Dansk stand-up er den samlede fortælling om stand-up-comedy herhjemme, lige fra den spæde begyndelse på Restaurant DIN's i slutningen af 1980'erne og frem til i dag, hvor stand-up-komikere er fast inventar i den etablerede medieverden og underholdningsbranche.
Bogens dobbelte ambition er at tegne portrættet af et levende og dynamisk comedy-miljø i Danmark, men også at sætte det i perspektiv og trække nogle linjer tilbage i humorens historie, så læseren får en forståelse af og indsigt i forudsætningerne for stand-up-komikernes verbale udfoldelser på scenen, som den tegner sig, i dag. Forfatterne har valgt at skandere deres fremstilling sådan, at portrætinterview med komikerne kontrasteres af analytiske, essayistiske nedslag i komikkens udvikling og historie. For også at fremhæve at stand-up-comedy ikke bare er et flygtigt fænomen i tiden, men et selvstændigt kapitel i humorens historieskrivning.
Dansk stand-up indeholder portrætinterviews med bl.a. 'den opdagelsesrejsende stand-up'er' Frank Hvam, den første danmarksmester i stand-up (1992) Lars Hjortshøj, Klassens frække dreng Uffe Holm, 'Talen til nationen'-Gintberg og tryllemesteren Rune Klan.
I bogens sidste kapitel beskrives 'de nye unge komikere' og forfatterne spår om fremtidens comedy scene, som en stor del af kulturliv, medieverden, folkeunderholdning og big business.