Kamelkaravaner aftegner deres silhuetter mod sandklitterne i nord; 1000 guder kigger ned fra Tamil Nadus tempeltårne i syd. En instruktør i Bollywood råber ´Action!´, og 100 sariklædte kvindersynkrondanser til et pophit, der også høres fra en skrattende radio på en strandbar i Goa. Et glas sød drikkeyoghurt venter på tagterrassen. Solen gennembryder morgentågen ved Gangesfloden, og mere end 1 mia. indere kickstarter den farvestrålende, duftende, kværnende maskine kaldet Indien.
Rejsen rundt i Indien dækker landet fra Goas strande og Keralas flodsystemer i syd til det storslåede Himalaya i nord. Fra Mumbais summende metropol og Rajasthans ørkenforter i vest, over Delhi til Gangessletten og Taj Mahal. Og mod øst til storbyvrimlen i Kolkata og stammefolkene i de nordøstlige stater.