Hop til indhold

Tilbage til menuen

Biografier

Ulvehjerter

En familiekrønike

De pakistanske stammeområder er blevet arnested for terrorister, som truer sikkerheden i Danmark og Vesten. Men de uvejsomme bjerge huser også et af verdens ældste stammefolk, mehsud, som er berømt og berygtet for sine kriger-traditioner.

Den danske forfatter og journalist, Puk Damsgård Andersen, har i al hemmelighed bevæget sig ned langs grænsen   til Wasiristan for at besøge en mehsud-familie med den 65-årige patriark, Rustam Khan, i centrum.

I Melmastia (ordet betyder ´gæstfrihed´ på det lokale sprog) tegner hun et bevægende portræt af mennesker, hvis sind er som de bjerge, der omgiver dem: Brutale, nådesløse og vildt romantiske! Melmastia er en dramatisk familiekrønike, som trækker sine spor tilbage til Rustam Khans barndom. Hans far og mor blev begge dræbt i en blodig familiefejde, og han har aldrig fået den hævn, som stammens traditioner kræver. Rustam Khan anser blodhævn for at være en barbarisk skik, men fejden truer konstant med at blusse op, og han har altid riflen klar, hvis forældrenes mordere skulle dukke op igen. Samtidig er han familiens sorte får, fordi han valgte at  uddanne sine 18 børn- et valg, han stadig har svært ved at overskue konsekvenserne af.

Sønnen Janan var 20 år, da USA i 2001 invaderede nabolandet Afghanistan for at eliminere Osama bin Laden, og han begav sig til fods over bjergene for at slutte sig til Taleban-bevægelsen og dø som martyr i kampen mod de vantro amerikanere. Til Janans store skuffelse kom han tilbage i live, fordi talebanerne valgte at flygte i stedet for at kæmpe. I dag er han far til to, mens han stadig drømmer om at dø i en hellig krig.

Forfatteren har boet i familiens hjem, hvor Rustam Khan, Janan og hans brødre samt en række af familiens stærke kvinder fortæller deres historie. Området er centrum for den pakistanske Taleban-bevægelse, hvis lederskab netop er vokset ud af mehsud-stammen, så besøget er foregået i stor diskretion. Som gæst er hun beskyttet af ´melmastia´, den gæstfrihed, som er en uadskillelig del af stammens æres-kodeks, og som indebærer, at familien vil beskytte hende med deres eget liv som indsats.

E-bog
Udgiver Politikens Forlag
ISBN 9788740002942
Udgivelsesår 2012
Udgave 2
Sprog Dansk
DKK 180
Indbundet
DKK 100

Anmeldelser

  • Jyllands-Posten

    Anders Jerichow, 13.05.11
    ******

    Hendes bog afspejler på fremragende vis et folk og en psykologi, der ikke vil overleve i en moderne verden og ikke tage den moderne verden til sig, før Pakistan tager ansvar for stammelandet.

  • Weekendavisen

    Jeppe Matzen, 22.04.11

    Godt nyt fra fjendelandet: Med et særdeles velskrevet, til tider litterært sprog, får vi serveret et sjældent indblik i en mehsud-families hverdag, drømme, ambitioner og ikke mindst drabelige historie (…) Resultatet er en afvæbnende og velskrevet familiekrønike”.

  • Journalisten

    Andreas Marckmann Andreassen, 13.05.11

    Puk Damsgård Andersen viser os Taleban-højborgen Waziristan indefra i en modig og ualmindelig familiekrønike, hvor hun konsekvent giver ordet til de mennesker, hun bor hos.