Jens Christian Grøndahl (1959). Debuterede i 1985 og har i dag et stort internationalt og prisbelønnet forfatterskab bag, blandt andet med romanerne Lucca, Et andet lys og Fire dage i marts.
Jens Christian Grøndahl fremhæves for sin evne til at fremstille eksistentielle og psykologiske relationer og er i udlandet flere gange blevet sammenlignet med Anton Tjekhov og Albert Camus. Hans hovedtema er ensomheden som grundvilkår afdækket gennem kærligheden mellem mennesker i forskellige aldre med fokus på deres historie, følelsesliv og valg.
Grøndahl har et stort og trofast publikum herhjemme såvel som i udlandet, ikke mindst i Frankrig, Belgien og Holland, hvor han er lige så udbredt som i Danmark. Hans romaner udkommer i over 30 lande og optræder jævnligt på toneangivende kritiker- og bestsellerlister verden over; fra Washington Post over Le Monde til The Sydney Morning Herald.
Et andet lys er filmatiseret som fransk miniserie i samarbejde med den fransk-tyske kulturkanal ARTE, ligesom flere af hans romaner er dramatiseret som hørespil af statslige radiostationer i udlandet. Flere internationale filmproduktioner af Grøndahls romaner er undervejs.
Jens Christian Grøndahl er modtager af en lang række litterære priser og hædersbevisninger i ind- og udland, herhjemme bl.a. Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Lucca. Desuden blev han den første modtager af Danske Banks Litteraturpris for Et andet lys. Jens Christian Grøndahl er tildelt den livsvarige statsydelse til kunstnere og den franske orden Chevalier dans l'ordre des Arts et des Lettres som en anerkendelse af sit bidrag til skønlitteraturen i Frankrig.
Mød Jens Cristhian Grøndahl i Den Sorte Diamant d. 27. maj - se mere her.
Foto: Kamilla Bryndum