stedet er Alexandria, og vi følger den sidste nadver og Jesu korsfæstelse, som fortælles af Judas til en discipel. Vi spoler herefter tiden frem til 1955, hvor professionelle gravrøvere finder et gravkammer, der bl.a. indeholder en krukke med papyrusruller, som de stjæler for at sælge herlighederne til en kunstsamler.
Vi springer derefter frem til 1980’erne, hvor den italiensk-amerikanske arkæolog, Afdera, er i gang med nogle udgravninger i Jerusalem, men må afbryde sit arbejde for at tage hjem til Venedig, hvor hendes bedstemor ligger alvorligt syg. Bedstemoren dør, men forinden når hun at sende Afdera ud på en mission, hvor hun skal tage til USA og tømme en bankboks – og deri ligger en papyrusrulle.
Afdera sætter sig for at opklare mysteriet om papyrusrullen, hvorfor hun lader den restaurere. Det viser sig, at skriftrullen rejser tvivl om, hvem der i grunden forrådte Jesus - og en sådan tvivl vækker opsigt og harme i den katolske kirke. Før Afdera får set sig om, myrdes de personer, som hun har været i kontakt med i forbindelse med papyrusrullen, og hun selv kommer i alvorlig livsfare…
Med rolige hænder sad hun og børstede mange hundrede års sand og støv væk fra stenkisterne, mens hun tegnede begravelsessymbolerne fra kisten i et hæfte med læderbind. Hun blev afbrudt i sit koncentrerede arbejde af en stemme tilhørende Ariel, en ung medhjælper på udgravningen.
»Afdi, Afdi!« råbte han for at fange hendes opmærksomhed…